Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Christian 9. FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1867-07-06)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kongen.
Kjøbenhavn, 6. Juli 1867.

Allerunderdanigst Forestilling.

Som jeg allerede har havt den Ære i dybeste Underdanighed at meddele Deres Majestæt, har den herværende kongelig preussiske Gesandt den 18de f. M. tilstillet mig en Note, i hvilken han, i Betragtning af de tidligere Forhandlingers mere confidentielle Natur, nu officielt begjærer den kongelige Regjerings Svar paa de 2 Spørgsmaal:

1. Hvorvidt den kongelige Regjering troer sig istand til at træffe Indretninger og stille Foranstaltninger i Udsigt, som give bestemte Garantier for Beskyttelsen og Sikkringen af de Tydskeres nationale Eiendommeligheder, som ere bosatte enkeltviis eller i Menigheder i de muligen aftraadte Districter, samt af hvilken Art i individuel, local og communal Henseende disse Garantier maatte være? Eller om den kongelige Regjering anseer en saadan Hensynstagen og Bevarelse af dens fremtidige tydske Undersaatters nationale Eiendommeligheder for umulig eller i alt Fald vægrer sig definitivt ved bestemtere at erklære sig derom paa Forhaand, samt

2. Hvorvidt den kongelige Regjering er villig til at overtage en forholdsmæssig Deel af Hertugdømmernes Gjæld, naar en Gebeetsafstaaelse maatte finde Sted.

Som Deres Majestæt allernaadigst vil bemærke, er der nogen, om end ikke en i det endelige Resultat betydelig, Forskjel tilstede mellem denne Affattelse og den Maade, paa hvilken de samme Spørgsmaal tidligere vare stillede. Vistnok paavælter det preussiske Cabinet fremdeles den danske Regjering Forpligtelsen til at udfinde og foreslaae Garantier, som det naturligviis i alt Fald maatte være dens Sag at opstille, som troer at kunne fordre dem, og ligesom før vægrer Preussen sig fremdeles ved at oplyse os om, hvor stor den Deel af Slesvig er, som det eventuelt vil afstaae. Men der nævnes dog ikke længer en »international Tractat«, men »Indretningers. 522og Foranstaltninger, som skulde stilles i Udsigt«, altsaa vel omtrent den i 1851—52 valgte Form. Garantierne specificeres dog noget mere, om end langtfra ikke tilstrækkeligt, naar de betegnes som »individuelle, locale og communale«, og jeg tillader mig navnlig at fremhæve, at der ikke tilføies »politiske«, uagtet det tidligere heed, at de forlangte Garantier maatte være langt sikkrere og fuldstændigere end dem, der gaves 1851—52 og der, som bekjendt, vare af politisk Natur.

Jeg skal med Hensyn til Notens øvrige Indhold og Motivering tillade mig i dybeste Underdanighed at henvise til dette Actstykke selv og indskrænke mig til enkelte Bemærkninger. — Paa den ene Side bærer den ganske vist Spor af den overmodige og stødende Tone, som Grev Bismarck pleier at antage i sine Forhandlinger med den kongelige Regjering, og Udtryk som det, at Nordslesvig vilde tilbagegives til et fremmed Land ved at gjenforenes med Danmark, at den kongelige Regjering med den bedste Villie til at være retfærdig mod sine tydske Undersaatter dog ikke skulde formaae det, og at disse priisgives for Farer, osv., blive dobbelt irriterende i en Magts Mund, som selv i Tydskland har paadraget sig aaben Misbilligelse for den Maade, paa hvilken den i Slesvig gaaer frem mod de danske Beboere. — Men paa den anden Side er der dog anvendt et noget hensynsfuldere Sprog end ellers; Hr. von Bismarck indlader sig mere end før paa at argumentere og begrunde sit Standpunct, og han erklærer ikke som før, at hvis den kongelige Regjering ikke troer sig istand til at give de fornødne Garantier, maa Preussen ansee sig løst fra sit Løvte i Pragerfreden, men kun at »paa Besvarelsen af de stillede Spørgsmaal beroer Omfanget af den tilsigtede Afstemning og eventuelle Afstaaelse«, og at Danmark ved at imødekomme Preussens Forlangende gjør »Fremskyndelsen« af Afstaaelsen mulig.

