Danmarks Breve

BREV TIL: Gebhard Léon Moltke-Hvitfeldt FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1868-03-12)

Udenrigsminister Grev Frijs til Gesandterne i
Paris, London, Wien, St. Petersborg og Stockholm
.
Kjøbenhavn, 12. Marts 1868.

Forhandlingerne i Berlin angaaende det slesvigske Spørgsmaal ere ved den preussiske Regerings sidste Erklæringer bragte til et Punkt, hvor der destoværre kun er meget lidet Haab om at de ville føre til et positivt Resultat.

Efter i længere Tid at have overveiet de i Overensstemmelse med min Instruction af 17de December f. A. af Kammerherre s. 798 Quaade fremsatte Forslag har den preussiske Commissair nylig gjort 2 vigtige officielle Meddelelser, den ene med Hensyn til Grændsen for den eventuelle Afstemning og Afstaaelse, den anden med Hensyn til de Garantier som Preussen fastholder til Fordeel for de i den afstaaede Landstrækning bosatte Tydske. I Henseende til det førstnævnte Punkt erklæres det at den preussiske Regering ikke vil gaae længere end til Gjennerbugten, som D. H. vil finde paa Kortet som den sydlige Grændse af Haderslev Amt. Hvad dernæst Garantierne angaaer, har den preussiske Regering

1) efter de af Kammerherre Quaade givne Oplysninger om den danske Lovgivning erkjendt at de første 4 Nummere af de oprindelig forlangte Garantier ere tilstrækkeligt sikkrede, i alt Fald naar den kongelige Regering lover at de om disse Forhold giældende Bestemmelser ikkun skulle kunne forandres giennem den almindelige for hele Riget giældende Lovgivning og ikke ved specielle eller particulære, alene paa de eventuelt aftraadte Distrikter anvendelige Love;

2) modtaget de af os foreløbig givne Tilsagn med Hensyn til Nr. 10 og 11 som fyldestgjørende;

3) opgivet Garantifordring Nr. 5 og Menighedernes Valgog Præsentationsret i Nr. 6, som uden Betydning, efterat man har bestemt sig til ikke at lade den eventuelle Afstaaelse gaae ud over Haderslev Amt hvor de faktiske Forudsætninger for de paatænkte Garantier ikke ere tilstæde;

4) fastholdt Fordringen i Nr. 6 om Normalaaret 1846 for Kirke- og Skolesproget og Skolernes Eiendomsret, samt Nr. 8 om Bibeholdelsen af samme Normalaar for Byernes (Haderslevs og Christiansfeldts) Communalforfatning, dog med Tilføiende af at man med Hensyn til sidstnævnte Punkt vilde være villig til at tage Forslag fra den kongelige Regerings Side under Overveielse, om hvorledes det i Communerne dagiældende Cooptionssystem kunde afløses af andre for den tydske Befolkning ligesaa betryggende Regler om Communalraadets Sammensætning. — Af den Betænkning som s. 799 jeg i sin Tid confidentielt har tilstillet D. H. om de forskjellige Garantipunkter, vil De tilstrækkelig have seet Betydningen af disse Fordringer. Vistnok bestode disse Bestemmelser i 1846 altsaa under det danske Herredømme, men de vare netop Grundpillerne for det augustenborgske Fortydskningssystem som førte til Catastrophen i 1848 og enhver Upartisk vil indsee at det vilde være absolut umuligt for en dansk Regering at forpligte sig til Preussen til at den hele offentlige Undervisning i Skolen og Hovedgudstjenesten i Kirken i danske Byer, hvis langt overveiende Befolkning er og paa det Bestemteste ønsker at blive dansk, alene skal finde Sted paa Tydsk. Kammerherre Quaade havde paa den kongelige Regerings Vegne tilsagt de 2 Sprogs fuldstændige Ligestillelse i Skolen og Kirken, saa at det frit overlodes Reboerne at vælge det ene eller det andet, idet der paa samme Vilkaar oprettedes en dansk og en tydsk Skole paa Statens Bekostning, og der indrettedes en dobbelt Gudstjeneste af Præster lønnede paa sædvanlig Maade. Men disse Forslag ere af den preussiske Regering forkastede og ligesom en uhildet Betragtning ikke kan efterlade nogen Tvivl om at ingen dansk Regering kan gaae videre, saaledes beviser den preussiske Fordring ogsaa destoværre altfor tydeligt at man end ikke vil lade sig nøie med i den videste Forstand og uden at tage Hensyn til de politiske Interesser i Fremtiden at ville omgive de tydske Beboere af Nordslesvig med internationale Garantier, men at man ligefrem sætter sig til Formaal at undertrykke den danske Majoritet, og det med den danske Regerings Hjælp og under dens nominelle Herredømme. — Det Samme giælder om Fordringen med Hensyn til Communalforfatningerne og jeg behøver ikke at bemærke at Intet er opnaaet derved at den preussiske Commissair stiller en Opgivelse af Cooptionssystemet i Udsigt, naar han dog samtidigt fordrer, at den kongelige Regering skal udfinde og foreslaae andre ligesaa trykkende Indskrænkninger for Bestyrelsen.

