Danmarks Breve

BREV TIL: Christian 9. FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1867-09-02)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kongen.
Kjøbenhavn, 2. September 1867.

Allerunderdanigst Forestilling.

Da jeg allerede har havt den Ære mundtligen at forelægge Deres Majestæt den kongelig preussiske Regjerings Svar paa Kammerherre Quaades Note af 20de Juli, skal jeg her indskrænke mig til at vedlægge dette Aktstykke og uden at opholde mig ved Enkelthederne alene fremhæve Hovedpunkterne.

Den kongelig preussiske Regjering bevarer sin tidligere Taushed om, hvilket territorialt Omfang den agter at give den eventuelle Retrocession. Den fastholder fremdeles med Bestemthed sin Fordring paa særlige Garantier, paastaaer, at »langtfra at krænke eller udsætte Deres Majestæts Souverænitet for Farer eller give varig Anledning til Conflicter s. 569 og Indblanding ville deslige Garantier tværtimod tjene til at hindre Sammenstød og befordre et godt Forhold mellem de to Stater«, og erklærer sig sluttelig beredt til i en mundtlig Forhandling at behandle »Spørgsmaalet om disse Garantiers Mulighed, Natur og Udstrækning«. I denne Anledning ønsker Grev Bismarck snarest mulig at erholde Underretning om, hvilke Personligheder Deres Majestæt allernaadigst maatte ville betroe fra dansk Side at føre disse Forhandlinger, som han mener meest passende kunne finde Sted i Berlin.

Forinden jeg skal tillade mig at forelægge Deres Majestæt min allerunderdanigste Formening om, hvorledes denne Meddelelse vil være at besvare, maa det være mig tilladt kortelig at angive, hvorledes jeg opfatter Stillingen, saaledes som den under Skriftvexlingen med den preussiske Regjering efterhaanden har udviklet sig.

Da Preussen for nogle Maaneder siden optog det slesvigske Spørgsmaal, synes dette Skridt langt mere at have været motiveret ved Hensynet til de almindelige europæiske Forhold end ved Følelsen af den Forpligtelse, som Pragerfredens Art. 5 indeholdt. Det laa altsaa nær at befrygte, at Preussen vilde søge at komme bort fra Forhandlingen, saasnart de ydre Grunde, der havde fremkaldt den, ikke længere vare tilstede. Men hvis dette Indtryk var rigtigt — og det deles af alle Magter og bestyrkes kun altfor meget af alle Omstændigheder — gjaldt det for os om at holde Preussen fast ved Sagen og ikke ved vor Holdning at give Grev Bismarck noget Paaskud til at afbryde Forhandlingen og til enten simpelthen at erklære det umuligt ligeoverfor vor formeentlige Mangel paa enhver Imødekommen at udføre sine venskabelige Hensigter eller ialfald at træffe en eensidig Afgjørelse og om muligt at skabe et fait accompli. Ganske vist stod det altid til den kongelige Regjering at afslaae sin Medvirkning til en saadan Afslutning af Sagen, men ligesom alt Haab om, at Preussen mere eller s. 570 mindre godvillig senere vilde forandre et engang bestemt indtaget Standpunkt, maatte opgives, saaledes vilde ogsaa de andre Magters Intervention for os kun kunne finde Sted ved Hjælp af krigerske Midler, paa hvis Anvendelse man ialfald ikke vilde kunne regne for Tiden, hvad Mening man end forresten maatte have om deres Ønskelighed. Paa den ene Side maatte den kongelige Regjering altsaa ansee det for nødvendigt ikke at lade Forhandlingernes engang optagne Traad briste, medens den selvfølgelig paa den anden Side maatte undgaae at compromittere Rigets Fremtid ved at paatage sig farlige Forpligtelser og Garantier, hvis Tilstaaelse blev saa meget mere umulig, som Preussen end ikke selv vilde angive dem, men vedblivende fordrede, at vi skulde gjøre Tilbud derom.

