Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1867-12-17)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 17. December 1867.

Det vil ikke være nødvendigt her nærmere at analysere og bedømme de fra preussisk Side fremkomne Garantifordringer, thi jeg kan i denne Henseende henvise til 3 udførlige Betænkninger, som jeg har indhentet fra Sagkyndige og vedlægger i Afskrift. Jeg kan saaledes umiddelbart gaae over s. 694 til at omhandle, hvorledes disse Garantier maae modificeres for at der overhovedet kan være Spørgsmaal for den kongelige Regering om at gaae ind paa dem, forsaavidt iøvrigt Tilbagegivelsen med Hensyn til Omfang og Udførelse maatte svare til vore berettigede Forventninger, og jeg skal i saa Henseende adskille mellem Garantierne selv og de Midler, hvorved deres Overholdelse søges sikkret.

Forhandlingernes Formaal vil jeg i Almindelighed characterisere saaledes, at selve Garantierne maae

bringes dertil at de alene indeholde saadanne Restemmelser, som den kongelige Regering i tilbørlig Vurdering af, hvad Forholdene i Nordslesvig udkræve, ogsaa uden fremmed Opfordring kunde ville træffe som indre Foranstaltning;

tilstrækkelig præciseres, saa at de hverken hensættes i vag Almindelighed, eller bindes i ligegyldig Detail. Selvfølgelig vilde saadanne Henvisninger, som de preussiske Forslag gjøre til et tidligere Tidspunkt eller til en anden Lovgivning, kun tjene til senere at forøge Vanskelighederne, idet fremtidig Strid mellem de 2 Regeringer, foruden at dreie sig om Opfyldelsen, tillige kunde komme til at angaae Spørgsmaalet, om hvad der da til det angivne Tidspunkt eller i den angivne fremmede Lovgivning var Regel;

dog ikke unddrages enhver Forandring i Tidens Løb, som Udviklingens Gang og andre faktiske Forhold kunne udkræve.

Med Hensyn dernæst til de Midler, ved hvilke Garantiernes Overholdelse søges sikkret, maa

den Maade, paa hvilken Spørgsmaalet eventuelt skulde reises, ordnes saaledes at Regeringens Værdighed og Autoritet ikke derved udsættes for at lide og den endelige Afgjørelse af en opstaaet Stridighed mellem Regeringerne om Garantiernes Opfyldelse henvises til en upartisk af begge Regeringer uafhængig Autoritet.

s. 695 Forhandlingernes Form forekommer mig naturligst at være den at Deres Høivelbaarenhed tager de enkelte Garantipunkter, som de fra preussisk Side ere opstillede, som Udgangspunkt, med den preussiske Befuldmægtigede undersøger hvad der ligger deri, fremhæver Mislighederne og Umulighederne, som den preussiske Regering selv ikke kan ville, og saaledes efterhaanden søger at bringe ham til af egen Drift at nærme sig til hvad vi kunde modtage. Men dernæst vil Deres Høivelbaarenhed fra Begyndelsen af ogsaa til den preussiske Befuldmægtigede udtrykkelig fremhæve, at Deres Forhandling om eventuelle Garantier i en dobbelt Henseende er foreløbig, forsaavidt nemlig Muligheden for den kongelige Regering af endeligen at kunne paatage sig nogensomhelst saadan Forpligtelse paa det Nøieste hænger sammen med den Fordeel som den nye Grændse kunde frembyde for Staten, og forsaavidt der dernæst endnu kun er Spørgsmaal om at forberede men ikke om at redigere. Det maa altsaa staae klart baade at den kongelige Regering forbliver fuldkommen fri og uforpligtet, som om Intet var forhandlet, dersom Preussens fremtidige Erklæring om Grændsen ikke bliver tilfredsstillende, og at Deres Høivelbaarenhed paa Forhandlingens nuværende Stadium maa have Dem forbeholdt nærmere at præcisere og forklare de allerede omhandlede Garantipunkter. Sluttelig maa jeg ogsaa ansee det for at være af Vigtighed at De undgaaer Alt under Forhandlingen som kunde forstaaes som om den kongelige Regering skulde være tilbøielig til at opgive Afstemningen som bestemmende for Afstaaelsen.

