Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: ukendt (1868-02-25)

Til Referat i
Ministerraadet
25. Februar 1868.

Af de Meddelelser, som den preussiske Commissair endelig har giort Kmh. Quaade, fremgaaer det at paa den ene Side fastholder den preuss. Regering i de vigtigste Hovedpunkter, navnlig ogsaa med Hensyn til det saakaldte Normalaar 1846, sine Garantifordringer, medens den paa den anden Side ikke vil udstrække den eventuelle Afstemning og Afstaaelse udover Giennerbugten. Naar den danske Regering i Instruxen til Kmh. Quaade er gaaet saavidt, som den er, i Henseende til Garantier, var det kun for at giøre Alt, hvad muligt var for at naae den nationale Grændse eller i alt Fald for at komme den saa nær som muligt: men hverken vilde det være muligt under nogen Omstændighed at paatage sig yderligere gaaende Garantier, ei heller vilde jeg troe at burde tilraade Hs. Majestæt at modtage Preussens Tilbud om Haderslev Amt mod at give de Garantier, som Kmh. Q. ved sin Instruction var bemyndiget til at gaae ind paa under ganske andre territoriale Forudsætninger.

Der kan neppe være nogen Tvivl om at den preussiske Erklæring, hvor formløst den end er afgivet, er officiel og s. 767 endelig. 1) Det er et Spørgsmaal om jeg ikke kan finde mig foranlediget til at søge at faae den skriftlig constateret, navnlig for ikke at udsætte den kgl. Regering for den Bebreidelse, for tidligt at have opgivet Forsøget, men det er mig, og jeg troer ogsaa Kmh. Q., klart at den pr. Regering ikke under nærværende Forhold tænker paa at opgive noget af de to Hovedmomenter i sin Erklæring. Jeg miskjender dernæst ikke Mislighederne, som kunne være forbundne med, for Tiden at lade Forhandlingerne brydes, navnlig fordi Preussen under nærværende politiske Forhold kan ville forsøge paa at erklære Udførelsen af Pragerfredens Art. 5 for uigjennemførlig og lade det komme an paa om Nogen vil giøre Indvending mod et nyt fait accompli i Modstrid mod denne Fred. Men det er mig tillige klart at vi ikke kunne føre Forhandlingen videre efter den modtagne Erklæring, uden at drages ind i umulige Garantier og uden at man vil opfatte Fortsættelsen som en Opgivelse af vort oprindelige Standpunkt saavel med Garantier som med Territoriet: thi det er umuligt at ville give sig Mine af, fremdeles at haabe ved Forhandlinger at naae en Grændse, vi ansee for nødvendig eller i alt Fald acceptabel, for de Garantier, vi kunde gaae ind paa. Vi maae altsaa tage Consequentsen og enten selv bryde Forhandlingen eller finde os i at Preussen paa Grund af vort Svar paa den sidste Meddelelse erklærer den for brudt.

