Quaade, George Joachim BREV TIL: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind FRA: Quaade, George Joachim (1867-11-19)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 19. November 1867.

Deres Excellence,

I Anledning af Deres Excellences meget ærede Skrivelse af 11te d. M. Nr. 23 har jeg spurgt Legationsraad Bucher, om han var i Stand til at meddele mig, hvilke Bestemmelser der for Tiden gjaldt i Slesvig med Hensyn til Kirkesproget. Hertil svarede Herr Bucher, at man i denne Henseende ikke besad fuldstændige Oplysninger i det herværende Udenrigsministerium, men han kunde, efter det Materiale som vars. 664tilstede, meddele mig følgende for Haderslev Amts Vedkommende. Her var for Tiden Kirkesproget overalt Dansk. I Staden Haderslev var Hovedgudstjenesten tydsk og Eftermiddagsgudstj enesten dansk. I de sydligere Districter havde enkelte Menigheder, for hvilke det danske Sprog var bleven indført som Kirkesprog siden 1852, med Majoritet besluttet at vende tilbage til Tydsk. Yderligere Oplysninger end disse kunde ikke skaffes tilveie uden gjennem Correspondance med Overpræsidenten over Hertugdømmerne, hvilken Embedsmand formeentlig ogsaa vilde have i den omhandlede Henseende at sætte sig i Forbindelse med vedkommende locale Autoriteter, og Sagen vilde saaledes medtage lang Tid. Men iøvrigt kunde Legationsraad Bucher ikke give mig noget bestemt Løfte angaaende de omhandlede Oplysninger uden særskilt Bemyndigelse dertil fra Grev Bismarck.

Efterat jeg havde anmodet ham om at indhente denne Bemyndigelse, har han nu meddeelt mig, at Ministerpræsidenten ikke har villet give ham samme, i Betragtning af, at det maa være den kongelige Regjering bekjendt, ifølge den Kundskab og det Materiale som findes i Kjøbenhavn, hvilken Tilstand der i Slesvig var gjældende med Hensyn til Kirkesproget paa det ved Nr. 6 af Oversigten over Garantifordringerne som Normalaar fastsatte Tidspunkt. —

Ifølge en Yttring, Legationsraad Bucher lod falde i min første Samtale med ham om Sagen, har muligen ogsaa den Betragtning ligget til Grund for denne Ministerpræsidentens Erklæring, at man, ved fra preussisk Side at give flere Oplysninger end de jeg efter det Ovenanførte allerede havde erholdt, kunde præjudicere Spørgsmaalet om det til Tilbagegivelse bestemte Territoriums Udstrækning.

Til Forestaaende skal jeg endnu have den Ære at tilføie, at jeg idag i Anledning af min forestaaende Afreise har havt en Samtale med Grev Bismarck. Men uagtet jeg ved denne Leilighed fandt Ministerpræsidenten endeel mere indgaaende og overhovedet i en for Sagens Fremme velvilligere Stemnings. 665end Tilfældet har været tidligere, saa har jeg dog ikke i Hans Excellences Yttringer fundet nogen egentlig Støtte for Forventninger om et med den kongelige Regjerings Ønsker stemmende Resultat paa den svævende Forhandling. Ministerpræsidenten omtalte ikke Spørgsmaalet om Garantifordringerne, og, for ikke at udtale mig selv enten i den ene eller i den anden Retning herom paa Sagens nærværende Stadium, troede jeg ogsaa for mit Vedkommende at burde lade dette Spørgsmaal urørt. Derimod gjentog Ministerpræsidenten sine tidligere Udtalelser om Flensborg, Sundeved og Als, saavelsom hvad han alt forhen havde meddeelt mig om Kongen af Preussens næsten uovervindelige Ulyst til nogensomhelst Landaftrædelse. I denne Henseende var det vel lykkedes efterhaanden at opnaae betydelige Indrømmelser fra Hans Majestæts Side; men det større Antal af tydske Indvaanere i de Distrikter, som det var bekjendt at man fra dansk Side ønskede aftraadte, saavelsom de tvende ovennævnte Distrikters Retydning som strategiske Punkter, gjorde det meget tvivlsomt, om en Ordning vilde kunne opnaaes, saalænge der fra dansk Side gjordes Fordring paa disse Distrikter. Jeg fremhævede ikke alene, at de heromhandlede Distrikter netop udgjorde den meest danske Deel af Slesvig, men ogsaa, at de ingensomhelst Retydning i Virkeligheden kunde have for Preussen i militair Henseende ligeoverfor Danmark; samt gjorde opmærksom paa, at der her ikke var Spørgsmaal om Aftrædelsen til Danmark af en tydsk Landsdeel, men om Tilbagegivelsen af en Deel af et Land, som aldrig havde været tydsk, om det end i Tidens Løb havde faaet en deelviis tydsk Refolkning. — Men skjøndt Grev Rismarck indrømmede, at han selv personlig vel kunde være stemt for at imødekomme de Ønsker, som næredes fra dansk Side, saa forudsaae han dog, at enhver Restræbelse fra hans Side i denne Retning vilde forblive frugtesløs ikke alene paa Grund af Kongen af Preussens særegne Stemning for Sagen,s. 666men ogsaa paa Grund af den Uvillie, man vilde fremkalde i Tydskland ved Aftrædelsen til Danmark af tydske Befolkninger. —

Quaade.

Modtaget 21. November 1867.