Naar jeg har tilladt mig at fremhæve disse forskjellige Puncter, er det nærmest fordi de tjene til at vise, hvad ders. 523har været Grev Bismarcks Hensigt med dette Actstykke og altsaa til at veilede den kongelige Regjering med Hensyn til den Holdning, som den rettest vil kunne indtage i sit Svar. Det er mig ikke tvivlsomt, at Grev Bismarck paa den ene Side har villet styrke sig ved at tiltale den tydske Nationalfølelse og støtte sig paa den — og dette viser sig navnlig ogsaa ved den mod al diplomatisk Brug stridende Offentliggjørelse af den endnu ubesvarede Note —, paa den anden Side har han villet stille Sagen saa gunstigt som muligt i de europæiske Magters Øine. Det er i det Hele taget efter min allerunderdanigste Mening ikke saameget Notens Bestemmelse at fremme en Overeenskomst med den kongelige Regjering, som derimod at berøve os noget af den Sympathi, som alle Magter bevise os, og navnlig at finde et Paaskud i den kongelige Regjerings Svar til at erklære Forhandlingerne afbrudte fra dansk Side, for da enten aldeles at lade Sagen falde eller at indskrænke sig til at tilbyde Deres Majestæt en aldeles utilstrækkelig Territorialafstaaelse, haabende i begge Tilfælde at skabe et fait accompli, som Europa efterhaanden vil lære at finde sig i. — Dersom denne min allerunderdanigste Formening er rigtig, er Charakteren af den kongelige Regjerings Svar bestemt indiceret: det gjælder om ikke at give Preussen Paaskud til at erklære Forhandlingerne afbrudte, men derimod at drage Grev Bismarck yderligere ind i dem, men dog uden at binde den kongelige Regjering eller endog kun give den Mine af at ville give Garantier, som vilde tjene til at berøve Deres Majestæt al Selvstændighed og udsætte Riget for idelige Indgreb af den preussiske Regjering i vore indre Forhold.

Til at opnaae dette Formaal vil det imidlertid ikke være nok at besvare den preussiske Note med en Gjentagelse af de to allerede to Gange forgjæves herfra stillede Contraquæstioner om en nøiagtig Angivelse af de omtalte Garantiers Indhold og om den eventuelle Landafstaaelses territoriale Omfang. Uden at opgive disse to aldeles berettigedes. 524Puncter i Svaret, tillader jeg mig allerunderdanigst at troe, at de bør træde lidt mere tilbage dennegang og at de maae forenes med noget mere Positivt, og i saa Henseende vil der næppe være nogen Fare for os, men meget mere for Preussen, i at Svaret eventuelt erklærer, at Deres Majestæt, skjøndt Allerhøistsamme hverken erkjender Fordringen om de omhandlede Garantier begrundet i Pragerfreden eller kan ansee dem anderledes end som fuldt overflødige, dog ikke vil vægre Sig ved at give dem, forsaavidt det maatte være muligt at udfinde Garantier, som ikke i Indhold eller Form vilde tjene til at undergrave den kongelige Autoritet i Nordslesvig og udsætte Forholdene mellem Danmark og Preussen for Farer, som man fra begge Sider netop vil undgaae. En saadan Vending er egentlig kun en anden Redaction for den Tanke, som allerede er udtalt herfra, at den kongelige Regjering ikke vil kunne give saadanne Garantier, fordi de vilde tjene til at undergrave den kongelige Autoritet i Nordslesvig etc.; men da Preussen vel ikke let vil kunne vedkjende sig den Hensigt, netop at tilsigte Garantier, som maatte have en saadan Virkning, vil det preussiske Cabinet neppe kunne kalde det en Afbrydelse af Forhandlingerne, naar den kongelige Regjering tager dette Forbehold for de mundtlige Forhandlinger som man iøvrigt formeentligen kunde erklære sig villig til at indlade sig paa, hvis Preussen maatte foretrække denne Form, selvfølgeligen ikke for at foreslaae Garantier, men for at modtage det preussiske Cabinets Meddelelser desangaaende.