Naar jeg efter disse almindelige Bemærkninger nu skal gaae over til at undersøge de enkelte Garantipunkter, har jeg med Hensyn til de under Nr. 1—4 opførte Intet at erindre, forsaavidt deres Indhold angaaer, thi den danske Grundlov og almindelige Lovgivning der efter Tilbagegivelsen vilde komme til at gjælde for Nordslesvig, hjemle allerede tilfulde disse Rettigheder, og det fortjener at erindres s. 696 at naar de, eller idetmindste 3 af dem, ikke allerede forefandtes i den tidligere slesvigske Forfatning, laae Skylden herfor ikke hos den kongelige Regering men i den Modstand som de tydske Stormagter dengang gjorde mod den danske Grundlovs liberale Principer. Men Vanskeligheden ligger i Formen, hvorledes nemlig dette Tilsagn kan gives paa en saadan Maade at der ikke senere opstaaer Tvivl om hvorvidt det til enhver Tid kan siges at være opfyldt. Paa den ene Side er det umuligt at lade sig nøie med en almindelig og derfor altid med Hensyn til Omfanget omtvistelig Betegnelse, men paa den anden Side kunne heller ikke de nugjældende eller overhovedet nogensomhelst forudbestemte Regler hensættes som bestandig uforanderlige, idet den sædvanlige Udviklingsgang og selv forbigaaende Omstændigheder ville gjøre Modificationer nødvendige i Tidens Løb. Den eneste Maade, paa hvilken alle Hensyn kunne forsones — saavel med Hensyn til den Bevægelighed, den kongelige Regering maa fastholde for Lovgivningen, som med Hensyn til den Sikkerhed, den preussiske Regering ønsker at vinde for at de tydske Beboere i Nordslesvig ikke skulde see sig mindre vel behandlede i den omhandlede Retning, end de danske, — er at den kongelige Regering lover ikke at ville give Undtagelseslove angaaende disse Forhold, som alene skulde gjælde for Nordslesvig eller vel endog for de tydske Nordslesvigere. Disse sidste garanteres ved altid at skulle stilles paa samme Fod som de danske Nordslesvigere, og hele Nordslesvig sikkres ved at skulle behandles som den øvrige Deel af Staten, idet heraf bliver Følgen at kun almindelige Forhold og ikke nogetsomhelst Hensyn til særlige nordslesvigske Forhold ville komme til at influere paa de her omhandlede Rettigheders Udvikling ved Lovgivningen.

Det 5te Punkt forlanger Ret for de tydske Beboere 1) til at danne særlige Menigheder, 2) til i saa Tilfælde at fritages for at yde Bidrag til den danske Menighed og 3) til, forsaavidt de saaledes dannede Menigheder slutte sig til Folkekirken, s. 697 at erholde Understøttelse af Staten til deres Gudstjeneste. Den danske Grundlov og Kirkeret giver 1) fuld Frihed til at udtræde af Folkekirken og danne frie Troessamfund med Selvstyrelse, 2) Fritagelse for Alle, der ere udtraadte af Folkekirken, fra at yde personlige Bidrag til denne, og naar hertil er knyttet den Forpligtelse at erlægge et tilsvarende Bidrag til Skolevæsenet, forsaavidt den Paagjældende ikke hører til et anerkjendt Troessamfund, har dette her ingen Betydning, da alle de Troessamfund som den preussiske Regering kunde ville beskytte, henhøre til den sidste Categorie, 3) yder alle anerkjendte Troessamfund Statens Understøttelse idet de beskyttes mod fremmed Indblanding og Angreb, og de af deres Geistlige foretagne kirkelige Handlinger af Staten tillægges officiel Gyldighed. — En Sammenligning viser saaledes, at den preussiske Garantifordring kun i 2 Punkter gaaer videre end hvad Grundloven allerede indeholder, nemlig 1) forsaavidt som i Nr. 2 »Bidrag« muligvis kunde omfatte ogsaa Tiender o: ikke personlige Bidrag, og 2) forsaavidt »Statsunderstøttelse« kan indbefatte Pengebidrag. Hertil maa imidlertid bemærkes at Tiender og deslige Byrder ikke egentlig ere Bidrag som den Paagjældende yder, men som Eiendommen bærer og at de i Virkeligheden ere en Deel af Eiendommens Værdi der i sin Tid engang for alle er gaaet over til Kirken. Den nuværende Eier har ved sin Erhvervelse af Eiendommen betalt saa meget mindre for den, og bærer den saaledes slet ikke og en Fritagelse for Eiendommen for at yde den, vilde være en ligefrem Foræring til Eieren, og hvad mere er, en Præmie man satte for Udtrædelsen af Kirken. I et følgende Garantipunkt har den preussiske Regering villet beskytte Skolerne i deres Eien- domsret og det tør vel derfor saameget mindre antages at den her skulde ville angribe Kirkens. Hvad dernæst financiel Understøttelse af Statens Midler angaaer, er det mindre Udgiftens Betydenhed end de farlige Consequentser, det engang antagne Princip vilde medføre for den hele kirkelige Orden s. 698 i Danmark som maae afholde den kongelige Regering fra at gaae ind derpaa. Men det kan vel antages at den preussiske Regering selv vil opgive denne Fordring, naar det vises den at denne Fordring efter de forhaandenværende Befolkningsforhold i Nordslesvig praktisk vilde blive uden nogensomhelst Betydning, naar undtages i Kjøbstæderne og nogle enkelte sydlige Landsogne, med Hensyn til hvilke Localiteter det følgende Garantipunkt Nr. 6 formeentligen vil give en tilfredsstillende Løsning ad anden Vei. Udenfor disse Steder vil der nemlig ikke paa noget Punkt indenfor en passende Afstand forefindes et tilstrækkeligt Antal tydske Beboere til at de kunne danne nogen Menighed. — Denne Omstændighed kan nu vistnok ligesaavel sees som en Grund for den kongelige Regering til ikke at gjøre nogen Vanskelighed ved at gaae ind paa denne Fordring som den af mig kan paaberaabes som et Motiv for den preussiske Regering til at opgive denne Fordring, og jeg tilføier derfor til Deres Høivelbaarenheds egen Underretning at om end Bestemmelsen for Tiden ikke er praktisk, kunde den dog i Tidens Løb blive det efterhaanden som et større Antal tydske Beboere muligvis kunde samle sig paa enkelte Steder udenfor de nuværende Kjøbstæder, og det er i Betragtning af en saadan fremtidig Eventualitet at jeg anseer det for ugjørligt at give det omhandlede Tilsagn.

