Falbe, Christian Frederik BREV TIL: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind FRA: Falbe, Christian Frederik (1868-02-11)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 11. Februar 1868.

Herr Greve,

Efterat have sluttet min ærbødigste Rapport af igaar, havde jeg paa Anmodning fra min Side en Samtale med Rigskantsleren i hans Cabinet, under hvilken jeg i korte Træk meddeelte Hans Excellence den slesvigske Sags nærværende Standpunkt, idet jeg henførte mig til de under 17. December sidstl. Kammerherre Quaade medgivne Instructioner til Forhandlingernes Fortsættelse, og fremhævede, at Regjeringen gjorde sine Indrømmelser afhængige af den Udstrækning, som den preussiske Regjering agtede at give den eventuelle Afstemning. Jeg tilføiede, at Kammerherre Quaade havde ved sin Tilbagekomst til Berlin faaet en meget venlig Modtagelse hos Forbundskantsleren, der havde yttret s. 741sit Ønske om Sagens mindelige og retfærdige Bilæggelse, beklagende dog de Vanskeligheder han havde at bekjæmpe paa høieste Steder, og som lammede hans egne Bestræbelser for en Afgjørelse. Imidlertid havde Forhandlingerne hidtil indskrænket sig til en Fremstilling fra den kongelige Gesandts Side af min Regjerings Anskuelser og Bemærkninger til de tolv Garantiepunkter. Raron Beust var noget overrasket over Mængden af de fra preussisk Side stillede Fordringer, og efterat jeg paa hans Opfordring havde nævnt ham de væsenligste af de forlangte Garantier, yttrede Ministeren af egen Drift: »at det kunde være paa Tide, at han stillede en Forespørgsel til den preussiske Regjering om, naar den agtede at lade den stipulerede Afstemning finde Sted; Befolkningen vilde da faae Leilighed, til selv at udtale sig om, hvorvidt den satte Priis paa de mange Garantier for dens fremtidige Existents.« —

Idet jeg lod mig inspirere af de mig af Deres Excellence medgivne Instruxer i Depeche af 1ste Dennes, yttrede jeg hertil, at den kongelige Regjering havde anseet det for rettest fra sin Side, ikke at trænge paa venskabelige Regjeringers Mellemkomst i Sagen, men at vise den preussiske Regjering, at vi fuldkomment stolede paa dens Loyalitet og i ingen Henseende stræbte at skabe Vanskeligheder for den. Naar imidlertid Hans Excellence var beredvillig til fra sin Side at gjøre et saadant Skridt, og troede at kunne gjøre det med Nytte for Sagen selv, som i den almindelige Freds Interesse, i hvilken Henseende den røde Bog afgav saamange Beviser paa hans heldbringende Virksomhed, vilde Hans Majestæt Kongens Regjering med Taknemmelighed modtage hans bona officia. Hans Excellence havde ved min Afreise henviist os til den russiske Regjerings Mellemkomst, som den der da kunde være os nyttigst, imidlertid forekom det mig, at siden den Tid et saa venskabeligt Forhold var indtraadt mellem Berlin og Wien, medens visse Susceptibiliteter vare opstaaede mellem Preussen og Rusland, at vi maattes. 742betragte den østerrigske Regjering som den, der var bedst istand, til at lade sin Stemme høre i Berlin, ved Siden af

dens særegne Stilling som Medpart i Sagen. . . .

Falbe.

Depeche Nr. 2, modtaget i7. Februar 1868.