Danmarks Breve

BREV TIL: Christian 9. FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1867-12-12)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kongen.
Kjøbenhavn, 12. December 1867.

Allerunderdanigst Forestilling.

Jeg har allerede havt den Ære allerunderdanigst at forelægge Deres Majestæt de Beretninger, som efterhaanden ere indkomne fra den kongelige Gesandt i Berlin angaaende de fortrolige Forhandlinger om Tilbagegivelsen af Nordslesvig. Som det vil være i Deres Majestæts Allernaadigste Erindring er det ikke lykkedes at erholde en bestemt Angivelse af den preussiske Regjering, inden hvilken Grændse den agter at lade den i Prager-Fredens Artikel 5 lovede Afstemning og den deraf betingede Landafstaaelse finde Sted, hvorimod de tidligere kun i Almindelighed antydede Garantifordringer nu have faaet tilstrækkelig Bestemthed til at kunne bedømmes, uden at de dog ere fremkomne i endelig redigeret Form og endmindre som den preussiske Regjerings sidste Ord i Sagen.

Idet jeg nu allerunderdanigst skal skride til at undersøge disse Garantiers Characteer og Mulighed, skal jeg først udtale mig om deres Indhold.

De første 4 Punkter, — Petitionsret, Foreningsret, Garanti mod administrativ Vilkaarlighed og Frihed for Pri s. 682 vatundervisningen — frembyde i denne Henseende ingen Vanskelighed, da de fuldstændig tilfredsstilles, naar den danske Grundlov og øvrige Lovgivning bringes til Anvendelse i Slesvig. Nr. 5 forbeholder de tydske Beboere Ret til at danne særlige Kirkemenigheder og i saa Tilfælde, forsaavidt de slutte sig til Statens Troesbekjendelse, at kunne forlange Understøttelse af Staten, forsaavidt de derimod forlade Statens Troesbekjendelse, at fritages for Bidrag til de danske Menigheder. Anvendelsen af den danske Grundlov vil medføre fuld Frihed til at udtræde af Folkekirken og danne Menigheder, som Staten tillægger officiel Existents, ikke blot naar de vedligeholde Folkekirkens Troesbekjendelse, men ogsaa naar de slutte sig til noget andet af de her i Landet anerkjendte Troessamfund, og i begge Tilfælde fritages de Udtrædende for personlige Bidrag til Folkekirken. Videre vil Regjeringen neppe kunne gaae uden at opløse al kirkelig Orden og videre fordre heller ikke de praktiske Forhold, end ikke fra et tydsk Standpunkt. Hvor almindelige Udtrykkene end ere, kan den preussiske Regjering dog ikke ville insistere paa nogen Fritagelse til Fordeel for andre end de her allerede anerkjendte Troessamfund, og ved »Bidrag« er dog rimeligviis tænkt paa »personlige« Bidrag, idet Tienden er Kirkens Eiendom, som den preussiske Regjering vel maa ønske beskyttet ikke mindre end Skolens. Divergentsen er derimod utvivlsomt tilstæde med Hensyn til eventuel »Statsunderstøttelse«, men da Forholdet i Kjøbstæderne og altsaa paa de Steder, hvor en større Agglomeration af tydske Beboere findes, som det følgende Punkt skal vise, vil blive ordnet efter andre Regler, vil den hele Fordring vise sig upraktisk, thi man tør dog vel gaae ud fra, at en saadan tydsk Menighed skulde inden en snævrere geographisk Omkreds kunne paavise idetmindste et nogenlunde betydeligt Antal Menighedsmedlemmer, hvilket vil være umuligt paa Landet i Nordslesvig.

Det 6te Garantipunkt angaaer a, Menighedernes Valgret s. 683 samt Kirke- og Skole-Collegiernes Præsentationsret, saaledes som dette Forhold bestod i 1846. Herved finder jeg allerunderdanigst ikke nogen videre Betænkelighed.