Men naar saaledes disse tvende Punkter bortfalde, og Grundlovens almindelige Bestemmelser erkjendes allerede at indeholde Alt hvad den preussiske Regering kan ønske, vil neppe nogen særlig Garanti behøves for at disse friere Religionsprinciper ikke i Tidens Løb skulde blive forandrede.

Det 6te Garantipunkt gaaer ud paa at bevare

a) Menighedernes Valgret og Kirke- og Skolecollegiernes Præsentationsret, saaledes som disse Forhold vare ordnede 1846. Med Hensyn til Indholdet af dette Punkt har jeg Intet at bemærke, men derimod med Hensyn til Formen. Istedetfor s. 699 at henvise til et »Normalaar« maatte der udtrykkelig bestemmes for hvilke Menigheder og hvilke Kirke- og Skolecollegier disse Rettigheder saaledes bleve bevarede. Men dernæst vilde det neppe stemme med de Interesser, som den preussiske Regering altid i saa høi Grad har repræsenteret paa det kirkelige Gebeet, om Udviklingen af den protestantiske Kirkes Stilling i Nordslesvig skulde immobiliseres derved at disse 2 vigtige Punkter unddroges fra al yderligere Udvikling.

Langtfra at indskrænkes, hvor det alt maatte findes i anerkjendt Virksomhed, vil Principet om Menighedens Valgret vistnok efterhaanden blive almindeligere antaget, og den kongelige Regering nærer ingen Betænkelighed ved at forpligte sig til at respectere det i de paagjældende Sogne i Nordslesvig. Derimod er det at forudsee, at Modaliteterne ved denne Valgret og endmere Præsentationsrettens Institut af kirkelige Hensyn i Tidens Løb kunde ønskes anderledes ordnede, og hertil bør, vistnok ogsaa efter den preussiske Regerings Anskuelser, Adgangen holdes aaben ved den omhandlede Garantibestemmelse. Dette Formaal troer jeg bedst vil kunne opnaaes derved, at det tilføies, at disse Bestemmelser dog kunne forandres ved en almindelig Lovgivning angaaende Ordningen af denne Gjenstand i den danske Kirke, dog at den de omhandlede slesvigske Menigheder nu tillagte Valgret ikke derved ophæves eller indskrænkes.

b) Brugen af det tydske Sprog i Kirkerne og dets Benyttelse som Undervisningssprog og som Undervisningsgjenstand i Skolerne, i samme Omfang som i 1846.