I Overeensstemmelse med disse Betragtninger havde jeg altsaa i dybeste Underdanighed tænkt mig, at Svaret omtrent kunde gaae i følgende Retning, antagende saavidt muligt en til Preussens Hensigter saa tillidsfuld og saa venskabelig Tone som muligt.

Efter korteligen at have gjentaget den kongelige Regjerings allerede tidligere tagne Forbehold om Pragerfredens utvivlsomme Mening og om den øiensynlige Unødvendigheds. 525af Garantier for tilkommende tydsktalende Undersaatters Stilling her i Landet vilde Noten gaae over til at undersøge de i Hr. von Heydebrands Meddelelse omtalte individuelle, locale og communale Garantier. Med Hensyn til disse sidste fremhæves det, hvorledes disse formodentligen vel skulde gaae ud paa at sikkre saadanne Communer, hvor Majoriteten maatte være tydsk; men deslige Communer findes neppe i Nordslesvig, idet de sidste Valg til det nordtydske Parlament tilstrækkeligen have viist, at selv i Byerne er Majoriteten utvivlsomt dansk. Med Hensyn til de »locale« Garantier er det den kongelige Regjering meget vanskeligt at danne sig nogen bestemt Mening, da Udtrykket »Localitet« er i høi Grad vagt, og da det ikke er let at indsee, i hvilke offentlige Forhold en slig Localitet fremtræder som en Eenhed, og om hvilke Rettigheder der kan tænkes at blive Spørgsmaal for en saadan, forskjellige paa den ene Side fra de communale og paa den anden Side fra de individuelle Garantier. Endelig staae de individuelle Rettigheder tilbage, men med Hensyn til dem maa den kongelige Regjering erklære sig fuldstændigt ude af Stand til at indsee, hvilken yderligere Betryggelse disse kunde behøve eller finde. Uagtet den kongelige Regjering saaledes med yderste Omhu har overveiet de Antydninger, som den preussiske Note indeholder om de forlangte Garantier, har den dog ikke været istand til efter dem at danne sig en bestemt Mening desangaaende. Forsaavidt den preussiske Regjering maatte ansee det for Sagen tjenligere, at dette Punct nærmere bliver Gjenstand for en mundtlig Forhandling, er den kongelige Regjering villig hertil, og, forsaavidt det ønskes, skal den dertil befuldmægtige særlige med Forholdene kyndige Personer. Hvad den kongelige Regjering saaledes for Tiden alene kan udtale, er, at den i høi Grad ønsker, at disse Forhandlinger kunne føre til et positivt Resultat, og den tør ansee sig berettiget til at haabe, at dette vil kunne opnaaes. Thi ligesom den paa sin Side ikke vil vægre sig ved at gives. 526Garantier, forsaavidt saadanne kunne udfindes, som ikke vilde tjene til at undergrave den kongelige Autoritet i Nordslesvig og gjøre al Regjering der umulig, og forsaavidt de ikke vilde true de venskabelige Forhold mellem de to Stater med Farer, som den kongelige Regjering maa ansee det for sin ufravigelige Pligt at søge at bevare, saaledes tør man holde sig overbeviist om, at den preussiske Regjering ligesaa omhyggeligt vil undgaae enhver Fordring, som kunde have de omtalte Virkninger. I saa Henseende indeholder den preussiske Note netop en Forsikkring, af hvilken det er den kongelige Regjering en Tilfredsstillelse at tage Act. Man maa imidlertid med Hensyn til dette Punkt endnu fremhæve et Spørgsmaal, som naturligen stiller sig, nemlig hvorvidt den preussiske Regjering er villig til, paa samme Maade som den kongelige Regjering eventuelt maatte gjøre det med Hensyn til de tydske Beboere i Nordslesvig, at sikkre de danske Beboere i Sydslesvig, thi den preussiske Regjering vil vistnok i sin Retfærdighedsfølelse indrømme, at disse, omgivne af en stor og mægtig Nationalitet, langt mere end Tydskerne i Nordslesvig priisgives for den Fare at overvældes, og den vil visseligen ikke over den Forskjel, som bestaaer mellem de to Stater og de to Nationaliteter i Henseende til Magt forglemme den Lighed, som utvivlsomt bestaaer mellem dem med Hensyn til Retten.