b, Brugen af tydsk Sprog i Kirken og dets Benyttelse baade som Underviisningssprog og som Underviisningsgjenstand i Skolen i Overeensstemmelse med, hvad i saa Henseende gjaldt 1846. Denne Fordring er det umuligt for en dansk Regjering at paatage sig at gjennemføre. Deres Majestæt kan efter min allerunderdanigste Formening ikke binde sig til for stedse eller i alt Fald saalænge Preussen vil det, at bevare tydsk Hovedgudstjeneste i Tønder, Haderslev, Sønderborg og Aabenraa (samt Christiansfeldt) saa at disse Byers overveiende danske Befolkning skulde finde sig i kun ved Morgen- og Aften-Gudstjenesten at kunne høre sit Modersmaal, og til i Flensborg og Landsognene syd for Bov at lade hele Gudstjenesten udelukkende være tydsk, alene med en og anden begrændset Undtagelse. Men endnu umuligere vilde det være, at under en dansk Regjering det hele offentlige Underviisningsvæsen, høiere saavel som lavere, skulde være udelukkende tydsk i Tønder, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Christiansfeldt og Flensborg samt i alle Landsognene syd for Rov-Linien. Selv den i 1846 bestaaende Lovbestemmelse, at Tydsk skal være Underviisningsgjenstand i de danske Skoler i Slesvig — hvormeget der end kan tale for den som indre frivillig Foranstaltning — kan aldrig opstilles som international Fordring. Hele denne Række af Garantier med Hensyn til Sproget gaaer langt videre end til at beskytte de tydske Reboere i deres sproglige Eiendommelighed, thi den medfører en virkelig Tvang, som den danske Regjering selv skulde anvende paa den danske Refolkning med den Virkning at gjøre den efterhaanden tydsk, og ved deres Antagelse vilde vistnok det Særsyn fremkomme, at i flere Henseender blev den danske Refolkning under dansk Herredømme ugunstigere stillet med Hensyn til sit Sprog end den nu er det under det tydske.

s. 684 c, Bevarelsen af Skolernes Eiendom. Mod denne Fordring vil neppe Noget kunne indvendes.

Det 7de Garantipunkt hævder det tydske Sprogs Ligeberettigelse med det danske i Rets- og Administrationssager, i Analogie med hvad der gjælder i Posen for det polske Sprog. Det følger af sig selv, at en saadan Henviisning i Almindelighed til en fremmed, indviklet og for den danske Regjering, trods al anvendt Undersøgelse, tildeels ubekjendt Lovgivning ikke kunde tages til Norm for dette Forhold i Nordslesvig. Det antages imidlertid af de Sagkyndige, hvis Betænkning jeg har ladet indhente, at det ikke vilde være forbundet med særdeles Vanskeligheder at ordne dette Punkt.

Efter det 8de Garantipunkt skulde de i 1846 i Kraft værende Kjøbstadcommunalforfatninger ikke kunne forandres uden Samtykke af de efter disse Forfatninger bestaaende Communaløvrigheder og Repræsentationer. Hvad der ovenfor er bemærket med Hensyn til Bestemmelserne angaaende Sproget, at de nemlig ikke lade sig nøie med at beskytte de tydske Beboere, men desuden ligefrem gaae ud paa at undertrykke de danske, gjælder ogsaa med Hensyn til det her omhandlede Punkt. Det forlanges, at i Overeensstemmelse med hvad Tilfældet var i 1846, skulle i Tønder, Sønderborg, Aabenraa og Haderslev Borgerrepræsentanterne, i Tilfælde af Vacance, supplere sig ved Cooption, og Magistratsmedlemmerne tages af Repræsentanterne. I Modstrid med al nyere Communal-Udvikling udelukkes herved Beboerne fra enhver Indflydelse paa Valget af deres Bestyrelse. Men dernæst er under Trykket af de sidste Aars Begivenheder for Tiden ethvert dansk eller endog kun moderat Element udelukket af disse Communalbestyrelser, og som Følge deraf vilde altsaa disse overveiende danske Byer under den danske Regjerings Herredømme blive styrede af udpræget tydske Communalautoriteter, af hvis eget Samtykke det skulde afhænge om nogensinde nogen Forandring heri kunde foregaae. Denne Hindring for enhver gavnlig Re s. 685 form vilde blive saa meget større som Meget, der nu erkjendes at være Statssag, i Slesvig efter gammelt Mønster endnu henhører under det communale Væsen, saasom endeel af Retspleien. I Flensborg By var den i 1846 gjældende Communalforfatning vistnok mere naturlig ordnet, idet Borgerrepræsentanterne valgtes af Grundeierne og Raadmændene atter af Repræsentanterne, men det vilde dog altid være misligt at binde den lovgivende Myndigheds Frihed paa det communale Gebeet ved at lade en Forandring være afhængig af Communalbestyrelsens Samtykke.