Det var med disse modstaaende Hensyn for Øie, at Kammerherre Quaades Note af 20de Juli affattedes. Den erklærede, at den kongelige Regjering ingensinde kunde indgaae nogen Forpligtelse med Hensyn til den eventual, afstaaede Deel af Nordslesvig, forsaavidt derved Deres Majestæts Souverænitet vilde lide, en fri og selvstændig Administration hæmmes i sin Virksomhed og Spirer lægges til fremtidig Indblanding fra Preussens Side i vore indre Anliggender. Men ved Siden heraf nægtede man ikke at indlade sig i Forhandlinger for at undersøge, hvorvidt det var muligt at finde Midler til at tilfredsstille Preussens tilsyneladende Uro for de i Nordslesvig bosiddende Tydskes fremtidige Skjæbne, uden at man i Realiteten eller i Formen udsatte sig for den ovennævnte Fare, og forsaavidt Preussen fremdeles fandt Betænkelighed ved skriftligt at angive, hvad det var for Garantier, det troede at kunne forlange, henviste Kammerherre Quaades Note til, at man jo kunde vælge confidentielle mundtlige Forhandlinger. Uagtet denne Henstilling vistnok ikke aabnede Cabinettet i Berlin nogen Udvei, som det ikke allerede stod det frit for at vælge, var dog denne Imødekommen i Forbindelse med Notens øvrige s. 571 maadeholdne Characteer tilstrækkelig til at vinde alle venskabelige Magters fuldstændige Billigelse, og det er Deres Majestæt bekjendt, at de to eneste Magter, som for Øieblikket troe at kunne udtale sig i Sagen, nemlig Frankrig og Rusland, netop i den sidste Tid have søgt at virke til vor Fordeel i Berlin. Og hvilke Hensigter og Ønsker den preussiske Regjering end kan have havt, er det ialtfald blevet Resultatet, at den ikke har troet at kunne afbryde Forhandlingerne eller træffe en eensidig Afgjørelse, men erklærer sig rede til de antydede confidentielle og mundtlige Forklaringer.

