Danmarks Breve

BREV TIL: Christian 9. FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1868-02-27)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kongen.
Kjøbenhavn, 27. Februar 1868.

Allerunderdanigst Forestilling.

Som det vil være i Deres Majestæts Allernaadigste Erindring, var det saavel i den Depesche, som Kammerherre s. 777 Quaade efter sin Tilbagekomst til Berlin i Januar communicerede Grev Bismarck, som ogsaa ved Forhandlingernes Gjenoptagelse med den preussiske Commissair udtrykkelig udtalt, at de Tilsikkringer, som den kongelige Regjering ved Instruction af 17de December f. A. havde bemyndiget Kammerherre Quaade til at give, i Et og Alt vare betingede af, at det Territorium, som Preussen vilde tilbagegive Danmark, var tilfredsstillende og svarede til den Hensigt, man ved denne Tilbagegivelse ønskede at opnaae. Jeg har allerede havt Leilighed til i dybeste Underdanighed at forelægge Deres Majestæt den kongelige Gesandts Indberetninger Nr. 9 og Nr. XXII, XXIV og XXV 1) , og Deres Majestæt vil deraf Allernaadigst have seet, at den preussiske Regjering nu har erklæret gjennem sin Befuldmægtigede, dels at den »ikke vilde kunne gaae længere sydligt med Afstemningsgrændsen end til Gjennerbugten«, dels at den i de væsentligste Punkter og navnlig med Hensyn til det saakaldte Normalaar af 1846 fastholder sine tidligere Garantifordringer.

Ligeoverfor denne Erklæring af den preussiske Befuldmægtigede kan jeg ikke Andet end ansee det for umuligt under de nærværende Omstændigheder at vente sig noget endog kun taaleligt Resultat af Forhandlingerne. Allerede den ringe Territorial-Udstrækning, som den preussiske Regjering erklærer at ville give Afstaaelsen, er i og for sig tilstrækkelig til, at den kongelige Regjering maatte ansee det for meget tvivlsomt, om den kunde gaae ind paa dette Tilbud, selv om det ikke var betinget af nogensomhelst Garanti og Indskrænkninger; men nu forlanger den preussiske Regjering desuden Tilsikkringer, som den kongelige Regjering efter min allerunderdanigste Formening under ingen Omstændigheder kunde give, fordi de vilde medføre de øiensynligste Farer for fremtidige alvorlige Forviklinger med Preussen. Hvor meget Deres Majestæts Ministerium end havde ønsket at bringe et gunstigt Resultat ud af disse Forhandlinger, s. 778 tør vi derfor dog ikke i dybeste Underdanighed foreslaae Deres Majestæt noget Andet end at afslaae de nu fuldstændigt overskuelige preussiske Forlangender og hellere at vente af Fremtiden, hvad der for Øieblikket ikke kan opnaaes. Jeg kan end ikke allerunderdanigst foreslaae Deres Majestæt noget Middel til at drage Forhandlingerne i Langdrag, uagtet jeg fuldkommen vurderer de Fordele, der muligen kunde være forbundne med en saadan Fremgangsmaade, og jeg ikke miskjender det Ubehagelige, der ligger for den kongelige Regjering i at være den, som formelt afbryder den paabegyndte Forhandling. Men det vilde ikke være muligt at holde denne gaaende, efterat en saa bestemt preussisk Erklæring er bleven afgivet, uden at man udsatte sig for at engageres definitivt ind paa Garantier, som man dog tilsidst ikke med Rolighed kunde paatage sig, og fik Udseende af at opgive den Grændse, som dog alene afgiver den Sikkerhed, der er nødvendig for vor Fremtid. Jeg kan end ikke ansee det for rigtigt at lade nogen længere Tid hengaae, før der tilstilles Kammerherre Quaade nye Instructioner, da dette, uden at bringe nogensomhelst Fordeel kun kunde tjene til at fremkalde den Tro hos den preussiske Regjering, at Deres Majestæt nærede nogen Tvivl, om der dog ikke kunde være Grund til at gaae ind paa dens Forslag.

Men, idet der efter min allerunderdanigste Formening maa gives et bestemt afslaaende Svar, vil det tillige i dette være nødvendigt at sikkre sig imod, at Fremtiden i nogen Maade kan blive præjudiceret ved den hidtidige Forhandling, og altsaa endnu engang at stille den hele Undersøgelse om eventuelle Garantier i det rette Lys. Forsaavidt dette nemlig skeer, tør jeg antage, at denne Forhandling, om den end ulykkeligviis ikke har ledet til noget positivt Resultat, dog ikke har været uden en i det Hele gavnlig Indflydelse paa Sagen.