Det 9de Garantipunkt, angaaende Embedsmændenes fornødne Uddannelse, har alene Hensyn til den Sprogkundskab, som er en Følge af Bestemmelser, som sigte til at sikkre de tydske Beboere Brugen af deres Sprog. Hvor lidet tiltalende den i Nr. 10 opstillede Fordring end er, vilde den kongelige Regjering dog neppe kunne vægre sig ved at pensionere de i Nordslesvig nu ansatte Embedsmænd, naar disse efter Tilbagegivelsen maatte blive afskedigede. Endelig fordres under Nr. 11 at Communerne skulle hefte for den Skade, som begaaes ved Forstyrrelsen af den offentlige Ro. En saadan Bestemmelse bestaaer allerede i flere Stater og Spørgsmaalet om at optage den i den almindelige danske Lovgivning har allerede været bragt paa Bane for flere Aar siden i Rigsdagen.

Naar man fra Garantifordringernes Indhold vender sig til den Maade, paa hvilken deres Overholdelse skulde sikkres, viser der sig her ikke ringere Vanskeligheder. Naar det preussiske Forslag bestemmer, at Differentser, som maatte opstaae om Opfyldelsen af de paatagne Garantiforpligtelser, skulle underkastes en Voldgiftsrets endelige Afgjørelse, er dette en Tanke, som kan hjælpe til at fjærne væsentlige Betænkeligheder ved at paatage sig deslige Forpligtelser til en fremmed Magt, og som i ikke ringe Grad taler til Fordeel for Preussens Hensigter i denne Sag. Men der vil vistnok vise sig store Vanskeligheder ved Udførelsen af denne s. 686 Tanke. Som det viser sig af Kammerherre Quaades Rapporter, har den preussiske Regjering nærmest tænkt sig at den Voldgiftsret, som eengang for alle skulde udsees til Afgjørelsen af de opstaaede Spørgsmaal, skulde være en fremmed regulær Domstol, f. Ex. en fransk eller engelsk. Det er mig imidlertid meget tvivlsomt, om den vedkommende fremmede Regjering vilde findes villig til at paalægge sin Domstol en saa vanskelig Forpligtelse, og jeg erkjender dernæst, hvor store Vanskeligheder Opfyldelsen af en saadan Forpligtelse vilde frembyde for en Autoritet, der mangler alle Forudsætningerne til at sætte sig ind i de eiendommelige Forhold, hvorom Striden vilde dreie sig. Men endelig er der et Spørgsmaal, som det preussiske Forslag aldeles ikke har berørt, men som forekommer mig særdeles vanskeligt at løse: Det er den Maade, paa hvilken et Differentspunkt, der selvfølgelig hyppigst vil tage sin Begyndelse i Forholdet mellem den enkelte tydske Undersaat i Slesvig og den derværende danske Øvrighed, kan gaae over til at blive Gjenstand for Discussion mellem de 2 Regjeringer. Den naturligste Form, der frembyder sig, er naturligviis den, at den vedkommende Private retter sin Klage over det formeentlige Brud, hvori den danske Regjering skal have gjort sig skyldig med Hensyn til paatagne Forpligtelser, til den preussiske Regjering; men det vilde dog aldrig kunne forenes med en ordnet Statsstyrelse, at en Undersaat kunde henvende sig med Klage over sin egen Regjering til en fremmed Stat og fordre, at denne skulde intervenere i Sagen. Men ligesaa umulig denne Form er, ligesaa vanskeligt kan det vise sig at finde en anden.

Som Deres Majestæt Allernaadigst vil see, frembyde de preussiske Garantifordringer saaledes meget store Betænkeligheder, eller rettere Umuligheder, og det Spørgsmaal opstaaer, om det ikke turde være rigtigst at forkaste dem i deres Heelhed som stridende mod Deres Majestæts Souverainitet og Rigets Sikkerhed. Naar jeg imidlertid efter moden s. 687 Overveielse med mine Colleger ikke vover allerunderdanigst at gjøre et saadant Forslag, er det fordi de preussiske Garantifordringer ikke i nogen Maade ere fremsatte anderledes end som Udgangspunkt for en Forhandling, under hvilken de kunne undergaae væsentlige Forandringer, og at det virkelig maa kunne lykkes at opnaae saadanne, antager jeg saameget mere sandsynligt, som jeg allerede har tilladt mig at paavise, at de i de vigtigste Punkter ikke kunne søge nogen Støtte end ikke i den videstgaaende Tendents til at beskytte de tydske Beboere i deres sproglige og nationale Eiendommeligheder. I Forbindelse med mine Colleger har jeg derfor troet hellere at burde bringe i allerunderdanigst Forslag, at den kongelige Gesandt indlader sig paa en indgaaende Discussion af disse Garantifordringer og derved opnaaer, enten at de bringes ned til et saadant Indhold og faae en saadan Form, at det vilde være muligt at modtage dem, eller at det viser sig, at Preussens vilkaarlige Tilføielse af Garantier som en Betingelse for, at det vil opfylde sin ved Pragerfreden paatagne bestemte Forpligtelse, umuliggjør det for Deres Majestæt at modtage nogen Deel af Slesvig.

