Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1867-06-17)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 17. Juni 1867.

Kjære Quaade! . . . Jeg sender Dem Moltkes Depecher med Coureren for at De kan være fuldkommen au fait med Alt, hvad der passerer og jeg kan som Supplement hertil føie at jeg er temmelig sikker paa at Sagen har været behandlet baade imellem de 2 Keisere og in trio, men det kommer jo meest an paa med hvilken Vægt og med hvilket Eftertryk, og herom kan kun Tiden belære; nogen Grund til sanguinske Forhaabninger har der aldrig været og er der vel endnu mindre med Hensyn til Fastsættelse af en antagelig Sydgrændse for vort Vedkommende, men derfor bør man ikke opgive Haabet om, at der atter kan grye en Dag for Danmark og at selve Lykkens Pamphilius Hrr. Bismarck kan komme til at søbe den Kaal, han selv har spyttet i og saaledes komme til at fortryde, at han ifjor under vort Tilbud agtede os saa ringe; Hovmod staaer for Fald og dette gjelder saavel individuelt som for Staterne og hvorvel det kan være haardt at modtage alle de Ydmygelser, Krænkelser og Forhaanelser, hvormed vi vedvarende opvartes af vor store Nabo, saa bevarer jeg dog Haabet om, at Skaalen engang maa blive fyldt for Preussens Vedkommende, 1) der med Overmod behandler de Store stolende paa sin herlige Armee og Fængnaalsgeværer mere end paa Gud, — 2) som med Haan og Foragt tirrer de Smaae og 3) der endnu stærkere undertvinger sine egne Brødre, stolende paa, at den kan iføre dem alle sin egen Tvangstrøie og gjøre Tydskerne til Preussere, — det bliver et væmmeligt Skue, om det halve Europa saaledes skulde omformes til Preussere, thi jeg vilde for mit Vedkommende da fra Skjønhedsstandpunktet langt foretrække Chineserne, de neie dog engang imellem nydeligt, medens disse have, naar de ere udenfor Sengen idetmindste een Jernstang igjennem Kroppen. —

Gjennem Vedel vil De med det allerførste modtage de Oplysninger, s. 479 som De ønskede i Deres sidste Brev og vilde det glæde overordentlig meget, om De i denne Sag kunde bevirke en glædelig Forandring; vi have saamange af den Slags Sager, saa at Behandlingen igjennem Heydebrand synes at trække i Langdrag. Det skulde undre mig, om Grev Bismarck vilde lade vor sidste Svar aldeles upaaagtet, jeg vilde finde denne Adfærd i god Harmoni med hans øvrige Insolents; at noget Resultat kan naaes ad denne Forhandlingens Vei har jeg aldrig troet; det kan være, at Blixen ikke har været i Berlin, men at han i den senere Tid har modtaget Skrivelser fra Bismarck er vist, og allerede dette, naar politiske Materier behandles ad denne Vei med det væsentligste Oppositionsmedlem i den lille Stat, forekommer mig at være betydningsfuldt nok og de Planer, der ere fremkomne for Lyset ad denne Vei, ere af en særegen Natur; de stemme Ord til Andet overeens med Carl Plessens Udtalelser i Kiel og det er altsaa en aftalt Consigne. — Jeg fandt det meget mærkværdigt i sin Tid, at Thiele ikke vidste Noget af Bismarcks sidste Depeche, 1) og det er vel utvivlsomt, at Herren selv har smurt den sammen i en Fart; De vil ogsaa bemærke, at det er en særegen uhøflig Form, at man kalder mig i Instructionen til sin Gesandt Mr. de Frijs, da min Familie vel alle Dage har havt Greve Titel i Aarhundreder inden hans, det er nu ikke den Slags Ting, jeg bryder mig om, thi kan han, den store Matador og Statsmand, finde Fornøielse i den Slags Drengestreger, saa er den Fornøielse ham vel undt. — Formodentlig vil der nu indtræde en fuldkommen Hvile i de diplomatiske Forhandlinger, da de forskjellige Landes Diplomater og Fyrster reise til Bad, jeg skal benytte Tiden til at ordne Alt for min kjære Datters Bryllup og vil endda ikke faae megen Tid hertil da der er Tale om at dette skulde finde Sted til September. Ogsaa Heydebrand, som ellers er ufortrøden, taler om at tage en Congé paa nogle Maaneder s. 480 for at see til sin Hustru og til sin Dreng, og man slipper vel saaledes for at have Nogen midlertidig, thi ellers er Gevin- sten ikke stor, da en Legationssecretair naturligviis er langt besværligere og vigtigere end en Minister. . . .

C. E. Frijs.