Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1867-07-14)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 14. Juli 1867.

Kjære Quaade! Der er hengaaet længere Tid end sædvanligt uden at jeg har kunnet faae Tid til at skrive Dem til og er dette skeet, uagtet Tiden er mindre besat efter at vi ere blevne færdige med Rigsdagen, dog kan jeg ikke lade Deres Søn reise uden at medgive ham et Brev; efter al Sandsynlighed vil De Dagen forinden have modtaget mit Svar paa den preussiske Note og De vil sandsynligviis en af de første Dage søge Leilighed til at meddele denne, med hvis Indhold og Form jeg haaber, at De er enig; vi ere heri i Føielighed og Bøielighed gaaede saavidt som det er muligt, trods de i høi Grad stødende Udtryk, der fra preussisk Side ere brugte, saasom »fremmed Land« om Lande, der i Aarhundreder have tilhørt Danmark og først for 2½ Aar voldeligen ere os frarøvede, og De vil erindre, at dette endda kun er exempelviis anført, men desværre føler man sig altfor meget s. 530 som den Svage. Med stor Glæde modtog jeg efter Deres første foreløbige Depeche den sidste Meddelelse, 1) hvori dog indeholdtes enkelte Lysglimt, men hvorvidt man vil [være] mere tilbøielig til at høre herefter end efter Alt, hvad der hidindtil er yttret om denne Sag, forekommer mig i høieste Grad tvivlsomt; jeg kunde paa en vis Maade have ønsket, at vort Svar var kommet et Par Dage før, da det dog var affattet circa 8 Dage forinden, thi vi kunde da med endnu mindre Skin af Ret være blevne beskyldte for ikke at gaae efter egen Opfattelse men at støtte sig [ɔ: os] til Andre; det er nu vel af den Slags Beskyldninger, som man lettest af alle kan taale, især da jeg har gjort mig det til en Hovedregel først at spørge tilraads efter at være selv kommet til en endelig Beslutning; thi uden dette Princip bliver man under vore Forhold af altfor usikker og gyngende Beskaffenhed, og det er derfor en dobbelt Glæde, naar man bagefter modtager billigende Erklæringer; det er jo ogsaa klart, at man altid bør selv bedst kunne see, hvad der tjener En til Gavn; vel indrømmes at man heri kan tage feil, saavel naar det angaaer En selv som naar det angaaer Andre, men uden selvstændig Opfattelse og Erkjendelse i saa Henseende vil man ikke kunne virke paa Andre. Saasnart jeg erholder Underretning om, at De har overleveret Depechen, underretter jeg de andre Hoffer om dette Skridt; sandsynligviis vil der medgaae nogen Tid inden det preussiske Cabinet svarer; efter Yttringer der igaar faldt fra Grev Galens Mund, maa jeg næsten antage, at Heydebrand har isinde at blive længere Tid borte, og det er naturligviis ingen Behagelighed at sidde og arbeide med en Legationssecretair, der efter Sigende af og til skal have Fluer i Hovedet. — Vedel er reist igaar bort med nogle Ugers Congé for at forfriske sig lidt, hvortil han kunde trænge efter at have slidt saa vedholdende i Arbeider, dog reiser han ikke udover Landets

34

s. 531 Grændser, saa at naar det maatte knibe, da kan jeg altid hjemkalde ham ved Telegram. . . . Nu naar der er kommet lidt mere Ro for Rigsdag etc. maa jeg ogsaa begynde med den vestindianske Sag; der kan kun være Spørgsmaal om de 2 Øer, da Frankrige som De veed har en dubiøs Forkjøbsret; Prisen saavelsom Maaden, hvorpaa vi kunde afslutte, vil ikke fremkalde Meningsforskjel, men der er eet Punkt, hvorpaa jeg staaer stivt, nemlig Befolkningens Billigelse; men deels er man ikke meget villig til at gaae ind herpaa, fordi man frygter fremmede Intriguer, deels vil man vide paa hvilket Tidspunkt dette skulde gives, thi man antager, at det burde være forinden Forelæggelsen for de respective Kamre; endvidere spørges der om, hvo der skal stemme og i hvad Forbindelse dette Punkt skal stilles til den øvrige Traktat; vil De ved Leilighed, naar et paalideligt Bud lader sig finde, underrette mig om Deres personlige Mening og Opfattelse denne Sag vedrørende, thi deels ønsker jeg at gaae frem med den største Forsigtighed, deels har jeg Intet imod at trække Sagen lidt i Langdrag, da der meget let kunde tænkes favorablere Tidsforhold, hvorunder Sligt kunde afsluttes. Det er vel en Modbydelighed med egen fri Villie at indskrænke sig, men der kunde meget let komme en Tid, hvor man ikke kunde ønske at paatage sig Ansvaret for at have viist et honorabelt Tilbud fra sig, thi udbryder engang en almindeligere europæisk Krig, da ville vi have vore Skibe behov til egen Beskyttelse og det vil da være vanskeligt at undvære Noget til hvad der ligger saa langt fra Haanden; og et sligt Forhold vil da være et velkommet Paaskud for udenvidere at sætte sig i Besiddelse af hvad man saa levende har eftertragtet i lang Tid. —

Skulde Forhandlingen med Preussen om Nordslesvig engang virkelig blive til Alvor, forekom det mig i høi Grad ønskeligt, at man ved samme Leilighed kom overeens om den endelige Maade, hvorpaa Gjeldsforholdet skulde liquideres, item alle de andre Fordringer, saasom Krigsskade etc. s. 532 bragtes under Paakjendelse og opgjordes ved denne Leilighed. — Saavidt jeg erindrer, skulde en endelig Bestemmelse vedrørende Maaden, hvorpaa Gjelden afgjordes, træffes inden en given Tidsfrist, og det bliver vel i hvert Fald nød- vendigt at erindre herom. — . . . Den sidste Efterretning jeg modtog fra Dem har i en ikke ubetydelig Grad bidraget til at svække Troen paa Fredens Langvarighed, thi Sproget og Tonen er saa forskjellig, men tidt forsøger man jo ogsaa kun at kyse. —

34*

C. E. Frijs.