Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1867-09-23)

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 23. September 1867.

Kjære Vedel!

... Jeg beder [Dem] om at ville remittere mig Quaades Rapport; 1) det er nemlig min Hensigt at udarbeide til s. 592 Afsendelse imorgen et saa fuldstændigt oplysende Svar som muligt; da jeg vil have at henholde mig til adskillige Yttringer, der ere faldne fra preussisk Side tidligere, saa vil dette Svar kun udarbeides i Klade, for at jeg senere i Udenrigsministeriet med Acta i Haanden kan henvise til ipsissima verba. — Min Hensigt er nemlig under den hele Sag at lade tilflyde Quaade saa udtømmende og bestemte Instructioner, saa at jeg personlig kan komme til at bære det fulde Ansvar for Transactionens Stranding, da jeg hverken vil eller kan henskyde mig under mindre heldig Ledelse af denne Sags diplomatiske Førelse — thi det er mig klart, at ligesom vi med Hensyn til Realiteten ville faae en lang Næse, saaledes ville vi formaliter faae Uret, saasnart vi ere nødsagede til at sige Nei mange Tak, og dette vil komme meget snart, og dette skal bæres af mig og ikke af Quaade. — Naar De skriver til Quaade muligviis ved samme Leilighed, kan De underrette ham om, at han efter hvert Skridt og efter hver Samtale vil faae saa udtømmende Besvarelser og Udvikling fra mig, som det er muligt. — Hovedbestræbelsen forekommer mig for Øieblikket at maatte gaae ud paa fra vor Side, at Preussen maatte komme frem med Tilbuddet i sin Heelhed ɔ: Betingelserne saavelsom Rummet, og da dette efter al Rimelighed ikke kan opnaaes, saa maa dette absolut fastholdes fra vor Side, at vi ikke kunne fremkomme med noget Positivt, forinden vi have Tilbuddet i sin Heelhed og hertil have vi fuldgyldig Anledning naar Preussen eller Bismarck gjentagende bemærker, at vi have ingen Ting med Pragerfreden at gjøre ligesaalidt som af Pragerfreden er kommet nogen Ret for Befolkningerne, thi den logiske Slutning deraf maa da være, at Preussen kun har at tilkjendegive sin Villie og vi have kun en Ret til at sige Nei, da man dog vel ikke vil tvinge os til at modtage en Gave; jeg kan vel være enig med Quaade, at det er bedre at Bruddet skeer paa Garantierne end paa Als og Dübbøl, — men det forekommer mig s. 593 langt at foretrække, at det skeer saavel paa det Ene som paa det Andet, thi vi maae sige Sandheden før eller sildig, at uden Als er Gevinsten saavel for Kongeriget som for det danske Folk for at udtrykke sig mildt — tvivlsom, efter min fulde Overbeviisning saavel for Rest-Danmark som for Slesvigs danske Befolkning det Modsatte af Gevinst nemlig Tab, og vi ville blive stillede deterioris conditionis end efter Wienerfreden; jeg indlader mig ikke derpaa, om saa ogsaa Frankrig og Rusland nok saa meget maatte tilstyrke, og hvorvel jeg elsker denne Verdens Goder saavel eget Liv som Familiens Fremtidsvelvære, maae dog begge Dele hellere springe end at jeg nogensinde sætter mit Navn under en slig Ødelæggelse af mit Fædreland, thi vel har jeg et levende Begreb om vor Lidenhed og den Mishandling, vi daglig ere udsatte for, men skulle vi nødsages til [at] opsamle hver Smule man vil tilkaste os, da finder jeg, at det for Ens egen Skyld og for at man kan beholde Troen paa, at man har menneskelig Værdighed, er absolut nødvendig, at man lader sig prygle hertil, thi da er det en Lidelse og Byrde, Vorherre paalægger En, og som man er pligtig til at bære, om den end maatte blive meget tungere — men godvillig at modtage en Skjænk, som kun kan være til Skade for Land og Folk vil blive mig umuligt. — ...

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.