Sammenligner jeg den Stilling, som fremkommer ved Forhandlingernes Afbrydelse, med den i hvilken Sagen befandt sig forinden deres Aabning, forekommer det mig at vi i alt Fald Intet have tabt ved disse Forhandlinger. Uagtet alle Magter vare enige i at Fordringen om Garantier ikke blot ikke var hjemlet men endog stiltiende var udelukket ved Pragerfreden, var det dog en alm. Mening at vi burde modtage Forhandlingen som Preussen tilbød os i afvigte Foraar, og, uden at binde os i Forveien i Principet, undersøge s. 768 de Garantier, som Pr. kunde ønske, maaskee mere som et Skin og for at dække sig ligeoverfor den tydske offentl. Mening end som en Realitet der virkelig kunde medføre Farer for vor Fremtid. Den nu giorte Erfaring viser at denne Betragtning hvilede paa en fuldkommen Illusion om Preussens Loyalitet, thi medens de af os tilbudte Garantier gaae saavidt som vistnok nogen Upartisk har kunnet tænke sig, vise de preuss. Fordringer sig tydeligt som havende til Hensigt under den danske Konges Herredømme at lade en lille tydsk Minoritet beherske den danske Majoritet i et dansk Land. — Benyttende sig af Pragerfredens Mangel paa nogen Tidsbestemmelse, paastod Preussen at det maatte være den selv overladt at vælge Momentet: ved disse Forhandlinger har Preussen erkjendt at Tiden var kommet men at Spørgsmaalet kun beroede paa Tilfredsstillelsen af dets Fordringer. De Garantier, den preuss. Regering ganske i Alm. omtalte som nødvendige, skulde som det sagdes ikke i nogen Maade berøre Kongens Souverænitet og Rigets Selvstændighed: nu seer man hvorlangt disse uberettigede Fordringer ere fra at have denne uskyldige Characteer. Tidligere taltes der om strategiske Punkter paa Als og Dybbøl som giorde det yderst betænkeligt at tilbagegive os den nationale Grændse, og nu er det ikke blot Als og Sundeved men ogsaa Aabenraa Amt som man vil forholde os, uagtet de gjentagne Valg tilfulde have beviist Rigtigheden af vore Paastande. Det er langtfra mig, at overvurdere disse Momenter, men jeg troer dog at det ikke er til Skade for Spørgsmaalets hele Stilling at ingen europæisk Magt længere kan være i Tvivl om den preuss. Regerings Hensigter i denne Sag, og at det i det Hele taget har været gavnligt for os at Pragerfredens Art. 5 istedetfor at ligge hen som et dødt Ord, som ingen fremmed Magt vilde vække, ved denne Forhandling er blevet til et Spørgsmaal, der vel endnu ligesaameget som før venter paa sin Løsning, men som efterhaanden er bleven fuldstændig opklaret i alle Retninger. — s. 769 Naar jeg saaledes ikke nærer nogen Tvivl om hvad der under nærværende Omstændigheder af os kan giøres, er der kun Spørgsmaal for mig om Formen og Maaden hvorpaa vort Afslag om at gaae videre skal gives.

I saa Henseende synes det at ligge nærmest at svare den preussiske Regering at

1. vi i de nu paany fremkomne Garantifordringer vilde see en Fare for Fremtiden, hvorfor vi ikke kunde udsætte Riget og vore venskabelige Forhold med Preussen, og at vi altsaa ikke kunne modtage nogen Overenskomst paa denne Basis.

Det vilde være en let Sag at vise alle europæiske Magter Berettigelsen af dette Svar, thi medens disse stedse m. H. t. Territorialspørgsmaalet have fremhævet at der vel kunde være Anledning for os til at modtage en Afstaaelse om den end ikke heelt svarede til vore berettigede Forventninger, idet vi da kunde haabe paa at Fremtiden skulde bringe os Resten, have de derimod alle gientagende erkjendt at Garantier af den her omhandlede Art ikke kunde paatages af os. — Men ikke destomindre vil jeg ikke turde tilraade Hs. Maj. at Svaret affattes paa denne Maade. Det vilde nemlig være fuldkomment logiskt, naar man i Afslaget af at gaae ind paa de større Garantifordringer, saae en stiltiende Erkjendelse om at vi dog kunde modtage den anførte Grændselinie hvis Pr. vilde lade sig nøie med de Garantier, hvorpaa Kmh. Q. var instrueret til eventuelt at kunne gaae ind. Og vel antager jeg ikke at den pr. Regering som Følge af vort Svar skulde erklære sig villig hertil, men jeg kunde frygte for at naar disse Forhandlinger senere paany maatte blive optagne, vilde man gaae ud fra en saadan Anskuelse, og betragte det som et definitivt Resultat at den danske Regering var villig til at give disse Garantier uden Hensyn til Territoriets Udstrækning til den nationale Grændse. Og herimod er det naturligvis ikke nogen Indvending at vore Forslag tages tilbage naar den nærværende Forhandling afbrydes — s. 770 hvad Kmh. Q. gientagende har udtalt —, thi om de end ikke længere foreligge som Forslag, vilde de dog altid kunne bruges imod os som antydende hvad den danske Regering dengang antog uden Fare at kunne gaae ind paa og hvortil den altsaa ogsaa senere maa antages at kunne forpligte sig. For at afværge dette, maa det derfor staae klart ved Afbrydelsen at disse event. Garantier kun efter den danske Regerings Mening vare mulige, naar den nationale Grændse opnaaedes, men uden den ikke kunde paatages af os.