Det vil af de indhentede Betænkninger nærmere sees, hvilke Regler der i 1846 gjaldt for Kirke- og Skolesproget i Nordslesvig. Det maa antages at den preussiske Befuldmægtigede ikke har været fuldstændigt bekjendt med disse Reglers Detail, da han har fremsat den ovenfor formulerede Garantifordring. Thi det er øiensynligt, at man ikke kan ville foreslaae den danske Regering i Menigheder, som ere s. 700 gjenforenede med Danmark, netop fordi ved en fri Afstemning Majoriteten af Beboerne have erklæret sig at være og ville vedblive at være Danske, dels — som Tilfældet vilde være i de nordlige Kjøbstæder — at bevare tydsk Hovedgudstjeneste, saa at disse Localiteters langt overveiende danske Befolkning skulde finde sig i kun ved Morgen- og Aften-Gudstjenesten at kunne høre deres Modersmaal i Kirken, dels — som Tilfældet vilde blive i Flensborg og nogle af de sydligste nordslesvigske Landsogne — at lade endog hele Gudstjenesten, alene med en og anden meget begrændset Undtagelse, udelukkende være tydsk. Paa samme Maade skulde hele det offentlige Undervisningsvæsen gjennemgaaende være tydsk i alle Kjøbstæder og i de ovenomtalte sydligste Landsogne. Jeg tør antage, at Paavisningen af disse Omstændigheder vil være tilstrækkelig til, at den preussiske Regering selv vil fravige en saa vidtgaaende Fordring der, saa vidt jeg veed, endog overskrider, hvad der nu under preussisk Herredømme er gjældende Regel i disse Dele af Nordslesvig, og som under alle Omstændigheder ikke kan søge nogensomhelst Støtte, end ikke i den videst gaaende Hensigt hos den preussiske Regering til at beskytte de tydske Beboere i deres sproglige og nationale Eiendomligheder.

Idet jeg gaaer ud fra det sidstnævnte Formaal som det eneste den preussiske Regering kan ville forfølge, maa denne antages af sig selv at ville frafalde

1. Fordringen paa at Tydsk skal være Undervisningsgjenstand i danske Skoler. Det er meget muligt, at den danske Regering af practiske Hensyn kan ville lade danske Børn i den offentlige Skole lære noget Tydsk, men det er da og maa vedblive at være en indre frivillig Foranstaltning, hvori den preussiske Regering ikke kan blande sig.

2. Fordringen paa at i de ovenangivne Localiteter Kirkesproget ordnes paa en Maade, hvorved den danske Ma- s. 701 joritet i Menigheden ligefrem forfordeles og tilsidesættes til Fordeel for en tydsk Minoritet.

3. Fordringen paa at den danske Regering skulde udelukke den overveiende danske Befolknings Børn i Nordslesvigs Kjøbstæder og sydlige Landsogne fra at faae offentlig Undervisning paa deres eget Modersmaal, og tvinge dem til at lære Alt paa Tydsk, forsaavidt de ikke kunne søge Privatundervisning.

Det høieste, som den preussiske Regering kan ville, er dog i alt Fald at den tydske Minoritet i Kjøbstæderne og de sydlige Landsogne i Henseende til Kirken og Skolen stilles paa samme Fod som den danske Majoritet, og naar den danske Regering erklærer sig villig hertil, har den gjort en meget stor Indrømmelse og givet den tydske Minoritet et virkeligt Privilegium.

Ordningen af Kirke- og Skolesproget kommer herved altsaa til at bestaae i, at den fælles Gudstjeneste i Nordslesvigs nuværende Kjøbstæder og sydlige Landsogne afholdes afvexlende paa begge Sprog, medens Ministerialia udføres i det Sprog den Paagjældende selv begjærer det, og at den almindelige Almue- og Borgerskole i de samme Localiteter kommer til at bestaae af 2 Afdelinger, en tydsk og en dansk. Saaledes bestemt kan den kongelige Regering gaae eventuelt ind paa denne Garantifordring.

Paa Sagens nuværende Stadium finder jeg ikke nogen Anledning til at gaae ind paa nogen nærmere Detail om disse Forholds Ordning som det maa overlades til den kongelige Regering selv at fastsætte. Dog vil jeg nærmest til Deres Høivelbaarenheds egen Oplysning bemærke, at i Kjøbstæderne vilde enten Tydske og Danske kunne forblive samlede i een Menighed med samme Præst, som da altsaa afvexlende kom til at fungere i begge Sprog, eller de to Dele af Befolkningen kunde danne adskilte Menigheder med adskilt Præst, om end idetmindste indtil videre med samme Kirkebygning. Paa samme Maade kunde den danske og den tydske Almue- og s. 702 Borgerskole enten samles i samme Bestyrelse om end med adskilte Classer og Lærepersonale, eller de kunde være aldeles adskilte. — Som Følge af en saadan Dobbelthed i Kirke og Skole vil det muligvis vise sig nødvendigt at gjøre Tilskud af Statskassen til Embedernes nuværende Indkomster, men selvfølgeligen vilde Intet derom kunne fastsættes i denne Henseende iforveien. Kun maa bemærkes, at der naturligvis under ingen Omstændigheder vilde kunne ventes et større Tilskud til den tydske Præst eller Skole end hvad der af Staten ydes til den danske.