Naar jeg under Forudsætning af at denne Betragtning maatte vinde Deres Majestæts Allernaadigste Bifald, nu skal gaae over til at angive Hovedtrækkene i de Instructioner, som vilde være at meddele Kammerherre Quaade, maa det være mig tilladt at gjøre opmærksom paa, at jeg har tænkt for Tiden at maatte indskrænke disse til alene at angaae Garantiforhandlingen; thi først dersom denne maatte føre til et positivt Resultat, bliver der Spørgsmaal om at føre Forhandlingen ind paa den financielle Side af Sagen, paa Afstemningens Form og Maade osv. Jeg tillader mig nemlig i Forbigaaende allerede her at fremhæve, at efter vor allerunderdanigste Formening er det af Vigtighed, at det til enhver Tid fastholdes, at en Afstemning skal finde Sted, saaledes som ogsaa udtrykkelig er forudsat i Pragerfreden.

Formaalet som Instructionerne i Almindelighed maa s. 688 stille for Forhandlingerne er 1, at Garantierne ikke komme til at indeholde Andet, end hvad den danske Regjering vilde være betænkt paa at fastsætte under Form af indre Foranstaltning for saavidt muligt at tilfredsstille sine eventuelle tydske Undersaatters Ønsker med Hensyn til Bevarelsen af deres sproglige og nationale Eiendommeligheder, og 2, at den internationale Characteer, som disse Bestemmelser vilde faae ved at meddeles Preussen som Garantier, ikke kommer til at binde den danske Regjering i dennes fornødne Frihed til at forandre Modaliteten, og at Maaden hvorpaa deres Iagttagelse tænkes overholdt, ikke medfører Krænkelse af Regjeringens Værdighed eller øiensynlig Fare for en Conflict med Preussen. Den naturligste og heldigste Form for disse Forhandlinger vil formeentlig være den, at Kammerherre Quaade enkeltviis gjennemgaaer med den preussiske Commissarius de opstillede Fordringer og paaviser, hvorledes de ikke blot i og for sig ere uimodtagelige for den danske Regjering, men ogsaa maae ansees for at være stridende mod, hvad Preussen selv fornuftigviis kan ville, og mod hvad det selv udtrykkelig har erklæret i sine Forslag at ville respectere.

Ved denne Behandlingsmaade turde det formeentlig kunne ventes, at den preussiske Befuldmægtigede, efterhaanden som det gjøres ham klart, hvad der egentlig ligger i de opstillede Garantifordringer, vil nedstemme sine Paastande og saaledes af sig selv nærme sig til en for os mere acceptabel Form.

Hvad saaledes først angaaer de individuelle Friheder, som ere opførte under Nr. 1—4, kan det let gjøres klart, hvor umuligt det er, baade at tilsige dem i en saadan Almindelighed, og at binde sig definitivt i Detaillen ved visse uforanderlige Bestemmelser. Men en fuldstændig betryggende Garanti ligger der vistnok i de Regler, der for Tiden deels i Grundloven deels i den sædvanlige Lovgivning ordne disse Forhold, og som vilde blive udvidede til Nordslesvig, samt i s. 689 at et internationalt bindende Løfte gaves om, at der med Hensyn til dem ikke skal blive givet Undtagelseslove for Slesvig, saa at altsaa ingen Forandring vil foregaae i det nu Bestaaende uden i lige Maade at komme til at omfatte Statens øvrige Dele. De tydske Beboere i Nordslesvig vilde da altid være definitivt sikkrede, at de komme til at nyde disse Rettigheder i samme Omfang som de Danske, og Preussen kan kun vedkjende sig det Formaal, at Tydske og Danske i Nordslesvig sættes paa samme Fod.