49

Paa Grund af disse Betragtninger forekommer det mig altsaa rettest at Svaret gik i den Retning at

2. vi saameget mindre kunne gaae ind paa saa farlige Garantier som den pr. Regering vedbliver at forlange, som allerede de af os omtalte Garantier i og for sig frembøde Vanskeligheder og Betænkeligheder, som vi kun kunde oversee forsaavidt al anden Anledning til Misstemning mellem Danm. og Preussen fjernedes ved en tilfredsstillende Grændse, men dette var langtfra Tilfældet med den nu i Udsigt stillede eventuelle Afstaaelse.

Det er mig imidlertid ikke endnu aldeles klart, om det ikke vilde være fordeelagtigt at tilføie endnu et Moment til dette Svar.

Jeg veed, hvormeget det er til Skade i diplomatiske Forhandlinger at faae Udseende af at være den, som bryder en Forhandling, og formelt vilde det være os, der ved det ovennævnte Svar afbrøde. Vilde det derfor ikke være godt at give dette en saadan Vending, at det blev Preussen, der ikke blot i Realiteten men ogsaa i Formen afbrød Forhandlingen? Det er dernæst et Moment, der hidtil har havt stor Indflydelse paa Regeringens Holdning i denne Sag, at vi maae ønske, saavidt det lader sig forene med vore andre Interesser, at bevise Preussen, at vi oprigtigt attraae en venskabelig Overenskomst med det, og ikke speculere paa en europæisk Krigs usikkre Resultater. Kunde det ikke være muligt at bestyrke denne Anskuelse om vore Hensigter ved endnu s. 771 at giøre et Skridt imøde? Selvfølgelig maatte dette ikke være Noget, som kunde compromittere nogen Interesse for os, men denne Indvending vilde heller neppe kunne ramme følgende Tilføielse til ovenomtalte Svar:

3. Naar den preuss. Regering maatte fastholde for Tiden ikke at kunne udstrække Afstemningen og Afstaaelsen udover Haderslev Amt, vil den kgl. Regering vel ikke vægre sig ved at modtage dette, men kan ikke indlade sig paa derfor at give yderligere Garantier end dem, som den preuss. Regering har paataget sig m. H. t. den langt talrigere danske Befolkning, der findes ikke blot i Aabenraa Amt, Sundeved og Als, men ogsaa i andre Dele af Slesvig.

Afslaaer den pr. Regering dette — og derom nærer jeg ikke den mindste Tvivl — er der uden nogen Skade for os opnaaet den gunstigere Stilling som jeg ovenfor antydede, og jeg kan foruden de der anførte Momenter fremhæve det, at vi da ligeledes undgaae den Bebreidelse at have fastholdt haardnakket det udiplomatiske Alternativ: Alt eller Intet.