Derimod maa jeg noget nærmere omtale den høiere Undervisning og navnlig Spørgsmaalet om Haderslev Latinskole, som det aabenbart er det preussiske Forslags Hensigt at vedligeholde som tydsk Skole, siden det har valgt 1846 til »Normalaar«. Jeg antager det for rettest at Deres Høivelbaarenhed ligefrem fremdrager dette Spørgsmaal hellere end at lade det henstaae i en Ubestemthed, der dog senere let kunde komme os til Skade. Det kan neppe falde Dem vanskeligt at overbevise den preussiske Befuldmægtigede om, at der ikke knytter sig nogen virkelig Interesse til Vedligeholdelsen af en tydsk Lærdskole i Nordslesvig under de nye Forhold, som ville opstaae ved dettes Incorporation i Kongeriget. Thi som Opdragelsesanstalt for fremtidige Embedsmænd i den danske Stat kunde den ikke tjene, fordi de deraf udgaaede Studerende skulde modtage deres yderligere Uddannelse paa Universitetet i Kjøbenhavn, altsaa paa Dansk, og som almindelig høiere Dannelsesanstalt for anden fremtidig Livsvirksomhed har Latinskolen egentlig allerede ophørt at kunne concurrere med høiere Realskoler. Men hertil kommer endvidere at Udgifterne til en latinsk Skole, som skal udfylde sin Opgave, ere saa betydelige, at de Indtægter, som Haderslev Skole kan have af sine egne Midler i Forbindelse med Skolepenge, ere aldeles forsvindende, og det preussiske Forslag synes selv at erkjende, af man ikke vel kunde forlange Tilskud af Staten til en Anstalt, som s. 703 netop satte de ved den Uddannede ude af Stand til at opnaae deres Bestemmelse at blive dulige til Statstjeneste. Det er imidlertid muligt, at denne Skole, som har været Gjenstand for en saa almindelig og ilde anvendt Forkjærlighed i Tydskland, netop derfor har en særdeles politisk Affectionsværdi for den preussiske Regering, og dersom det maatte vise sig under Forhandlingerne, at en Eftergivenhed af os paa dette Spørgsmaal kunde skaffe os væsentlige Fordele paa vigtigere Punkter, kan jeg ikke ansee det for at være særdeles farligt, naar Tiden til en saadan Concession kom, da at gjøre den, og hvis det viste sig nyttigt, maaskee endog at forpligte sig til et aarligt moderat Tilskud, som vel maatte staae i et vist Forhold til Skolepengenes Beløb. Den kongelige Regering maatte naturligvis have sig forbeholdt Ret til at oprette en dansk latinsk Skole i Nordslesvig, og herved vilde af sig selv Haderslev Skole i Tidens Løb falde sammen. Selvfølgelig maatte Haderslev Skole, dersom den bevaredes som tydsk, ligesom hidtil staae under samme Stats-Administration som andre offentlige Skoler. — Endnu skal jeg tilføie, at endeel Mere taler for Bevarelsen af Skolelærerseminariet i Tønder (forsaavidt den eventuelle Tilbagegivelse kom til at omfatte denne By), idet der nemlig ogsaa fremtidigen vilde blive Brug for tydskdannede Skolelærere om end i et meget begrændset Antal, hvortil endvidere kommer, at denne Anstalt antages omtrent at kunne vedligeholdes af egne Midler. Men det vil i alt Fald være hensigtsmæssigere, at en saadan Uddannelsesanstalt henlægges til et andet Sted, og det turde derfor være rigtigst ikke selv at bringe dette Seminarium under Omtale, og, forsaavidt Spørgsmaalet maatte fremkomme, at afvise det med den Bemærkning, at den kongelige Regering, naar den lover paa visse Steder at sørge for tydsk Skoleundervisning, vel skal vide at opfylde denne Forpligtelse, men at det maa være dens egen Sag at bestemme, hvor og hvorledes de saaledes fornødne Skolelærere uddannes.

s. 704 c) Skolernes Eiendomsret. — At denne forbliver ukrænkelig, kan den kongelige Regering saameget mindre have Noget at erindre imod, som Eiendomsrettens Ukrænkelighed i Almindelighed er sikkret i Grundloven, og selv om dette ikke udtrykkelig var skeet, vilde en særlig Garanti herfor være aldeles overflødig.

