Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1867-12-17)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 17. December 1867.

I min franske Depesche af D. D. og i den medfølgende Instruction har jeg søgt at samle Indholdet af de Samtaler, som jeg har havt med Deres Høivelbaarenhed under Deres Ophold her. Min Hensigt med det første af disse Aktstykker har nærmest været i skriftlig Form at constatere, at enhver Indrømmelse, som den kongelige Regering foreløbig kan ville gjøre under Forhandlingerne om Garantierne, lige indtil selve disses Princip og Muligheden af, at nogensomhelst i Pragerfreden ikke udtrykkelig omtalt Forpligtelse kan paatages af os, eo ipso og fuldstændigen tages tilbage, dersom det senere maatte vise sig, at den preussiske Regering ikke vil tilstaae Danmark den nationale Grændse. Ligesom Deres Høivelbaarenhed altid i Deres Forhandlinger med den preussiske Befuldmægtigede vil have dette Hovedpunkt for Øie, saaledes har jeg ogsaa anseet det for rigtigt, at det siges klart og indtrængende til Hr. von Bismarck. Da jeg imidlertid ikke har anseet det for nyttigt allerede nu at fremkalde et officielt Svar fra denne, har jeg ikke i Depeschen tilføiet noget Paalæg til Deres Høivelbaarenhed om at give Afskrift, hvorimod jeg, langtfra at ville udelukke s. 711Dem fra confidentielt at meddele en saadan, tvertimod ønsker, at min Reservation paa denne Maade skal finde et blivende Udtryk i det preussiske Udenrigsministeriums Papirer.

Det Spørgsmaal har stillet sig for mig, om jeg ikke i min Instruction skulde optage en Begjæring om Reciprocitet med Hensyn til de forlangte Garantier, der vilde være fuldkommen grundet i Billighed og logisk fremgaae af Garantifordringens Forhold til Pragerfreden, saaledes som det med stor Styrke er gjort gjældende i den Lefevbre’ske Depesche. 1) Men ligesom Opfyldelsen af en saadan Begjæring, om den end i Principet kunde indeholde en Tilfredsstillelse for den formelle Værdighed, dog i Virkeligheden snarere vilde medføre en Fare end en Fordeel for os, saaledes troer jeg ogsaa, at dens Fremsættelse vilde blive opfattet som alene fremkaldt ved en Hensigt hos os til at afbryde Forhandlingerne. Jeg har derfor besluttet mig til ikke at optage dette Punkt i min Instruction, men jeg henstiller til Deres Høivelbaarenhed at benytte det paa passende Maade under Forhandlingerne for at bringe de preussiske Garantifordringer ned til en større Moderation, i det jeg iøvrigt forbeholder mig efter Omstændighederne, senere at benytte det til at afbryde Forhandlingen, naar denne viser sig at ville blive frugtesløs. De Tilbud, som jeg i Instructionen bemyndiger Dem til at gjøre, ere efter Cabinettets Anskuelse de yderste, som vi kunne gaae ind paa, og jeg maa derfor henstille til Deres egen Bedømmelse, hvorvidt De enten strax eller først efterhaanden vil gaae til de yderste Grændser. Navnlig maa den kongelige Regering sætte en særdeles Priis paa 2 Punkter. Det ene er Formen hvori eventuelle Forpligtelser paatages, og at denne tager det størst mulige Hensyn til Rigets Værdighed og Kongens Selvstændighed. Det andet er Spørgsmaalet om Haderslev Skoles Vedlige-s. 712holdelse som tydsk Læreanstalt, thi kun i yderste Nødstilfælde kan jeg bequemme mig til at concedere dette Punkt, der ganske vist vil være ligesaa odiøst her hjemme som det i Virkeligheden er uden al reel Betydning for den preussiske Regering.

Sluttelig skal jeg kun tilføie, at jeg ikke paa Sagens nuværende Stadium og i Betragtning af de forhaandenværende politiske Conjoncturer anseer det for rigtigt ved de kongelige Gesandter i Udlandet nu at gjøre noget Skridt for at erhverve disse Hoffers venskabelige Understøttelse i Berlin under de forestaaende Forhandlinger. Derimod maa jeg overlade det til Deres Høivelbaarenheds egen Bedømmelse af Situationen og af den mere eller mindre fortrolige Fod, paa hvilken De staaer med de fremmede Gesandter ved det preussiske Hof, hvorvidt De navnlig vil holde den russiske Gesandt confidentielt au courant med Forhandlingernes Gang. Forsaavidt der maatte komme en Situation hvor efter Deres Formening en direkte Henvendelse fra den kongelige Regering til et eller flere af Hofferne vilde kunne være nyttig, tør jeg imødesee Deres Indberetning derom.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 26.