Som jeg allerede har sagt, troer jeg at man saameget lettere kan giøre det som jeg er overtydet om at Preussen ikke under nærværende Omstændigheder vil betænke sig paa at forkaste det. Men jeg vil tænke mig at Pr. mod al Forventning og saa at sige par impossible svarede ja, hvorledes vilde Sagen da sandsynligvis udvikle sig? Jeg antager at Pr. ved at handle saaledes, kun kunde have det Motiv at bringe et Spørgsmaal ud af Verden, som det frygter for at Østerrig og Frankrig under givne Forhold kunde ville bruge imod det. Men dertil vilde det altsaa behøve enten vor eller disse Staters egen Anerkjendelse af at den Sag nu var endelig ordnet. Naar Preussen nu i Anledning af en event. Afstaaelse af Haderslev Amt forlangte den kgl. Regerings Erklæring, vilde denne formeentligen kun kunne gives derhen at vi selvfølgelig og i Henhold til hvad Preussen selv gientagende har erklæret ikke kunne udtale os om Pragerfredens s. 772 Mening med Art. 5, derimod kunne vi ikke i Modstrid med hvad de forskjellige Valg i Slesvig tilstrækkelig have constateret, anerkjende at Haderslev Amt danner Grændsen for den danske Nationalitet, der tvertimod har et berettiget Krav paa en yderligere Grændseregulering, som vi ikke tvivle paa at den pr. Regering med Tiden vil erkjende for retfærdig og grundet i fælles Interesse.

49*

Denne Appel til Fremtiden og den pr. Regerings egen Vurdering af Forholdene vilde ingen upartisk Magt kunne Andet end billige og nægtede Preussen efter den at gaae videre med Afstaaelsen, vilde denne Erklæring end yderligere have sat det slesvigske Spørgsmaal i dets rette Lys for Europa og til Løsning for Fremtiden. Skulde Pr. derimod ikke destomindre gaae videre, vilde det være for, støttet til den faktiske Afstaaelse til os, at declarere til Østerrig og eventuelt Frankrig, at Pragerfredens Art. 5 nu var opfyldt, eller maaskee endog at søge at faae disse Magters Erkjendelse om, at dette var skeet — men i saa Tilfælde vil vor Reservation give Østerrig og event. Frankrig en meget gunstig Leilighed til, hvis det overhovedet convenerer dem, at holde Spørgsmaalet fremdeles aabent ved et mere eller mindre reserveret Svar.

Sammenfatter jeg i faa Ord Foranstaaende, vil jeg altsaa sige, at den omhandlede Tilsætning under alle Omstændigheder forekommer mig at frembyde en diplomatisk Fordeel, og at den, hvis Preussen mod al Rimelighed gaaer ind paa den, sandsynligvis vil give os Leilighed til enten at holde Spørgsmaalet aabent ved en ny og udtrykkelig Erklæring eller at modtage en Afstaaelse, som vi selv udtrykkelig have erklæret for at være en à compte, der ikke i nogen Maade præjudicerer de Udsigter, som Pragerfredens Bestemmelser og de faktiske Forhold i Slesvig kunne lade os haabe af Fremtiden.

Sluttelig skal jeg endnu kun bemærke at jeg her kun har s. 773 omtalt, hvad der angaaer vort Svar til Preussen og den Instrux, som jeg anseer det for nødvendigt meget snart at tilstille Kmh. Quaade. Det er imidlertid en Selvfølge, at den Taushed, som vi i den senere Tid have maattet ansee det for nødvendigt at iagttage ligeoverfor de andre Magter, som skjænke det slesvigske Spørgsmaal nogen større Opmærksomhed — navnlig for ikke at give den preuss. Regering noget Paaskud til at paastaae, at vi søge at ophidse de andre Magter imod den — nu ikke længere kan paaligge os som en Pligt, men at vi tvertimod, om end naturligvis paa passende Maade, maae være betænkte paa, fuldstændigt at sætte disse Magter ind i Sagens Stilling og den preuss. Regerings Politik ligeoverfor os. —

25. Februar 1868.

Ministerraadet resolverede:

at Forestillingen til Kongen kun skulde gaae ud paa at foreslaae at Svaret affattes i Overensstemmelse med Nr. 2. —

Opskrift med P. Vedels Haand.