Alle Magterne, som have fulgt Spørgsmaalet med nogen Interesse, vare vistnok fra Regyndelsen af enige i, at Fordringen s. 779 om Garantier ikke blot ikke var hjemlet, men endog stiltiende var udelukket ved Pragerfreden; men det var dog den almindelige Mening mellem dem, at vi gjorde rettest i at modtage den Forhandling, som Preussen tilbød os i afvigte Foraar, og uden at binde os i Forveien i Principet at vise os beredte til at undersøge de Garantier, som Preussen maatte fremsætte, maaskee mere som et Skin og for at dække sig lige overfor den offentlige Mening i Tydskland, end som en Realitet, der virkelig kunde medføre Farer for vor Fremtid. Den nu gjorte Erfaring viser, at denne Betragtning hvilede paa en fuldstændig Illusion om Preussens Loyalitet; thi medens de af os tilbudte Tilsikkringer gaae saa vidt, som nogen Upartisk har kunnet tænke sig muligt, vise de preussiske Garantifordringer sig tydeligt som havende til For- maal under den danske Konges nominelle Herredømme at lade en lille tydsk Minoritet under Preussens Beskyttelse beherske den danske Majoritet i et dansk Land. Benyttende sig af Pragerfredens Mangel paa nogen Tidsbestemmelse, paastod Preussen hidtil, at det maatte være den selv overladt at vælge Momentet; men ved disse Forhandlinger har Preussen nu erkjendt, at Tiden var kommet til at opfylde det givne Løfte, men at Spørgsmaalet kun beroede paa, om Danmark vilde tilfredsstille de stillede Fordringer. Og disse Fordringer, om hvilke Preussen hidtil kun udtalte sig ganske i Almindelighed og som efter Sigende ikke i nogen Maade skulde berøre Deres Majestæts Souverainitet og Rigets Selvstændighed, vise sig nu for Alle i et ganske andet og langt mindre uskyldigt Lys. Medens der endelig tidligere kun taltes om strategiske Punkter paa Als og Dybbøl, som gjorde det yderst betænkeligt for Preussen at tilbagegive Flensborg- Grændsen, træder nu aabent den bestemte Hensigt frem at forholde os ikke blot Sundeved og Als, men ogsaa Aabenraa Amt. Naar den preussiske Regjering virkelig forstaaer sine Forpligtelser paa en saadan Maade, er det ikke skadeligt for Sagen, at dette er blevet tilstrækkeligt klart for alle Magter, s. 780 og at Pragerfredens Artikel 5, istedetfor at henligge som et dødt Ord, som Tilfældet var, forinden denne Forhandling begyndte, nu ved den er blevet til et Spørgsmaal, der vistnok endnu ikke mindre end før venter paa sin Løsning, men som dog efterhaanden er blevet omgivet med alle de Oplysninger, som udfordres til en begrundet Dom om Sagen.

Hvad jeg saaledes allerunderdanigst tør ansee nødvendigt at iagttage i det afslaaende Svar til de preussiske Propositioner, er en klar og for Fremtiden upræjudiceerlig Afbrydelse af Forhandlingen, saaledes at denne alene kan tjene til at oplyse Preussens Færd og Hensigter, men ikke i nogen Maade kan berøre Danmarks Ret. Dette forekommer mig allerunderdanigst opnaaet derved, at Svaret gaaer ud paa, at den kongelige Regjering saameget mindre kan gaae ind paa de af den preussiske Regjering fremdeles paastaaede Garantier, hvis Virkning vilde være i høi Grad faretruende for Danmarks Fremtid, som allerede de Tilsikkringer, som den kongelige Gesandt havde stillet i eventuel Udsigt, i og for sig frembøde Betænkeligheder, som vi kun kunde oversee, forsaavidt al anden Anledning til fremtidige Vanskeligheder mellem Danmark og Preussen fjernedes ved en tilfredsstillende Grændsebestemmelse. Dette var imidlertid saa langtfra Tilfældet med den i Udsigt stillede eventuelle Afstaaelse, at den kongelige Regjering ligeoverfor dette Tilbud maatte fuldstændigt tilbagetage sine tidligere Antydninger om særlige Tilsikkringer.

Forsaavidt et Svar, affattet i denne Aand, men udført videre navnlig i Henseende til Motiveringen, maatte vinde Deres Majestæts Allerhøieste Bifald, og dersom, hvad jeg vistnok maa forudsee, Forhandlingen derpaa af den preussiske Regjering erklæres afbrudt, vil det efter min allerunderdanigste Formening være nødvendigt at gjøre en fuldstændig Meddelelse om det Passerede til de andre Magter; men idet jeg tør forbeholde mig desangaaende allerunderdanigst at indhente Deres Majestæts yderligere Ordrer, ind s. 781 skrænker jeg mig for Tiden til i dybeste Underdanighed at andrage paa:

at Deres Majestæt Allernaadigst vil behage at bemyndige mig til at instruere Kammerherre Quaade til i Overeensstemmelse med Ovenstaaende at besvare den kongelig preussiske Commissairs Meddelelse.

Udenrigsministeriet, 27. Februar 1868.

Allerunderdanigst
C. E. Krag-Juel-Vind-Frijs.

Indstillingen bifaldes.
Amalienborg, 28. Februar 1868.

Christian R.