Det 7de Garantipunkt fordrer Berettigelse for det tydske Sprog ved Siden af det danske for Retten og i Forvaltningen i Analogie med den i Posen gjældende Lovgivning for det polske Sprogs Benyttelse jævnsides med det tydske. Foruden at denne Analogie i flere Henseender er lidet passende, vil en Henvisning til en fremmed og desuden ikke tilfulde bekjendt Lovgivning naturligvis ikke af den kongelige Regering kunne modtages som international forpligtet Ordning af Sprogforholdene i Nordslesvig. Efter de mundtlige Forklaringer, som den preussiske Befuldmægtigede har givet Deres Høivelbaarenhed om dette Punkt, tør jeg antage, at Meningen ikke er at udstrække denne Paritet mellem Sprogene udover det locale Omraade, altsaa de locale Underretter og de i Nordslesvig ansatte Embedsmænd, og indenfor denne Begrændsning turde Sagens Ordning ikke være forbundet med uoverstigelige Vanskeligheder. I Retssager kunde saaledes naar Sagvolderen forlangte det, Tydsk lægges til Grund for Processens Behandling, — Dommen derunder indbefattet eller saaledes at denne vel altid afsagdes paa Dansk, men ledsagedes af en tilføiet tydsk Oversættelse — og efter samme Princip kunde et Vidne fordre at afhøres paa Tydsk. I Forvaltningen vilde de offentlige Myndigheder bruge Dansk, naar Initiativet toges af dem, men Tydsk, forsaavidt Henvendelsen skeete til dem paa Tydsk. Forholdet kan imidlertid ordnes paa forskjellig Maade, og jeg troer derfor ikke paa dette Punkt at burde binde Deres Høivelbaarenhed ved nogen udførligere Instruction men at kunne overlade til Dem i Forbindelse med den preussiske Befuldmægtigede at undersøge, hvorledes det bedst kan s. 705 ordnes ved visse Hovedsætninger, hvoraf den nærmere Udførelse i Detaillen til enhver Tid vilde skee af den kongelige Regering.

I Nr. 8 forlanges det, at de communale Forfatninger i de nordslesvigske Kjøbstæder skulle retableres efter de i 1846 gjældende Regler og kun med Samtykke af de derefter lovlige Communalautoriteter kunne forandres. Den kongelige Regering kan aldrig gaae ind paa at gjenoptage et Communalsystem, som udelukker Indvaanerne fra enhver Indflydelse paa Valget af de communale Autoriteter, og som bestaaer i at Borgerrepræsentanterne supplere sig i Tilfælde af Vacance, og at Medlemmer af denne lille Kreds atter tages til Magistratsposternes Besættelse, at altsaa de Individer, som for Øieblikket ere Borgerrepræsentanter, i Nutid og Fremtid skulde disponere over den communale Myndighed i Nordslesvigs Kjøbstæder. Endnu mindre kan den danske Regering selv gaae ind paa eller paalægge disse overveiende danske Kjøbstædsbefolkninger at finde sig i at Communalbestyrelsen ikke blot nu men ogsaa i Fremtiden skal være bestemt udpræget tydsk, og dette vilde utvivlsomt være Virkningen af den foreslaaede Garanti, thi under Trykket af de senere Aars Begivenheder er ethvert dansk eller endog kun moderat Element blevet udelukket af Repræsentationerne. Og af disse communale Myndigheders frie Samtykke skulde enhver Forandring i Communalforfatningen være betinget, og den sikkre Udsigt saaledes aabnes til, at enhver Reform, som berører Communen, vilde komme til at strande paa deres Modstand. Jeg beder Deres Høivelbaarenhed at fremstille disse Betragtninger for den preussiske Befuldmægtigede, der dog neppe vil vedkjende sig det Formaal, som alene kan opnaaes ved denne Garantifordring, nemlig at et lille Oligarki af en 7—8 tydske Beboere i communale Forhold skulde bestyre Kjøbstæderne, uafhængige af Befolkningen og i Besiddelsen af et uindskrænket Veto mod enhver Regerings- eller Lovgivningsreform paa det s. 706 communale Gebeet, altsaa udgjøre en lille aristokratisk tydsk Republik herskende over en dansk Befolkning og garanteret af Preussen. Ligeoverfor disse Consequentser tør jeg antage, at den kongelige Regering ikke vil behøve at forkaste dette Garantipunkt, men at den preussiske Regering selv vil tage det tilbage.