s. 800 5) Endelig forbeholder den preussiske Commissair sig at stille nærmere Forslag om Nr. 7 og Nr. 9 om Rets- og Forretningssproget og om Embedsmændenes Uddannelse, ligesom ogsaa om Nr. 12 angaaende opstaaede Stridigheders Afgiørelse ved Voldgift. Disse 3 Punkter havde den kongelige Commissair antaget i Principet, men ligesom jeg har væsentlige Grunde til at frygte for at man ved de forbeholdte nærmere Forslag paatænker at stille umulige Fordringer navnlig med Hensyn til Embedsmændenes Uddannelse, saaledes skjuler ogsaa Nr. 12 en formel Vanskelighed, som allerede er kommen frem og med Hensyn til hvilken den preussiske Regering har viist en saadan Mangel paa god Villie at den virkelig har overrasket mig. Det Spørgsmaal var nemlig reist, under hvilken Form en opstaaet Tvivl om Garantiernes eventuelle Opfyldelse i et enkelt Tilfælde skulde bringes for Voldgiftsretten. I saa Henseende havde vi foreslaaet at den Undersaat i Nordslesvig som antog at Øvrigheden i et enkelt Tilfælde havde overtraadt en Garantibestemmelse, derom havde at rette sin Klage til den danske Regering med Tilføiende at han udbad sig Spørgsmaalet meddeelt den preussiske Regering forsaavidt man ikke billigede hans af Øvrighedens modsatte Opfatning. Jeg behøver ikke for D. H. at fremhæve hvor utænkeligt det vilde være at den danske Regering skulde kunne undlade eventuelt at opfylde en saadan Begiæring, i Haab om paa denne Maade at holde Spørgsmaalet hemmeligt for den preussiske Regering, og det Hele angaaer saaledes kun en Form men ganske vist en Form som i høieste Grad berører den kongelige Regerings Værdighed. Ikke destomindre har den preussiske Regering erklæret ikke at kunne lade sig nøie med den foreslaaede Fremgangsmaade og insisterer paa direkte at sættes i Kundskab om Klagen, hvilket kun kan skee ved at den kongelig danske Undersaat faaer Ret til at klage over sin egen Regerings formeentlig uberettigede Handlinger til en fremmed Regering, enten ved at henvende sig til denne umiddelbart s. 801 eller hvad der vel er sandsynligere til preussiske Consuler paa Stedet eller til den preussiske Gesandt i Kjøbenhavn, som saaledes skulde være accrediteret hos Kongen med det Hverv at controllere og censurere dennes Regeringshandlinger. Jeg behøver ikke at sige Dem at Hans Majestæt aldrig modtager en saadan Stilling.

Dette er altsaa kortelig Forhandlingens nuværende Standpunkt. Paa den ene Side fastholder den preussiske Regering Garantier, hvis Umulighed er indlysende, paa den anden Side er det nu ikke alene Als og Sundeved, der vilkaarlig og af saakaldte strategiske Grunde skulle holdes tilbage, men det Samme giælder ogsaa om Aabenraa Amt, uagtet dets danske Nationalitet er tilstrækkelig hævet over al Tvivl og intet strategisk Paaskud for dets Vedkommende lader sig paaberaabe.