Naar vi indtræde i disse Forhandlinger, skeer dette altsaa med det i Forveien bestemt tagne Forbehold, at der ikke kan blive Spørgsmaal om Garantier, som i Indhold eller Form skulde henhøre under den udelukkede Categori, og ligesom Fortidens sørgelige Erfaring kun indeholder altfor tilstrækkelig Opfordring til med Omhyggelighed at undgaae at lade sig drage ind paa deslige Garantier, saaledes er vor Stilling i saa Henseende ogsaa forsaavidt stærk, som vor Vægring i værste Tilfælde vilde berøre vore Udsigter til nu strax at vinde en Forbedring i Rigets Stilling, men ikke udsætte os for at miste Noget, af hvad vi allerede have. — Paa den anden Side derimod vinde vi først og fremmest, at vi holde den preussiske Regjering fast ved disse Forhandlinger, og det kan vel ikke betvivles, at det vil staae i vor Magt at drage dem i Langdrag, dersom det convenerer at vinde Tid, og dertil raader man os fra alle de Sider, som ville Danmark vel. Dernæst ville vi nu have Udsigt til endelig at faae den nøiere Angivelse af, hvilke Garantier den preussiske Regjering troer at kunne fordre af os, og som den hidtil haardnakket har vægret sig ved at gjøre. Enten vil det da vise sig, at disse ikke ere af saadan Beskaffenhed, at de udelukke en Overeenskomst, og vi have da gjort et vigtigt Skridt fremad mod det Maal, som vi maae ansee som det ubetinget lykkeligste, en fredelig Overeenskomst med Preussen. s. 572 Eller — og jeg nægter ikke, at jeg frygter for, at dette Alternativ er det sandsynligste — disse Garantier ville vise sig at overskride, hvad den kongelige Regjering paa nogen Maade vilde kunne forpligte sig til, og i saa Tilfælde ville vi ligeoverfor Indland og Udland have bragt det udenfor al Tvivl, at vort Afslag af at give de fordrede Garantier er ligesaa nødvendigt, som Preussens Forlangende om at erholde dem er uforsvarligt og aabenbarer Hensigter, som Europa ikke tør lade uændsede. Endelig maa jeg for tilfulde at characterisere vor Stilling i disse Forhandlinger endnu tilføie, at vi ere istand til, saasnart vi maatte ansee det for gavnligt, at afbryde dem paa et Punkt, som ikke fra nogen upartisk Side kan møde Misbilligelse. Vi kunne sandsynligviis gjøre dette Brud paa selve Garantiernes Natur, saaledes som denne under Forhandlingerne viser sig, men vi kunne endvidere, naar det passer os, fremdrage Spørgsmaalet om Afstaaelsens territoriale Omfang, eller opstille Fordring paa, at Preussen skal tilstaae de Danske i Sydslesvig de samme Garantier, som det paastaaer for de Tydske i Nordslesvig; thi paa begge disse Punkter er det vistnok utvivlsomt, at vi ikke ville kunne vente at faae tilfredsstillende Erklæringer fra preussisk Side. Begge disse Punkter ere tilstrækkelig forberedte i den foregaaende Correspondance. Det Første er gjentagende fremhævet, idet vi bestemt have udtalt det som Forudsætningen for, at den tilsigtede Overeenskomst kan komme istand, at Afstaaelsen skeer i det fulde Omfang, som Befolkningens utvivlsomme Ønsker forlængst have angivet, og, som ovenfor allerunderdanigst bemærket, har den preussiske Svardepesche ikke taget noget udtrykkeligt Forbehold mod denne Forudsætning. Med Hensyn til det andet ovennævnte Punkt have vi ligeledes stadig hævdet, at Garantifordringen ikke finder nogensomhelst Hjemmel i Pragerfredens Art. 5, og det vil være let at vise, hvor umuligt det preussiske Raisonnement er, at »om end denne Fordring ikke er optagen i den nævnte Artikel, saa er s. 573 den dog heller ikke udelukket derved«. Men naar Garantifordringen saaledes ikke er hjemlet i Pragerfreden, kan den kun søge sin Støtte i en almindelig Betragtning af Nationalitetsprincipet og i en Paastand om, at indenfor visse Grændser ogsaa de nationale Minoriteter i Befolkningen kunne have Krav paa en særlig Beskyttelse; men er Spørgsmaalet engang stillet paa denne Basis, er Consequentsen deraf idetmindste ligesaa klar til Fordeel for de Danske i Sydslesvig, som den kan paakaldes af Preussen til Fordeel for de Tydske i Nordslesvig. Som det vil være Deres Majestæt allernaadigst bekjendt, er det netop paa denne Maade, at Herr Moustier’s Instruction til Herr Lefèbvre begrunder Fordringen om Reciprocitet med Hensyn til Garantierne.

Jeg tør allerunderdanigst haabe, at denne Fremstilling af Forholdene, saaledes som idetmindste jeg kun formaaer at bedømme dem, vil tjene til at vise Deres Majestæt, at, saaledes som Omstændighederne nu engang ere, kan den kongelige Regjering ikke Andet end i det Hele være tilfreds med Sagens Stilling. Vi indtræde i Forhandlinger, og, som altid, kunne disse vistnok vende sig mod os, men kun gjennem dem kan den diplomatiske Udvikling foregaae, vi begynde dem med en fra vor Side bestemt angiven Basis, vi ville bevæge os paa et Terrain, som vi fuldkomment kjende, og vi have Midlerne ihænde til at forlænge eller forkorte Forhandlingerne, som vi ville, og, medens vi ikke behøve at frygte det Lys, som de kunne tjene til at kaste paa den kongelige Regjerings Hensigter, er dette langtfra paa samme Maade Tilfældet med den preussiske Regjering.