45

Det er mig i det Hele ikke ret klart, hvad den preussiske Regering har villet opnaae ved en Garanti paa det communale Omraade. Nærer den Frygt forat den danske Regering skulde ville benytte sin Myndighed til i Communalsager at ville gjennemføre politiske Hensigter? men i saa Henseende vil de nordslesvigske Kjøbstæders Indordning under den danske Communallovgivning afgive det bedste Værn for Befolkningens Selvregering, der endog vil indtræde i et langt videre Omfang, end Tilfældet nu er i Nordslesvig. Er det derimod Hensigten at søge en Beskyttelse for den tydske Minoritet mod den danske Majoritets formeentlige Overgreb i de communale Sager, troer jeg, at netop paa det udelukkende oeconomisk-locale Omraade de nationale Modsætninger lettest udjevne sig ved de fælles materielle Interesser, og at enhver Adskillelse, foruden at den er unyttig, tillige virker direkte mod den Sammensmeltning, som den preussiske Regering maa antages at ønske ligesaa meget som den danske. Det er imidlertid ikke den kongelige Regerings Hensigt at afskjære al videre Discussion om dette Punkt, men dersom den preussiske Befuldmægtigede fremdeles maatte fastholde det Ønske at finde nogen Combination, der antages at give nogen Sikkerhed mod den formodede Fare for de tydske Beboere, ere vi villige til at tage den under Overveielse og undersøge, hvorvidt den kan stemme med den fælles Interesse.

Den Garanti, som Nr. 9 fordrer for Embedsmændenes nødvendige Uddannelse, angaaer, som den preussiske Befuldmægtigedes mundtlige Udtalelser vise, alene de locale Embedsmænds Kundskab til Tydsk. Det følger af sig selv, s. 707 at, naar den kongelige Regering eventuelt paatager sig Forpligtelser efter Garantipunkterne Nr. 6 og Nr. 7, indeholder dette Punkt intet Nyt og kan altsaa meest passende udgaae, men maatte i alt Fald modtage den nøiere Bestemthed som det preussiske Forslag nu savner. Det maa derhos udtrykkeligt fremhæves, at, medens en fuldstændigere Sprogkundskab naturligvis forudsættes til Udførelse af de kirkelige Functioner og Skoleundervisningen, kan der hos de øvrige Localembedsmænd ikke forlanges større Kundskab i Tydsk end den der behøves til at forstaae og at gjøre sig tilstrækkelig forstaaelig paa dette Sprog. Hvorledes den danske Regering vil sikkre sig, at dens Embedsmænd ere i Besiddelse af den fornødne Grad af Sprogkundskab, maa naturligvis være overladt til dens egen Bestemmelse.

Naar Nr. 10 fordrer Overtagelse af Pensioner til de Embedsmænd i Nordslesvig, som afskediges af den kongelige Regering efter Afstaaelsen, er dette Punkt af saa liden principiel Natur, at det ikke bør berede væsentlige Vanskeligheder for en Overenskomst. Dog fortjener det at bemærkes, at den Deling af lignende Pensioner, som lagdes til Grund for den i 1865 trufne finantsielle Opgjørelse, ogsaa burde tages til Norm for Overtagelse af de her omhandlede eventuelle Pensioner.

Nr. 11 vil, at der skal paalægges Communerne Erstatningspligt for den Skade, som tilføies Individer ved Forstyrrelse af den offentlige Fred. — Det er den kongelige Regering vel bekjendt at deslige Bestemmelser findes i forskjellige Lande og navnlig ogsaa i Preussen, men en Erstatningspligt for Communen forudsætter selvfølgelig ogsaa en Ret for denne til selv at ordne og forestaae Politivæsenet i Communen, hvad ikke er Tilfældet i Nordslesvig saalidt som i Danmark. Imidlertid vilde Regeringen eventuelt være beredt paa at give den nævnte Garanti i Form af en Lov, hvis Anvendelse i det enkelte Tilfælde da naturligvis maatte være definitivt overladt Domstolene.

