Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1868-02-21)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 21. Februar 1868.

Kjære Quaade! For Deres 2 venlige Breve med deri indeholdte temmelig tragiske Oplysninge 1) herved min hjerteligste Tak, jeg har meest ondt af Dem som skal arbeide og stride uden al Sandsynlighed for Løn og Tilfredsstillelse for al Arbeide og Slid, men deels kunne Sagerne pludselig vende sig, deels er man i hvert Fald ude af Stand til at hindre det Uundgaaelige eller at unddrage sig Skjæbnens Bud. Jeg har ikke nogensomhelst Forestilling om, hvorvidt man for Øieblikket troer i Berlin paa Krig eller Fred, i første Fald kan der naturligviis komme en Tid der kan være os gunstig idet man ikke bliver saa utilbøielig til at gaae ind paa vore billige beskedne nationale Fordringer, og hvis Sligt kan erholdes ad denne Vei er det naturligviis baade billigst og sikkrest, og da De befinder Dem under Pinen, maa jeg trøste Dem med at dette Moment kan indtræde hurtigere end Nogen indbilder sig; det er ikke af Kjærlighed men af Had man opsætter den store Afregning og jeg troer, at man fra preussisk Side har forsømt det beleilige Øieblik, da man ifjor ikke benyttede Leiligheden til at klemme paa; vel havde man maattet undvære Alliancer men Spørgsmaalet [er] om en Alliance, som altid kan være af tvivlsom Støtte, kan sættes i Sammenligning med eller opveie det Tab — relativ taget — som Preussen har lidt ved at Frankrige er bleven stærkere og bedre væbnet, at Østrig dog Noget har gjenvundet Tilliden til sig selv, og at Misfornøielsen i de erobrede og undertrykte Lande med hver Dag bliver større og større — og saa kommer hertil, at man med hver Dag nærmer sig mere og mere den Tid, hvor der bestemt maa vælges imellem en tydsk eller en preussisk Stat, thi i Længden ville de brandenborgske og gammelpreussiske Adelsmænd, trods deres s. 755 Sammenhængen med og inderlige Forbindelse med Kongehuset, ikke kunne undertrykke og hovmesterere deres Ligemænd fra de erobrede og annecterede Lande, og Overløbere som Carl Plessen og Consorter skade den tidligere Stilling i Samfundet meget mere end Hjælpen kan gavne, fordi Troen paa Ærlighed og Redelighed svigter, og det bliver klarere at det kun er et forgyldt Adelsskildt, men i Grunden er de Fleste Jøder, der kun stræbe efter Magt og Formue, altsaa kun have en Dygtighedsbasis og ingen Carakteerbasis, og da er der aldeles ingen tænkelig eller fornuftig Grund hvorfor enten Kongen eller Folk skal begrændse sig i Valget af Personer. Gedalia eller Plessen kunne da være lige gode til sin Tid. — For at Omforming til en virkelig tydsk Stat skal kunne effectueres, maae andre Mænd end Bismarck træde frem, — thi hertil hører en fast energisk Haand, hvoraf Vedkommende ganske sikkert er i Besiddelse, men tillige en Ro og Jævnhed — Mangel paa Nerveusitet, — som er istand til at bryde alle de mangfoldige Skjær, der ville frembyde sig, og som ikke kunne sprænges, men ved langsommelig, møisom og anstrængende Arbeide maa afgraves og benyttes som Fundament for den nye Rygning, — en slig Reorganisation har til alle Tider fordret Statsmænd, men et Spørgsmaal er om denne Opgave ikke er blevet dobbelt svær, fordi hele Tiden med sine Opfindelser føre Hurtighed, Snarraadighed med sig, men ikke den langsomt virkende Udholdenhed; det er temmelig klart, at Bismarck vil forsøge at løse denne Opgave; men deels er dette ikke givet at den lader sig løse, og hvis dette maa besvares bekræftende, da troer jeg at kun en yngre Mand vil kunne udføre dette, item at dette Arbeide ikke kan udføres af den nuværende Konge af Preussen, men jeg mangler personlig Kjendskab til at kunne bedømme hvorvidt den der staaer nærmest ved Thronen vil have Evne og Villie til at løse en slig Opgave; det bliver et interessant Fremtidsspørgsmaal, hvoraf en stor Deel af Europas Skjæbne og ikke