Som Deres Majestæt allernaadigst vil have seet, nærer jeg saaledes ingen Betænkelighed ved allerunderdanigst at tilraade, at den kongelige Regjering modtager de tilbudte Forhandlinger, og ligesom jeg ingen særlig Grund seer til ikke ligesaagodt at lade dem foregaae i Berlin som i Kjøbenhavn, saaledes anseer jeg det i det Hele taget for rigtigt saavidt muligt med Hensyn til Formen for Forhandlingerne at føie s. 574 sig efter, hvad den preussiske Regjering ønsker. Det bør saameget som muligt vise sig, at den kongelige Regjering udtømmer alle Midler for at lette en venskabelig Overeenskomst med Preussen. Til fra dansk Side at føre disse confidentielle mundtlige Forhandlinger tillader jeg mig allerunderdanigst at ansee Kammerherre Quaade for at være den meest skikkede Personlighed. For det Første forekommer dette Valg mig ligefrem at være givet ved Forhandlingernes Characteer idetmindste i Begyndelsen. Saavidt jeg skjønner, falde disse nemlig naturligen i to Afdelinger. Den første er Meddelelsen fra preussisk Side af de paastaaede Garantiers Indhold og Undersøgelsen fra dansk Side, deels om de lade sig forene med en uafhængig Stats offentligretlige Stilling, deels om de kunne gives i en Form, der ikke præjudicerer den diplomatiske Selvstændighed: begge disse Spørgsmaal ere utvivlsomt af en saadan Natur, at en saa dulig og erfaren Diplomat som Deres Majestæts Gesandt i Berlin fuldstændigen og langt bedre end nogen Anden, som staaer til Regjeringens Disposition, vil kunne behandle dem. Den anden Deel af Forhandlingerne vil derimod omfatte Anvendelsen af den Basis, som ved den første maatte være opnaaet, Udførelsen af de gjensidig antagne Principer i det Enkelte og Redactionen af de vedtagne Puncter. Til denne Deel af Arbeidet kan det blive nødvendigt at benytte Personer, som specielt kjende Forholdene i Nordslesvig og i de paagjældende Administrationsgrene, men de kunne ikke med Fordeel indblandes i den førstnævnte statsretlig diplomatiske Forhandling. Men ligesom denne Adskillelse allerede synes med fuld logisk Nødvendighed at fremgaae af Sagen selv, saaledes tillader jeg mig ogsaa allerunderdanigst at troe, at praktiske Hensyn i lige Grad anbefale, at dette Hverv overdrages Kammerherre Quaade. Det er nemlig neppe hensigtsmæssigt at give Forhandlingerne større Dimensioner i den almindelige Mening eller at sætte et større Apparat i Bevægelse ved allerede nu at sende nogen særlig s. 575 Befuldmægtiget. Det er neppe tvivlsomt, at Preussen ligeoverfor Europa vil give sig Mine af, at det slesvigske Spørgsmaal er paa den bedste Vei til at ordnes uden nogen udenfra kommende Medvirkning, og ligesom dette destoværre kun alt for lidet er Tilfældet, saaledes bør formeentligen ogsaa den kongelige Regjering ikke ved at benytte et større Apparat end nødvendigt bestyrke en saadan Opfattelse. Men endelig er Kammerherre Quaades Valg af Vigtighed med Hensyn til Valget, som Preussen maatte ville træffe af sin Befuldmægtigede. Jeg er nemlig ikke utilbøielig til at troe, at man fra preussisk Side muligviis har tænkt paa at lade sit Valg falde paa en Schleswig-Holstener, og maaskee endog paa Baron C. Scheel-Plessen. Der er neppe nogen Tvivl om, at den preussiske Regjering ikke vel kunde træffe et omineusere Valg; thi det hører altfor bestemt til den schleswigholstenske Troesbekjendelse hellere at finde sig i Alt end at gaae ind paa en Deling af Slesvig, og det er tilstrækkelig bekjendt, at den nuværende kongelig preussiske Overpræsident i Slesvig og Holsteen med den yderste Styrke taler og arbeider mod en hvilkensomhelst Landsafstaaelse til Danmark. Selvfølgelig vilde han som befuldmægtiget til at føre Forhandlingerne optræde i Overeensstemmelse med denne Anskuelse, og saavel ligeoverfor den danske Befuldmægtigede som ligeoverfor den preussiske Regjering vilde hans Optræden saagodtsom umuliggjøre Sagen, og dog vil den kongelige Regjering ikke i Forholdene have nogen tilstrækkelig Hjemmel til at vægre sig ved at forhandle med ham. Valget af Kammerherre Quaade og den Deling af Forhandlingerne, hvorpaa dette som bemærket støtter sig, vilde i en dobbelt Henseende kunne udøve en gavnlig Virkning paa denne Eventualitet. Det vil nemlig muligviis afholde den preussiske Regjering fra paa dette Stadium af Sagen at benytte Baron Plessen eller en anden ligesindet Personlighed, der med langt større Rimelighed kunde vælges til den speciellere Deel af Forhandlingerne. Men hvis den preussiske s. 576 Regjering ikke maatte lade sig afholde ved disse Betragtninger, og Baron C. Plessen maatte blive valgt fra preussisk Side, vilde det være en stor Fordeel ligeoverfor den almindelige Mening i de europæiske Cabinetter, at, medens Preussen havde betroet saa delicate Forhandlinger til en Mand, hvis Tænkemaade og personlige Optræden er tilfulde bekjendt, havde den kongelige Regjering valgt at lade sig repræsentere ved en Diplomat, hvis Moderation i Anskuelser og Form er almindelig anerkjendt, og som mere end nogen anden Dansk er kjendt og vurderet i Rerlin.

