Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1868-03-08)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 8. Marts 1868.

Kjære Quaade! Da jeg har nogle Øieblikke til min Disposition vil jeg benytte disse for at samtale lidt med Dem, ikke saa meget om den slesvigske Sag, hvorom jeg snart haaber at kunne tilskrive Dem officielt, som om de andre Vanskeligheder der frembyde sig paa min Vei, thi det lader som om denne Tid skal være en Modgangens Tid ikke alene paa Grund af hvad De har maattet bringe og som naturligviis er det Væsentligste, men ogsaa paa Grund af de i Amerika stedfindende Forhold, der drage Ratificationen af vor Tractat med de forenede Stater i Langdrag, samt fordi vor Kirkeminister midt under Kampens Hede er bleven udygtigs. 791til at fortsætte og saaledes har maattet paa Grund af Helbredshensyn erholde sin Ansøgning om Entledigelse fra Kirkeministeriet bevilget; ¹⁾P. C. Kierkegaard tog sin Afsked 6/3 1868, 15/3 1868 blev Aleth Hansen Kirke- og Undervisningsminister. og De vil forstaae at det ikke er muligt ei heller efter min Anskuelse ønskeligt at Forslag saavel om Valgmenigheder som om Kirkecommission føres frem og gjøres til Cabinetsspørgsmaal, naar Ministeriet ikke har en Personlighed, som kan ved sin personlige Fagdygtighed bære Ansvaret, og dette vil næsten være en Umulighed at erholde midt under Sessionen og da vedkommende Spørgsmaals Afgjørelse er paa Dagsordenen; det er i mange Henseender med Hensyn til vor indre Udvikling hvad disse Forhold angaae sørgeligt at ikke en Decision enten til den ene eller til den anden Side har kunnet erholdes og efter min Overbeviisning erholder Ministeriet herved en échec, som vil gjøre dets fremtidige Nytte yderst tvivlsom, thi den eneste Maade hvorpaa dette kunde hæves, var at man om føie Tid kunde skaffe sig en Substitut, som kunde følge i Kierkegaards Fodspor men dette er ikke saa let deels paa Grund af Mandens (Kierkegaards) personlige Dygtighed, deels paa Grund af hans særegne Stilling som Tilsynsmand i Kirken og hvorpaa jeg just maatte lægge en særlig Vægt, da saa Mange og saa betydende Mænd af Geistligheden vare imod Forslaget; for Sagens Skyld troer jeg, at det var ønskeligere om Sagen havde kunnet fægtes ud og for mit personlige Vedkommende er det naturligviis piinligt om jeg ikke kan foreslaae en Mand der er istand til at føre det Paabegyndte igjennem og som tillige er acceptabel for Kongen. — I Anledning af det i Deres sidste venlige Skrivelse ²⁾Ikke bevaret. Sml. S. 762. reiste Spørgsmaal om Hensigtsmæssigheden af at benytte den tilbudte Assistance af vedkommende Veteran, da troer jeg navnlig at dette kunde have nogen Betydning og kanske en gavnlig Indflydelse, naar man stærkt fremhævede det Urimeliges. 792i at fastholde det allersidste Punkt som i saa høi Grad berører den souveraine Myndighed. Jeg antager ikke at De vil være fuldt enigt [!] med mit Svar, endskjøndt jeg skal bestræbe mig for at gjøre det saa blidt som muligt i Formen; jeg ønsker Dem af fuldt Hjerte tillykke med at De har faaet Thiele som Udenrigsminister at samtale med, thi om end Forhandlingerne blive brudte, er det dog at foretrække at forhandle med denne end med den coleriske og nerveuse Greve, hvis øieblikkelige Stemninger ikke ere til at beregne. Havde jeg ikke havt som en sandsynlig Udsigt at kunne fratræde enten meget snart eller om nogle Maaneder vilde jeg kanskee have fundet mig opfordret til at pointere enkelte Punkter i Svaret noget stærkere, og dog stræbt at være lige høflig. I Virkeligheden gjør det hverken fra eller til, da del naturligviis kun er Bismarcks Hensigt at trække os omkring ved Næsen, men det er bedre at han er fuldstændig overbeviist om vor Naivitet og vor Troe paa gamle Illusioner, og at man altsaa ligeoverfor Ulven ikke giver det Udseende af at man jo troer paa dette Dyrs ædelmodige Carakteer, thi det er klart efter de forskjellige gjorte Forsøg i mæglende Forligsretning, at B. enten ikke lægger Vægt paa nogen fredelig og forligelig Udvikling fra vor Side eller paa Grund af sin onde Samvittighed ikke kan troe paa Muligheden af at vi virkelig kunne ønske at være fuldtroe Venner, og det er min Overbeviisning at Hindringen for at kunne komme til at have slig Opfattelse ligger deels i at et Rovdyr ikke kan forestille sig Andet som Hovedbestemmelse end at opsluge Alt hvad der kommer i Ens Nærhed selv om man derved ikke bliver en Smule federe, deels at vore ɔ: Kongen af Danmarks gamle Undersaattere, der ere blevne Overløbere, ikke kunne forandre deres gamle Carakteer at saae Tvedragt, hvor det blot er muligt; og derfor ogsaa consequent og logisk maa stræbe imod at en fredelig Løsning kom istand, hvorved Nordslesvigere glædede sig ved at omfavnes af Danmarks milde Scepter og hvor Sydslesvigere og Holsteneres. 793glædede sig ved den store Rolle de komme til at spille i Verdenshistorien som preussiske Borgere, og hvorvel man fra preussisk Side vistnok ikke agter at benytte disse Rumlere længere end høist nødvendigt, saa kunne de dog prægtig bruges til at gjøre enhver Retrocession forkastelig fra preussisk og tydsk Side fordi man derved angriber det slesvig-holsteenske Drømmeri, der hvorvel tilintetgjort i Virkeligheden dog godt endnu kan bruges som Forsvar imod os.

C. E. Frijs.