Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Peter August Frederik Stoud Vedel (1867-07-16)

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Tirsdag [16. Juli 1867].

Kjære Kammerherre! . . . Tusende Tak dernæst for Deres interessante Brev 1) om Noten, som Grev Frijs og jeg have været meget glade over at modtage. De vil see af den endelige Redaction 2) at det faaer en noget anden Form paa fransk end det havde paa dansk. Fremfor Alt er der eet Punkt om hvilket jeg maa tilføie nogle Ord. Jeg er ganske enig med Dem i at hvis en Form kunde findes hvorved Garantier der indskrænkede sig til Kirke-, Skole- og Retssprog i Underinstantsen kunde gives uden at Erfaringen af 51—52 gientoges, vilde det være rigtigst at indlade sig derpaa hvis man derved virkelig opnaaede en væsentlig territorial Udvidelse. Men jeg troer at hvis vi nu erklærede os villige dertil, vilde Preussen kun acceptere dette men fordre Mere. Alt hvad vi kunne giøre er at lade dem selv definere Garantierne derhen og saa tage vort Parti. Vort Svar opfordrer derfor stadigt til at præcisere, og vore Indvendinger ere saadanne at de lægge det lige for Bism. at sige at det er de ovennævnte Punkter, som han tænker paa, og læg Mærke til at vi udtrykkelig nævne Grundlovens Bestemmelser om Religionsfrihed, Foreningsfrihed og Pressefrihed, thi i disse §§ ligger virkelig Adkomsten for Tydskerne til at danne tydske Menigheder og skabe tydske Skoler osv. Før 1863 havde Sl. ikke disse Friheder men nu vilde Grundloven i saa Henseende s. 534 komme dem til Gode. Vi trække saaledes saavidt muligt, uden directe at tilbyde, Sagen hen paa det Punkt, hvorpaa maaskee en Overenskomst kunde opnaaes, hvis Pr[eussen] vil.

De har været saa god at giøre mig opmærksom paa 1) at i mit Brev til Dem havde jeg ikke tilstrækkelig fremhævet at Sl.s Ret efter Pragerfreden ikke berøres af disse Forhandlinger men vedbliver at bestaae. Jeg har indskudt en lille Passage i den Retning, 2) saaledes at den ved Sagens yderligere Udvikling kan bruges til Udgangspunkt for en fyldigere Reservation i den Retning. At gaae videre vil De vist være enig i at det ikke var rigtigt allerede nu, da denne Tanke i høi Grad vil irritere Preussen og dernæst kan jeg ikke tilbageholde at jeg egtl. ikke selv troer at det hele Raisonnement er rigtigt. Hvor have egtl. Slesvigerne vundet en saadan Ret? Preussen har lovet Øst. og om De vil Frankr. Noget, men hvem har lovet Slesvigerne Noget, og hvad de 2 à 3 Magter have giort, kunne de igien giøre ugiort! Men jeg mener ikke dermed at det jo nok kan siges og bruges, men kun ikke for stærkt, og ikke i fuldt Omfang netop nu. Endelig vil De bemærke at vi udelukke af Noten Spørgsmaalet om Reciprociteten til Fordeel for de Danske i Sydslesvig. Det har kostet Grev Frijs at borttage denne Deel af Noten, men jeg troer at det er rigtigt. Dette Punkt vil mere end noget Andet irritere og opfattes som et Bevis paa at vi ikke ville have Noget ud af Forhandlingen, thi det er selvfølgeligt at Pr. aldrig vilde gaae ind derpaa. Det vilde derfor vist skade nu at sige det, vi kunne maaskee destoværre senere faae Leilighed nok til at relevere det uden at frygte for at forværre Situationen. —

s. 535 Onsdag Aften [17. Juli].

Her blev jeg afbrudt ved Deres Telegrafdepeche 1) og min projeterede Reise opsat for at afvente de nærmere Detailler. Disse ere idag komne og ere jo meget glædelige, om end Situationen let kan blive betænkelig. Men i alt Fald have vi jo i længere Tid været varede af Dem om at en slig Eventualitet var rimelig og forestaaende og ligesaa godt først som sidst. Grev Frijs har ikke skjønnet at denne Efterretning kunde influere Noget paa vort Svar. Det er jo ikke rart at man vel vil troe det aftalt med Frankr. at vort Svar netop kommer samtidigt med det franske Skridt men Intet lover os jo at vi vilde vinde ved yderligere at udsætte Svaret. Jeg tænker at jeg kan reise imorgen, thi nu faae vi vel ikke saa Meget at foretage i de første 8 Dage. Men der er dog en Sag som ligger mig stærkt paa Hjertet, og om hvilken jeg maa sige Dem et Par Ord. Grev Fr. har nylig indhentet Deres Raad om Salget af V. I. og De har raadet dertil. Sig mig nu om De virkelig opretholder det Raad under nærværende Omstændigheder, thi Fr. og Engl. ville dog altid i høi Grad berøres ved et sligt Skridt af os og var det ikke godt at vente med at faae de Penge til en event. Opgiørelse af vor Andeel i Hertugd.s saakaldte Giæld var færdig. Og hvad tabe vi ved at vente? St. T. taber saamænd hverken sit Værd eller N. Am. sin Lyst til at kjøbe. Jeg har som De veed altid holdt igien af disse Grunde, men nu synes de mig doppelt betydende. Min Indflydelse i denne Sag er imidl. paralyseret af Raasl. som er meget ivrig og som fra først af har indtaget Gr. Fr. lidt mod mig i denne Sag. Fhandlingerne drives med stor Iver, mundtligt mellem Grev Fr. (stundom Raasl.) og Yeamann og hvis De troer at burde raade til lidt større Forsigtighed, maa De snart yttre Dem. Tænk derpaa, og betragt disse Linier som aldeles confidentielle mellem os 2. . . .

P. Vedel