Dersom jeg tør antage, at Deres Majestæt allernaadigst bifalder, at det overdrages Kammerherre Quaade at føre Forhandlingerne fra dansk Side, vil der ikke for Tiden udfordres nogen udførligere Instruction. Alt, hvad der i saa Henseende vil udfordres, er, at han ved en Depesche, som meddeles Grev Bismarck, instrueres til at sætte sig i Forbindelse med den af den kongelig preussiske Regjering dertil udsete Refuldmægtigede for at erholde Kundskab om de Garantier, som Preussen troer at kunne fordre, og i det Hele at oplyses om alle de Punkter, som komme i Betragtning med Hensyn til Tilveiebringelsen af en Overeenskomst an- gaaende Opfyldelsen af Pragerfredens Art. 5. Paa dette første Stadium af de confidentielle Forhandlinger vil Kammerherre Quaade kun have saavidt mulig at vinde fuldstændig Oversigt over, hvorledes den eventuelle Afstaaelse stilles fra preussisk Side, og vil have at afholde sig fra i nogen Maade at engagere den kongelige Regjering eller endog blot foreløbig at antyde, at denne modtager noget enkelt Punkt af Garantierne, som maatte opstilles fra preussisk Side. Naar en saa fuldstændig Klarhed som mulig i saa Henseende maatte være opnaaet, turde det til Sagens yderligere Fremme og Kammerherre Quaades fuldstændige Instruction anbefale sig, at han paa kort Tid begiver sig hertil, og jeg tør da forbeholde mig allerunderdanigst paany at forelægge Deres Majestæt Sagen i den Form, den da vil have faaet, og modtage s. 577 Deres Majestæts allerhøieste Ordrer om dens videre Førelse.

I Overeensstemmelse med Ovenstaaende tillader jeg mig i dybeste Underdanighed at andrage paa:

at det allernaadigst maatte behage Deres Majestæt at bemyndige mig til at udfærdige Skrivelse til Kammerherre Quaade i den ovenfor allerunderdanigst antydede Retning.

Udenrigsministeriet, 2. September 1867.

Allerunderdanigst
C. E. Juel-Vind-Frijs.

Indstillingen bifaldes.

Amalienborg Slot, 3. September 1867.

Christian R.