Ligeoverfor denne Holdning af den preussiske Regering vilde det vistnok have været ganske naturligt om den kongelige Regering istedetfor at fortsætte forgiæves Forsøg paa at naae en Overenskomst saalænge Preussen vedbliver at vise en saa lidet imødekommende Stemning, erklærede de nærværende Forhandlinger for frugtesløse for Tiden. D. H. vil imidlertid af den i Afskrift vedlagte Instruction til Kammerherre Quaade see 1) at den kongelige Regering omhyggelig har undgaaet Alt som kunde opfattes som indeholdende en Afbrydelse af Forhandlingen, og 2) at den hovedsagelig har giort sine Indvendinger mod Garantierne og ikke mod Territorialbegrændsningen. Grunden hertil vil D. H. let vurdere. Alle europæiske Magter undtagen Preussen erkjende at Fordringen om Garantier i det Hele er hverken hiemlet i Pragerfreden ei heller forenelig med de politiske Interesser, og navnlig vil denne Erkjendelse være bleven levende efterat det nu har viist sig hvori disse Garantier skulde bestaae. Alle ville altsaa bifalde at vi med Hensyn til dette Punkt svare med et non possumus. Derimod turde det være muligt at man med Hensyn til Opfattelsen af Territorialspørgsmaalet, s. 802 ved Siden af at erkjende at Haderslev Amt er kun en ringe Deel af hvad der efter Pragerfredens virkelige Mening bør tilbagegives Danmark, dog vilde ansee det for urigtigt om vi af denne Aarsag vægrede os ved at modtage som en à compte hvad vi nu kunde opnaae, forbeholdende Fremtiden at bringe os Resten. Under disse Omstændigheder har jeg altsaa i Depeschens 3die Alinea troet at burde

51

1. fremdeles opretholde vort Tilbud om at give de af os tidligere omtalte Garantier, forsaavidt vi derved kunne opnaae den virkelige Grændse, og

2. forsaavidt denne Forudsætning ikke opfyldes, vende tilbage til det oprindelige Standpunkt at nægte alle yderligere Garantier end dem som indeholdes i Wienerfreden, og altsaa holdende det aabent, hvis Tilbudet om en Afstaaelse uden videre Garantier giøres os, at discutere hvorvidt et saadant Tilbud da i territorial Henseende var af en saadan Beskaffenhed, at det maatte ansees for rigtigt at modtage det.

Jeg antager at det vil findes mindre stemmende med den preussiske Politiks Interesser ligeoverfor dette Svar at erklære Forhandlingerne afbrudte, skjøndt jeg rigtignok heller ikke ret kan see ved hvilken Vending disse fra preussisk Side paany kunne bringes ind i Sporet. Men hvad enten en Afbrydelse fra preussisk Side snart vil paafølge eller Forhandlingen endnu i nogen Tid kan fortsættes, sætter jeg den største Priis paa at den — — Regering tilfulde vurderer den Holdning som den kongelige Regering stadigen har indtaget i denne Forhandling fra dens første Begyndelse og som vistnok vil erkjendes at være saa langt som muligt fra at have den uforsonlige Characteer som den preussiske Regering paa enhver Maade søger at bringe Magterne til at troe det. Jeg beder derfor D. H. confidentielt at giøre Udenrigsministeren bekjendt med Sagens Stilling i Almindelighed og navnlig i Fortrolighed at give ham Afskrift af den medfølgende Instruction til Kammerherre Quaade. Men da vi ikke s. 803 ville forudsætte Muligheden af at Preussen ligeoverfor dette Svar skulde ville afbryde Forhandlingen, vil D. H. indrette Deres Udtryk derefter og først, naar Preussen virkelig maatte formelt bryde Forhandlingen, forbeholder jeg mig at instruere Dem til officielt at give den — — Regering en kort Fremstilling af Sagens Gang og eventuelt at henstille til den saavelsom til de andre Magter at antage sig mere activt denne Sag. —

Til Frankrig og Østerrig.

For det Tilfælde at det preussiske Cabinet imod Forventning skulde bestemme sig til at afbryde Forhandlingerne, forudseer jeg at det strax vil søge at fremstille Sagen i (Paris — Wien) som om det nu forgiæves har bestræbt sig for at opfylde Pragerfredens Art. 5, og søge at erholde en stiltiende eller udtrykkelig Anerkjendelse af at der paa Grund heraf ikke længere kan paahvile det nogen Forpligtelse til at udføre denne Artikels Bestemmelser. Jeg tør holde mig overbeviist om at D. H. vil have al Deres Opmærksomhed heftet paa Muligheden af et saadant Forsøg og at det vil lykkes Dem i Forveien at sikkre Dem at Udenrigsministeren altfor vel kjender Sagens rette Sammenhæng til ved nogen urigtig Fremstilling at kunne bevæges til at indrømme en saadan Paastands Berettigelse fra preussisk Side.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 5 (Paris), 3 (London), 5 (Wien), 4 (St. Petersborg), 3 (Stockholm).