Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1868-02-10)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 10. Februar 1868.

Kjære Quaade!

Idet jeg bringer Dem min Tak for Deres meget velkomne Brev, 1) som jeg modtog igaar med den engelske Coureer, vil jeg dog ikke lade den gode Leilighed gaae ubenyttet hen med Guldencrone uden at sende Dem et Par Linier til Svar eller til Tak. Jeg erkjender da tilfulde med Dem, og jeg for min Part personlig endnu mindre end De —, at have havt nogen stor Tiltro til at Preussen skulde være tilbøielig til at lâcher prise af Noget som det engang havde faaet i sine Kløer og at saaledes de Forhandlinger der føres fra vor Side kun ere med lidet Haab og Fortrøstning om ad denne Vei at naae det ønskede og eftertragtede Maal, men det er væsentlig, fordi ved den fortsatte Underhandling vi s. 737 vilde bevise vore fredelige Ønsker og at vi hverken haabe eller tænke paa at tilkjæmpe os det Tabte med Magt, men at vi paa den anden Side stræbe efter at værne om det Tilbageblevne og at undlade at give vor Nabo Paaskud til atter at overfalde os for at tage Resten af Halvøen; thi det kan naturligviis ikke være ukjendt for os, da det gjentagne Gange er udtalt af Nationalvereins Førere navnlig af Bennigsen i sin Tid, at Tydskland maatte have Halvøen lige til Skagen. Det kan jo see farligt ud for os, da Alting hidindtil er lykkedes for Tydskerne men vi maae trøste os med, at der ogsaa kan komme en Modgangstid for disse og at det i Almindelighed viser sig saavel i Individuernes som i Staternes og Folkenes Liv at Medgang er vanskeligere at bære end Modgang. — Saavel i den hannoveranske Sag som i Udvalgets tilsatte Anmærkning og Bemærkning til Udbetalingen af den slesvig-holsteenske Statsgjeld synes Bismarck at vige paa en Maade, der kun i Tiden og det efter en meget kort Tids Forløb maa gjøre ham meget stærkere og uundværligere, thi i begge Tilfælde staaer han paa den humane Side og i første Tilfælde tillige som Forsvarer af Kongens Ord; 1) med Hensyn til den hannoveranske Sag da er Regjeringen traadt langt besterntere op end hvor Deputeretkammeret misbrugte Wienerfredens Bestemmelser imod os, thi der var Regjeringens Modstand imod at de 2 Paragrapher bragtes i Connexitet ikke alene svag, men Oppositionen i Deputeretkammeret syntes næsten at være bestilt for at man herfra med Held kunde dokumentere at det var umuligt at gjøre nogle Indrømmelser ligeoverfor Danmark paa Grund af den stærkt fremtrædende national-tydske Stemning. Jeg kan nok forstaae, at det conservative Parti ikke ynder Forslaget til en Decentralisation, thi det vil gjøre de brandenborgske Familiers Overvægt i Besættelsen af de høieste Statsembeder s. 738 i alle de erobrede Provindser noget Afbræk, men jeg for min Person er overbeviist om, at Grunden til det conservative Partis Modstand imod Bismarck ikke alene har ligget i den indre Politik men ogsaa i den ydre Politik, og navnlig har dette Parti slet ikke yndet Udsigten til at Preussen kunde komme til at staae venligere til Frankrige og Østrig, da det fremfor Alt er dette Partis meest betydende Medlemmers Overbeviisning at Preussen i Forbindelse med Rusland skal og er bestemt til at regenerere den europæiske Verden og prædike Troen paa den hohenzollernske Gud; jeg kjender ikke saa faa af dette Parties Medlemmer og veed nok hvad de bære i sit Skjold, og fryder mig saaledes i Hjertet over, at de have brudt med Bismarck, og vilde kun ønske, at dette Brud maatte være ulægeligt; thi de ville ikke alene dyrt komme til at bøde herfor, hvilket naturligviis undes dem inderligt af mig, dog den Slags Tilfredsstillelse bryder jeg mig kun lidet om, men jeg er overbeviist om, at dette vil bidrage til at fremme den demokratiske Udvikling i Tydskland, og dette er efter min fulde Overbeviisning saavel i Civilisationens som i Alles velforstaaede Interesse; thi vel kunne der findes mange Oprigtige imellem de preussiske hobereaux, men den hele Bygning hvori Politik og Gudsfrygt paa en saa hyklerisk Maade er blandet imellem hinanden er dog i dets systematiske og den doctrinaire Form, man har vidst at give den, besynderligt nok et Product af Jøder, der tildeels have været betalt for Gjerningen nogle med Penge andre med Forfængelighedens Tilfredsstillelse, og selve Doctrinen vil have sin Nytte og har faaet sin Betydning som Modstandskraft; men naar den engang iført sin fulde Rustning skulde føre Tydskland fremad til Kamp imod Vestens Civilisation, da ville de som i Tanker og System have skabt dette Foster ikke vedkjende sig deres eget Barn, og der staaer da kun tilbage en bestemt Klasse eller Stand som ved sin liden Talrighed ikke vil kunne herske og derfor efter et meget kort Tidsforløb paadrage sig Ridiculen; s. 739 dette Tidsrum kan kanskee blive meget kort, men jo længere det varer, hvorved jeg tænker mig et Aar eller saa, desto varigere vil Kuren blive og det kan muligviis ogsaa for os ved de Virkninger dette fremkalder ligeoverfor os med Theorien om de 7 Fod Jord virke meget deprimerende og trykkende, men det gjelder om ikke at opgive Haabet og en Løsning kunde da godt tænkes, naar dette System brister, som kunde bringe os det Eftertragtede, helst ad fredelig Vei men er det ikke anderledes muligt, da ad anden Vei. — De kan svare mig at alt dette er Hjernespind og at det conservative Parti i Preussen snart vil betænke sig og bede Bismarck om godt Veir; dettes Mulighed indseer jeg ogsaa; men jeg ønsker det ikke, og tvivler om at B. lader sig bevæge, da han deels kan ønske at give dem en grundig Lection for de mange Stene de have lagt i Vejen for ham, deels han kun kan gjennemføre Tydsklands Eenhed ved Hjælp af det national-liberale Parti og derfor politisk maa være sine gamle Venner hjertelig taknemmelig, fordi de have kastet Vrag paa ham. —

47

Een lille Modbemærkning imod det Yttrede i Deres sidste Skrivelse maa jeg gjøre, nemlig: hvorvel vi ikke have Haab til Preussens gode og velvillige Sindelag imod os, saa kunne vi dog ikke ønske at paadrage os noget Ansvar for at denne Forhandling trækkes i Langdrag; Benedettis Opfattelse af Situationen er vistnok correct; ialfald stemme hans Yttringer fuldkommen med Moustiers Ord til Moltke; og det forekommer mig tillige, at Benedettis vedblivende Ophold i Berlin er et Beviis for at Forbindelsen eller Forholdet just ikke er af den allercordialeste Natur idetmindste endnu for Øieblikket. —

C. E. Frijs.