48*

s. 756 mindst vor afhænger; thi kan denne nye Stat blive en virkelig tydsk istedetfor en preussisk Stat som hidindtil, da er der ogsaa Rimelighed for at dens agressive eller Røverpolitik vil tabe sig mere og mere; efter al Sandsynlighed ville vi vel ikke faae at see den fuldstændige Udførelse heraf, men dog saa Meget heraf, at man med større Sikkerhed vil kunne slutte sig til den fremtidige Udviklings Gang. — Hvis vi snart skulle opleve den store Tvekamp imellem Preussen og Frankrige, da ville naturligviis alle Sind komme i Bevægelse, dog skulde jeg staae ved Roret endnu til den Tid, da vil der ikke blive taget nogen uoverlagt Beslutning, jeg har ikke nogensomhelst Forkjærlighed; skulde jeg vedblive at være Minister, da maa jeg for Skams Skyld tilstaae at saa vilde jeg endda foretrække at være dette i en bevæget Tid, hvis en saadan Eventualitet frembød sig hvor man med velberaad Hu maatte sætte Alt paa et Kort; siden jeg er bleven gift rører jeg aldrig et Kort, men Spil har tidligere havt en stor Tiltrækning for mig og det vilde have det endnumere, naar man med fuld Nødvendighed førtes til et saadant høit Spil, og det blev En klart at nu maatte man vove det Yderste; dog troer jeg ikke, at Stillingen vilde stille sig saaledes for vor lille Stat, hvorimod en stræng og samvittighedsfuld Neutralitet kunde blive den sande Frelse for os, og da denne rimeligviis vilde faa Landets og Befolkningens øieblikkelige Sympathier imod sig, kunde jeg have Lyst til at staae i Spidsen for slig fornuftig men upopulair Politik og den Strid og Kamp vilde bringe en Interesse for Posten og Arbeidet, som den daglige Gjerning ikke kan have; jeg indseer tilfulde, hvilke Vanskeligheder der ville være at overvinde saavel for Oven som for Neden, hvor Følelse og Indtryk have altfor mægtig Indflydelse, men skulle vi beholde Fred og Ro, da stikker jeg af med det Allerførste; thi jeg kan ikke udholde den evindelige Tærsken Langhalm; men behold denne avis for Dem selv, og jeg kan da heller ikke see den ringeste Fare ved nogen Forandring. Vi have s. 757 for Øieblikket en levende Agitation paa Papiret i Anledning af Spørgsmaalet om Valgmenigheder eller ikke, dette har faaet den største Betydning ved den Iver hvormed Agitationen er reist og jeg skal personlig ikke have Noget imod, at Bisperne seire i Striden mod vor Bispecollega, men det vil efter min fulde og faste Overbeviisning hverken gavne Kirken eller Geistligheden og endnu mindre Landet selv i politisk Forstand, hvorfor det selvfølgelig for mig er en complet Umulighed at slaae ind paa denne Vei især efterat man ved Valget af Kierkegaard har decideret sig for en bestemt Vei at følge, thi jeg valgte ham udtrykkelig efter at have gjennemgaaet samtlige Landemoders Betænkning. De vil kunne forstaae at dette Spørgsmaal ogsaa i høi Grad foruroliger Kongen. Jeg vilde ønske, at jeg kunde meddele noget Glædeligt eller Opmuntrende, men jeg har kun dette som for mig personlig har overordentlig stort Værd nemlig at jeg igaaraftes har faaet min Hustru hjem. Gud maa vide om jeg med den engelske Koureer erholder Noget fra Dem, som vidner om Fremgang. Qui vivra verra! og hermed Farvel for denne Gang.

C. E. Frijs.