Hvad dernæst Garantipunkt Nr. 5 angaaer, tillader jeg mig allerunderdanigst at henvise til, hvad jeg derom allerede ovenfor har bemærket, idet jeg tør antage, at det frembyder tilstrækkelige Momenter til at fjerne Begjæringen om Statsunderstøttelse til deslige frie Menigheder. Det Overgreb, som gjøres i Nr. 6 med Hensyn til Kirke- og Skolesproget, er saa uomtvisteligt, at den preussiske Befuldmægtigede neppe kan fastholde det, saasnart det gjøres til Gjenstand for Discussion, og man kommer da ganske naturligt til det Princip, mod hvis Antagelse der ikke vilde kunne gjøres nogen væsentlig Indvending, at der nemlig i Kjøbstæderne og eventuelt i Landsognene syd for Bovlinien aabnes offentlig Underviisning i to paa lige Fod stillede Skoler, en dansk og en tydsk, samt at der afvexlende prædikes paa begge Sprog, medens Ministerialia udføres paa det Sprog, som den Paagjældende selv ønsker det. Idet jeg med Hensyn til de øvrige opstillede Garantipunkter tør henvise til, hvad jeg allerede ovenfor allerunderdanigst har bemærket, skal jeg kun særligt fremhæve Fordringerne med Hensyn til Kjøbstadscommunalforfatningerne, som umuligt kan modtages, og med Hensyn til hvilke Nødvendigheden af, at den i Danmark gjældende communale Lovgivning kommer til Anvendelse ogsaa i Nordslesvig, maa fastholdes. Det er maaskee for meget at haabe, at et internationalt Løfte om, at ingen Undtagelseslov paa dette Gebeet skal udsætte de tydske Beboere af de nordslesvigske Kjøbstæder for nogen s. 690 Forfordeling, vil tilfredsstille den preussiske Befuldmægtigede, men det er i alt Fald muligt, at under en fortsat Forhandling om dette Punkt andre, for den danske Regjering mindre uimodtagelige Forslag kunde fremkomme, om hvilke jeg da tør forbeholde mig allerunderdanigst at yttre mig. I det Hele tør jeg bemærke, at da der foreløbig kun er Spørgsmaal om at fortsætte den paabegyndte Forhandling for at erfare, hvorvidt der er nogen Mulighed for at nærme sig hinanden, kan der endnu ikke være Tale om at formulere bestemte Sætninger eller udtale noget Definitivt. Naar derimod en foreløbig Enighed maatte være tilveiebragt, er det en Selvfølge, at der maa anvendes al mulig Omhu paa at gjøre Udtryk og Affattelse udtømmende og klare, saa at deres Fortolkning ikke senere bliver Gjenstand for Tvivl.

44

Jeg har ovenfor allerunderdanigst fremhævet Vanskelighederne ved den Form, hvorunder Klager over formeentlige Garantibrud kunde tænkes at fremkomme. Da, som bemærket, det preussiske Forslag aldeles lader dette Spørgsmaal uomtalt, vil det naturligste Udgangspunkt for en Forhandling herom være, at den danske Underhandler begjærer Oplysning om, hvorledes man har tænkt sig denne Side af Sagen. Det vil da vise sig, om denne Vanskelighed ikke paa en eller anden Maade kan omgaaes. Noget vilde allerede være vundet, dersom det bestemmes, at den som troer at kunne klage over et formeentligt Brud, skal henvende sin Klage til den danske Regjering med Anmodning om, at i fornødent Fald denne vil forsikkre sig om, hvorvidt Medcontrahenten med Hensyn til Garantierne, altsaa Preussen, deler dens Opfattelse af Spørgsmaalet. Hvad endelig Afgjørelsesmaaden angaaer, vil den danske Befuldmægtigede erklære, at han i Principet gaaer ind paa, at Afgjørelsen af en mellem de to Riger opstaaet Strid om Garantierne skeer ved en upartisk af begge Parter uafhængig Voldgiftsret, og at han er beredt til paa denne Basis at undersøge med den preussiske Refuldmægtigede, hvorledes dette praktisk lader sig udføre.

s. 691 I Henhold til Ovenstaaende vover jeg saaledes i dybeste Underdanighed at indstille:

at jeg Allernaadigst bemyndiges til at instruere den kongelige Gesandt i Berlin i Overeensstemmelse med de angivne Hovedpunkter.

Udenrigsministeriet, 12. December 1867.

Allerunderdanigst
C. E. Krag-Juel-Vind-Frijs.

Indstillingen bifaldes.

Amalienborg Slot, 13. December 1867,

Christian R.