Falbe, Christian Frederik BREV TIL: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind FRA: Falbe, Christian Frederik (1868-03-24)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 24. Marts 1868.

Herr Greve,

Deres Excellences Depeche Nr. 5 af 12te Dennes er for nogle Dage siden kommen mig ihænde; men jeg maatte afvente Slutningen af Herrehusets Forhandlinger i Concordatssagen, inden jeg fandt det passende og hensigtsmæssigt at udbede mig en Samtale med Rigskantsleren. Denne fandt Sted igaar. I Forgemakket traf jeg sammen med Baron Werther, og da der saaledes ikke kunde være Tale om, at dølge Anledningen til mit Komme, yttrede jeg mig for ham om vore Forhandlingers lidet lovende Standpunkt i Berlin og gav ham Deres Excellences Instruction af 9de dennes til Kammerherre Quaade at læse. 1) Baron Werther sagde mig, at han selv ikke havde faaet nogen Meddelelse fra sin Regjering om den nordslesvigske Sag, og bekræftede mig saaledes, hvad jeg alt paa anden Maade havde søgt at komme til Kundskab om, saameget mere, som her i den sidste Tid var gaaet Rygte om, at Forhandlingerne vare blevne afbrudte af os. — Jeg blev indladt i Baron Beust’s Cabinet førend min preussiske Collega, og fremstillede overensstemmende med Deres Excellences Instruxer Sagens nærværendes. 813Standpunkt for ham, idet jeg oplæste Instructionen til Kammerherre Quaade, hvoraf han selv bad mig efterlade sig den medbragte Afskrift for, som han sagde, at kunne have den ved Haanden, naar han nu benyttede Leiligheden, til at tale indtrængende derom til Baron Werther. Efterat jeg endvidere havde yttret, at Forhandlingerne især maatte strande paa Umuligheden af de preussiske Fordringer i Henseende til Kirke- og Skolesproget, saavelsom paa Conseqventserne af den 12te Fordring: Tydske Indvaaneres Ret til at føre Klage for den preussiske Regjering, udbrød Kantsleren, at saadanne Fordringer fra Preussens Side vare ligefrem »barnagtige«. Han tilføiede, at naar han ved tidligere Leiligheder havde trængt ind paa den preussiske Regjering, for at fremme Forhandlingerne, havde man stedse indvendt, at enhver Afstaaelse af slesvigsk Gebeet til Danmark, langtfra at forbedre Forholdet mellem de to Lande, kun vilde blive Kilden til Klager og deraf opstaaede Vanskeligheder, havde han anbefalet som et radikalt Middel, at man til den eventuelle Aftrædelsestraktat skulde føie en hemmelig Artikel, hvori der paalagdes den danske Regjering uden Tøven at udrydde al Tydskhed i den tilbagevundne Landsdeel, og han var fremdeles af samme Mening. Da Raron Reust ikke omtalte, hvorvidt en lignende Ret skulde stipuleres for Preussens Vedkommende i det øvrige Slesvig, undlod jeg at gjøre opmærksom paa denne Conseqvents, der vel er skikket til at komme i Betragtning, naar den kongelige Regjering skulde have at afgjøre, hvorvidt den maatte ville modtage den af Preussen nu tilbudte Grændse, der vil efterlade over Halvdelen af Slesvigs danske Befolkning under preussisk Herredømme. Paa Baron Beust’s Spørgsmaal, om vi vilde være tilfredse med den nu foreslaaede Grændse, svarede jeg ubetinget Nei, og at den kongelige Regjering ikke endnu kunde erklære sig om den dog maatte ville modtage den, og priisgive en saa talrig dansk Befolkning, saameget mindre, som der var liden Sandsynlighed for, at Preussen vilde frafaldes. 814de nu opstillede Garantiefordringer, hvis Mangel paa Berettigelse alt var bleven aabent constateret af Østerrig og andre venskabelige Magter.

Da jeg atter gjensaae Baron Werther i Forgemakket, sagde jeg ham, at Rigskantsleren agtede at underholde ham om den af mig netop gjorte Meddelelse af Khrre Quaades nye Instructioner, og tilføiede, at jeg gjorde Regning paa hans velvillige Bestræbelser for at bringe Forhandlingerne ind i et bedre Spor.

den 26de.

Jeg havde igaar Aftes Leilighed til at tale et Par Ord med Baron Werther og Baron Beust i Hertugen af Gramonts Salon. Den Første sagde mig, at Rigskantsleren rigtigt havde underholdt sig med ham om de slesvigske Forhandlinger i Mandags, efterat jeg havde forladt dem, og at han med en i Dagens Løb afgaaet Coureer havde indgivet Beretning til sin Regjering om denne Samtale, ligesom han troede, at Baron Beust agtede at tilskrive Grev Wimpffen om Sagen. Rigskantsleren bekræftede dette Punkt senere, idet han yttrede, at han, uden at gaae ind paa Spørgsmaalets Detail, havde taget den fra den mere principielle Side, men indlod sig ikke paa nærmere at præcisere sine Argumenter for mig. Hans Excellence lovede mig imidlertid senere at lade mig faae Indblik i selve Depechen, som han agtede at afsende. Jeg troer at kunne slutte mig til, at Baron Beust vil gaae ud fra, at det maa ligge i Preussens egen Interesse, ikke at stille os inacceptable Betingelser for en Retrocession: »Naar man kun giver saa Lidt, saa giver man idetmindste med aaben Haand«, var en Yttring, der faldt fra ham i den korte Samtales Løb igaar Aftes. Preussen vilde derved tvinge Danmark, til at henvende sig om Mægling og Interpretation af Prager-Fredens Bestemmelser, eller fremkalde en saadan selv, hvis den skulde afgive den Erklæring, at Forhandlingerne med Danmark vare frugtesløse, og Østerrig vilde kuns. 815kunne give sin Interpretation overensstemmende med Traktatens Ordlyd.

Paa sin Side ønsker den keiserlige Regjering vist ligesaameget, at undgaae en directe Paakaldelse fra vor Side, og det vil vist være den velkomment, om den kongelige Regjering, naar en Henvendelse, som den i Deres Excellences Depeche af 12te i Udsigt stillede, rettes til de venskabelige Magter i Forening, 1) idet Ansvaret for Sagens videre Udvikling ikke da udelukkende kommer til at falde paa Østerrig. Hvorvidt der er Anledning til, under Forudsætning af Forhandlingernes Afbrydelse fra Preussens Side, at overskride det Stadium, der synes at være det næste, og hvor Preussen ikke kan gribe noget Paaskud til Sagens Afviisning, nemlig en directe Paakaldelse af Østerrigs Interpretation, som den eneste Magt, der har en Stemme i Sagen, skal jeg ikke være istand til at afgjøre. Jeg troer imidlertid, at der ingen Tvivl kan være om, at den østerrigske Regjering, hvis den paakaldes, samvittighedsfuldt vil opfylde de den paahvilende Pligter, saavidt dette kan forenes med dens fredelige Tendentser og Behov. . . .

Falbe.

Depeche Nr. 7, modtaget 29. Marts 1868. — En Sætning i sidste Stk. er forskrevet.