45*

s. 708 Det staaer endnu tilbage for mig at omtale Maaden og Midlerne, hvorved disse forskjellige Garantiers Overholdelse skulde søges sikkret, og jeg har allerede i denne Instructions Indledning udtalt de almindelige Principer, som maae være ledende for den kongelige Regering i denne Henseende. I det 12te og sidste Punkt har det preussiske Forslag henviist Afgiørelsen af de opstaaede Differentser til en Voldgiftsret og jeg seer af Deres Høivelbaarenheds Rapporter at den preussiske Regering ved dette Udtryk har tænkt paa en fremmed (hverken dansk eller tydsk) Overdomstol, der engang for alle skulde designeres til med forbindende Kraft for de 2 Regeringer definitivt at afgiøre alle af Garantierne opstaaede Stridspunkter. Naar den kongelige Regering overhovedet har kunnet tage under Overveielse eventuelt at paatage sig nogen Forpligtelse ligeoverfor Preussen med Hensyn til sine indre Regeringssager, er det væsentlig netop med den Forudsætning for Øie at i fremtidige Spørgsmaal om disse Garantier den kongelige Regering ikke skulde staae som den mindre og svagere Magt mod sin mægtige Modstander, men som ligeberettiget Part ligeoverfor en upartisk og af begge Regeringer uafhængig Autoritet. Deres Høivelbaarenhed vil derfor i Principet antage det preussiske Forslag om en saadan Voldgiftsret med den Tilføielse at den kongelige Regering er villig til at underkaste sig en fremmed overordnet Rets definitive Afgjørelse, forsaavidt det maatte vise sig muligt at erhverve vedkommende Regerings Samtykke til at et saadant Hverv paalægges dens Domstol, uagtet de store Vanskeligheder som Løsningen af deslige Spørgsmaal utvivlsomt vilde medføre for en fremmed og med de givne Forhold fuldkommen ubekjendt Autoritet. Viser det sig imidlertid at denne Vei til at faae Stridigheder definitivt afgjorte ikke kan benyttes, er den kongelige Regering beredt til i Forbindelse med den preussiske at tage under Overveielse paa hvilken anden Maade den tilsigtede upartiske Afgjørelse kan opnaaes. Men s. 709 der opstaaer tillige et andet og meget vanskeligt Spørgsmaal nemlig hvorledes Klagen over et formeentligt Garantibrud kan fremkomme, thi i Reglen vilde saadanne Tilfælde forblive ubekjendte for den preussiske Regering naar dens Opmærksomhed ikke direkte henledes derpaa. Jeg behøver ikke at bemærke, at det ikke vilde være foreneligt med den kongelige Regerings Værdighed og Autoritet i Nordslesvig hvis enhver Privatmand som antog at en Garantibestemmelse i det enkelte Tilfælde var tilsidesat, kunde henvende sig derom umiddelbart til den preussiske Regering, altsaa at en dansk Undersaat skulde kunne føre formelig Klage over sin danske Øvrighed eller besterntere sagt over sin Konge og Regering til en fremmed Stats Regering med Begjæring om dennes Intervention. Det preussiske Garantiforslag har ikke forudseet denne Vanskelighed og Deres Høivelbaarenhed vil derfor begjære den preussiske Befuldmægtigedes Udtalelse om hvorledes den preussiske Regering tænker sig dette Punkt ordnet. Jeg vil afvente de Forslag som i saa Henseende kunde fremkomme fra den anden Side og indskrænker mig her til foreløbig at henstille til Deres Høivelbaarenheds Overveielse om ikke idetmindste en Deel af Vanskeligheden vilde bortryddes derved at det bestemtes at den som troer at have lidt ved et formeentligt Brud paa Garantierne, skal henvende sin Klage til vedkommende danske Ministerium (eller muligen til Udenrigsministeriet) med Anmodning om at i fornødent Fald den kongelige Regering vil forsikkre sig om hvorvidt Medcontrahenten med Hensyn til Garantierne maatte dele dens Opfattelse af det foreliggende Spørgsmaal. Jeg behøver ikke at tilføie at den kongelige Regering vistnok ikke vilde udsætte sig for de Ubehageligheder som den med Sikkerhed kunde forudsee som Følgen af at den undlod at følge en saadan formel Opfordring.

Sluttelig maa jeg gjøre Deres Høivelbaarenhed min Undskyldning for de Ufuldstændigheder hvoraf denne Instruction s. 710 paa Grund af Gjenstandens Natur og Sagens Stilling ikke har kunnet undgaae at lide, men ligesom jeg er betænkt paa at sende en Sagkyndig som kan give Dem alle manglende Oplysninger om locale og legislative Forhold, saaledes tør jeg ogsaa have mig forbeholdt efterhaanden som Forhandlingerne skride frem, at supplere hvad der i denne Instruction maatte vise sig ikke tilstrækkeligt at have været forudseet.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 25.