Hvad dernæst det andet i den preussiske Note reiste Spørgsmaal angaaer, kan den kongelige Regjering i Principet erklære sig villig til at overtage en forholdsmæssig Deel af Hertugdømmets Gjæld, forsaavidt denne virkeligt er tilstede og allerede nu hviler paa det; men selvfølgeligen maatte dette Punct være Gjenstand for en særlig, commissarial Forhandling.

Slutteligen vilde det efter min allerunderdanigste Formening være nødvendigt, at Noten udtaler som en Forudsætning og den kongelige Regjerings bestemte Forventning, at den preussiske Regjering under disse Forhandlinger vils. 527vise sig rede til at udføre Pragerfredens Artikel 5 i dens fulde Omfang og efter dens virkelige Mening og saaledes ved en loyal Tilbagegivelse af den Deel af Slesvig, der allerede har viist og fremdeles maatte vise sit Ønske om at blive dansk, vil ende en Strid, som saa længe og paa en saa beklagelig Maade har adskilt tvende beslægtede Folk.

Endnu staaer tilbage for mig i dybeste Underdanighed at berøre det Spørgsmaal, naar denne Svarnote meest passende vilde kunne overleveres til Grev Bismarck. Jeg havde oprindeligen tænkt mig, at det rette Tidspunct vilde kunne være kort før Keiseren af Østerrig, ledsaget af Baron Beust, ankom til Paris, og jeg bestyrkedes i min Formodning om, at denne Sammenkomst mellem de to Keisere kunde give Anledning til en fuldstændigere Overeensstemmelse mellem de to Cabinetters Politik i vor Sag ved den Maade, paa hvilken Baron Beust derom har udtalt sig til den kongelige Gesandt i Wien. Denne Udsigt er imidlertid tabt ved den sørgelige Efterretning om den mexicanske Keisers Henrettelse; thi om end muligviis den paatænkte Reise ikke aldeles er opgivet, er den vistnok idetmindste for længere Tid opsat. Under disse Omstændigheder antager jeg det for rettest, ikke at udsætte Svaret efter en saadan fjern Mulighed, men i Løbet af den første Halvdeel af denne Maaned at lade det afgaae herfra. Foruden de uforudseete Efterretninger, som jeg i Mellemtiden vilde kunne modtage, er der imidlertid navnlig eet Moment, som kunde udøve nogen Indflydelse paa Bestemmelsen af det rette Øieblik, nemlig den stærke Stemning til vor Fordeel, som for Tiden viser sig i Frankrig, og som jeg troer at turde betragte som endnu at være i Stigen. Jeg tillader mig derfor i dybeste Underdanighed at foreslaae Deres Majestæt, at det allernaadigst overlades mig efter Omstændighederne at vælge det efter min allerunderdanigste Formening beieiligste Øieblik til at afgive Svaret.

Forsaavidt Deres Majestæt allernaadigst maatte behage ats. 528bifalde de ovenfor anførte Bemærkninger, vover jeg i dybeste Underdanighed at andrage paa, at

der gives mig allernaadigst Bemyndigelse til at besvare den af Hr. von Heydebrand overleverede Note af 18de Juni i Overeensstemmelse med Ovenstaaende.

Udenrigsministeriet, 6. Juli 1867.

Allerunderdanigst
C. E. Juel-Vind-Frijs.

Indstillingen bifaldes.

Amalienborq Slot, 6. Juli 1867.

Christian R.

Original. Vedels Koncept foreligger ogsaa.