Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1868-03-19)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 19. Marts 1868.

I Fortsættelse af min Instruction Nr. 5 1) og, for det Tilfælde at den preuss. Regering i de af mig i Depesche Nr. 4 2) fremhævede Bemærkninger finder tilstrækkelig Anledning til at give Forhandlingerne om det slesvigske Spørgsmaal en for os mere gunstig Vending, skal jeg ikke undlade allerede nu at forsyne D. H. med en foreløbig Instrux m. H. t. de af Hr. Rucher omhandlede enkelte Garantipunkter.

Da Nr. 1—5 ikke synes at frembyde nogen Vanskelighed, skal jeg ikke videre omtale disse Punkter; dog maa jeg m. H. t. Nr. 5, der muligvis paany kunde komme frem som Følge af at der blev Spørgsmaal om at udstrække den paatænkte Tilbagegivelse af Nordslesvig længere mod Syd, henvise til Instructionen af 17. Dec. f. A. og Depesche Nr. 2 d. A. 3) Den oprindelige Garantifordring gaaer alene ud paa 1) at de tydske Beboere kunne danne særlige Menigheder, 2) at de i saa Fald ikke skulle bidrage til nogen dansk Menighed, og 3) at de saaledes opstaaede tydske Menigheder ville blive understøttede af Staten ligesom de danske. Herpaa er Svaret 1) det skal staae dem frit for, 2) med Undtagelse af Tiende af tiendepligtig Eiendom ville de blive frie for Ridrag, 3) de ville blive understøttede ligesom Folkekirken og andre anerkjendte Troessamfund, kun kunne de ikke giøre Krav paa pecuniær Understøttelse af offentl. Midler. — Da der ikke er reist Spørgsmaal om hvorvidt saadanne frie tydske Menigheder skulde vedblive at høre til Folkekirkens Organisme, hvilket i Virkeligheden heller ikke frembyder særlige praktiske Fordele, er der ingen Anledning til her nærmere at komme ind paa det for Tiden her i Landet omhandlede s. 810 Spørgsmaal om Fri- og Hjælpemenigheder som Led i Folkekirken.

M. H. t. Nr. 6 kan jeg ikke i nogen Maade fravige hvad jeg i Instr. af 17. Dec. har giort giældende angaaende Umuligheden for den kongelige Regering af at vende tilbage til den i 1846 bestaaende Ordning af Skole- og Kirkesproget samt af Communalforfatningen i Byerne, eller til overhovedet at gaae videre end til den fuldstændige Paritet mellem Sprogene, som der fra vor Side er stillet i Udsigt. Forsaavidt man fra preuss. Side vil fremhæve at det dog i alt Fald er den Ordning som den kgl. Regering i sin Tid selv har erkjendt for billig og opretholdt, vil D. H. gjøre opmærksom paa at dels har netop denne Foranstaltning, der gaves under augustenborgsk Indflydelse, havt den største og skadeligste Indflydelse paa de senere sørgelige Begivenheder, dels kunde denne Ordning, hvor ubillig den end i og for sig allerede dengang var, dog bedre taales paa en Tid hvor Slesvig som en Heelhed betragtedes og styredes som selvstændig Landsdeel, medens den nu, da Sprog- og Nationalitetsspørgsmaalet er fremtraadt med en tidligere ukjendt Styrke og naar det danske Nordslesvig adskilt fra det tydske Sydslesvig skulde optages i det egtl. Dmk. i constit. og administr. Henseende, vilde være en fuldstændig Umulighed. — Hvad særlig Spørgsmaalet om Communeforfatningen angaaer, synes den pr. Commissair at have misforstaaet D. H.s Erklæring, naar han imødeseer Forslag fra vor Side, om hvilke Bestemmelser der kunde træde i Stedet for det forældede og ubrugelige Cooptionssystem, thi vi have kun udtalt at vi ikke vilde vægre os for at tage mulige Forslag desangaaende under Overveielse.

Hvad angaaer Nr. 7 om Rets- og Forretningssproget er det ikke tilstrækkeligt at den posenske Lovgivning ikke udtrykkelig nævnes som bestemmende for os, men det er en billig Fordring af os at man udtrykkelig skal formulere sine Forlangender istedetfor at henvise os til at studere ovennævnte s. 811 Lovgivning for saaledes at skaffe os Kundskab om hvad det er, som Preussen i saa Henseende fordrer. Vi vente derfor en Formulering fra pr. Side, men denne maa bestaae i nogle faae alm. Grundsætninger, idet det vil være den kongelige Regering umuligt i en saadan folkeretlig Overenskomst at optage alle Detailler og saaledes maaskee endog indirekte at binde sig m. H. t. Rets- og Forretnings-Ordningen ogsaa i andre Henseender end Sproget.

Jeg skal ikke udtale mig nærmere angaaende Nr. 8 da den pr. Commissair forbeholder sig at stille bestemtere Forslag derom. Dog maa jeg allerede nu bemærke at jeg havde antaget at det af D. H. angaaende dette Punkt givne Svar vilde være tilstrækkeligt til at fjærne ethvert yderligere Spørgsmaal derom. Naar dette derfor ikke er skeet, og naar jeg seer hen til den af Hr. Rucher givne Oplysning om det »fra Hertugdømmene« fremkomne høist eiendommelige Forslag og til hans egne Antydninger om Haderslev Skoles fremtidige Bestemmelse, frygter jeg rigtignok for, at dette Punkt senere kan vise sig at frembyde meget væsentlige Vanskeligheder.

Sluttelig skal jeg kun m. H. t. det af D. H. i Anledning af Nr. 11 reiste Spørgsmaal om hvorledes og til hvem event. Reclamationer skulde indgives, udtrykke min Forundring over den Mangel paa Imødekommen, som den pr. Regering ogsaa paa dette Punkt har beviist. Thi der kan selvfølgelig ikke være nogen Tvivl om at det af D. H. giorte Forslag i Realiteten frembyder al fornøden Garanti, medens en anden Form end den af os foreslaaede vilde være uforenelig med Kongens Værdighed og Regeringens Stilling ligeoverfor Undersaatterne. Da imidl. den preuss. Commissair endnu ikke nærmere har formuleret sin Regerings Fordring m. H. t. dette Punkt, afventer jeg at dette skeer.

Som jeg allerede i Begyndelsen af denne Depesche har bemærket ere disse Bemærkninger foreløbige og kun fremkaldte ved det Ønske hos mig at orientere D. H. m. H. t. den s. 812 Maade hvorpaa jeg paa Forhandlingens nuværende Stadium seer den pr. Commissairs fornyede Fordringer. Saasnart Stillingen tegner sig bestemtere ved den pr. Regerings Svar paa Depesche Nr. 4, forbeholder jeg mig derfor at komme tilbage til den egentlige Garantiforhandling.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 7.