Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1868-02-01)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 1. Februar 1868.

Kjære Quaade! Da Falbe imorgen reiser over Berlin til Wien benytter jeg denne Leilighed for at sende Dem et Par venlige Linier med Tak for Deres sidste Brev 1) og medOpfordring til at s. 729 skrive noget om hvorledes De opfatter den fredelige Luftning som synes at have grebet alle Aviser saavel i Frankrig som i Tydskland og hvor der tales om Tilnærmelse saavel imellem Preussen og Frankrige som imellem Preussen og Østrig; mig bekjendt foreligge der egentlig ikke facta som tyde herpaa, medmindre man vilde see et Tegn herpaa i Tilbøieligheden fra begge de nævnte Sider at afslutte Handelstractater. — Ogsaa om vore Forhandlinger lyde Efterretningerne gunstigere end de for mig synes at stille sig, thi at vi endnu ikke høre Nogetsomhelst om det territoriale Spørgsmaal vidner for mig stærkt om at man ikke for Alvor tænker paa en Retrocession og navnlig ikke i saadan Udstrækning, at Hovedsagen — et venskabeligt Samleven mellem Danske og Tydske — derved kan grundlægges paa en fast og tilfredsstillende Maade. Saalænge vi ikke i territorial Henseende modtage nogensomhelst Antydning er der fra vor Side heller ingen Grund til at frem- og paaskynde Discussionen om Garantierne, da det naturligviis er stridende imod vore Interesser at discutere disse tilbunds og om det var muligt komme til et Compromis i saa Henseende, thi det er jo klart, at naar Terrainet var tilfredsstillende er der en større Opfordring til at paatage sig Servituter. — Mon vi snart skulde komme til at staae ligeoverfor et Enten—Eller; nogle Yttringer i Deres private Rrev lade mig formode dette, men det kan jo godt være, at man siden den Tid »hat sich eines Resseren bedacht.« — . . .

Jeg haaber med det Første at kunne sende Dem de ønskede Oplysninger fra Finantsministeriet, dog er det vel ingen Skade til om dette tager nogen Tid af den ovenanmeldte Grund; ialfald bør vi ogsaa og især med Hensyn til Communalanordningen ikke vise nogen Eftergivenhed for det Første; thi Alt, hvad her indgaaes paa vil være til stor Fordærv, og man bør aabenbart beholde noget tilbage for at kunne udvide sine Indrømmelser og Garantier for det Tilfældes Skyld, som desværre for mine Øine er lidet sandsynlig, at s. 730 man virkelig skulde kunne opnaa en taalelig og tilfredsstillende Grændse for det Territorium, hvor Afstemningen vil blive indrømmet. — Ret besynderligt at man med Hensyn til Modaliteterne for denne Afstemning, og Virkningen deraf, naar Forskjellen i Stemmer findes o: naar der viser sig Majoritet og Minoritet, ikke har antydet nogensomhelst Bestemmelse. Endvidere ere der jo mangfoldige Spørgsmaal i denne Henseende, der paa Afgjørelsen ville faae afgjørende Indflydelse, om der skal afstemmes zoneviis, og man kan vente en fri Afstemning, det vil sige, Militairet trækkes ud af det afstemmende District, og om det bliver Commissairer af blandet Nationalitet eller blot Preussere, der skulle controllere Stemmeafgivningen. —

De vil let ved egen Reflexion erkjende hvor overordentlig stor Vigtighed det har for os i Øieblikket at erfare, hvorledes Østrig og Frankrig staae ligeoverfor Preussen, for at vi derefter kunne jugere og tage Beslutning om, hvorvidt man til Gavn for Sagen kan anmode om Vedkommendes bona officia; jeg kjender tilfulde Deres Skjøn herom forinden Af reisen herfra, men skulde Tiden bringe nogen Forandring heri, vilde det naturligviis for Regjeringen være af yderste Vigtighed saavelfor de Interessers Skyld, som den har at forsvare, som for dens egen Samvittigheds Skyld, ikke at have ladet noget Middel uforsøgt, som kunde udøve en velgjørende Indflydelse paa Afgjørelsen af denne Sag i størst mulig faveur af Vort Fædreneland. Saaledes som Stillingen har været i den sidste Tid, har det øiensynligt ikke kunnet virke til Gavn for vore Forhandlinger med Preussen om vi havde henvendt os til Frankrige eller Østrig, men det var jo muligt at heri kunde være skeet en Forandring i den allersidste Tid enten med den Ene af de angivne Magter eller kanskee med dem Begge; endvidere sige Aviserne, at Preussen ikke længere staaer saa venskabeligt til Rusland; jeg maa tilstaae at jeg ikke fæster nogen Lid til bemeldte Beretninger, men det er ønskeligt herom at modtage Oplysning s. 731 fra forskjellig Side, hvorfor jeg ogsaa privat herom har tilskrevet Moltke i Paris, ligesom jeg har ansporet Falbe til at bevæge sig med stor Forsigtighed og Omtanke ligeoverfor Beust, thi ved en Anmodning som ikke forefinder den tilbørlige Sangbund kan man let give Preussen en velkommen Anledning til atter at vise sit Overmod og Hovmod ligeoverfor os. — Man lader til at drive fra preussisk Side meget stærkt paa at vi skulde sende en Delegeret for, inden Foraarstrafikken begynder, at afslutte en Postconvention med Nordforbundet; efter al Sandsynlighed vil Levy blive afsendt som sædvanlig; han er godt kjendt af Philipsborn etc., og jeg antager at man ikke længere i Berlin nærer nogen Betænkelighed og Uvillie ved dette Valg. — Naar De skulde jugere, at De efterhaanden ikke længere behøver Professor Larsen, beder jeg Dem herom privat at underrette mig iforveien; thi jeg behøver jo ikke at skjule for Dem, at han ikke tynger saa lidt paa vort Budget. Kom der noget ud af Affairen, da har dette naturligviis ingensomhelst Betydning, men da Sandsynligheden efter min Beregning er for det Modsatte, og naar dette indtræder, vil selvfølgelig hele Rigsdagsverdenen til sin Tid sige, at det kunde ethvert Barn forudsee, saa ønsker jeg ikke at lade ham blive længere end naar han kan være Dem til Nytte; thi naar han ikke længere er dette kan han blive Dem en Plage.-

C. E. Frijs.