Quaade, George Joachim BREV TIL: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind FRA: Quaade, George Joachim (1868-03-27)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 27. Marts 1868.

Deres Excellence,

Ved en Diner, Grev Bismarck gav det herværende corps diplomatique i Anledning af Kongen af Preussens Fødselsdag den 22de d. M., havde jeg med Ministerpræsidenten ens. 817Samtale, som muligen ikke er ganske uden Betydning i nærværende Øieblik.

Efter først at have talt om ligegyldige Gjenstande og derpaa at have omtalt, at al hans Tid i de sidste Dage havde været aldeles optaget af Besøg fra og hos de forskjellige fyrstelige Personer, som vare komne til Berlin i Anledning af Kronprindsen af Preussens yngste Prindses Daab, gik Ministerpræsidenten over til med større Udførlighed at udtale sig om den Vanskelighed han havde ved at vinde den fornødne Tid til Udførelsen af de mange Forretninger som paahvilede ham. Denne Vanskelighed, sagde han, var ikke foraarsaget ved selve Forretningerne; disse i og for sig vilde han altid kunne overkomme; den laae i den megen Tid der hengik for ham med at sætte sig istand til at foretage hvad han ansaae for rigtigt: med at erholde den høiere Bemyndigelse han behøvede for at handle. Hvad det kostede ham, føiede han uforbeholdent til, at faae Kongen af Preussen til at gaae ind paa hans Ideer, det kunde Ingen gjøre sig en Forestilling om.

Om disse Yttringer vare foranledigede ved de Grev Bismarck vistnok ikke ubekjendte Besværinger over at han er saa lidet tilgjængelig for de herværende fremmede Diplomater, eller om de, og da navnlig Yttringen om Vanskeligheden ved at formaae Kongen til at gaae ind paa Ministerens politiske Ideer, vare fremførte i en mere speciel Hensigt, maa jeg lade uafgjort. Men umiddelbart efter at have udtalt sig som her anført, omtalte han det særegne Forhold mellem Danmark og Preussen i det slesvigske Anliggende. Han gik tilbage til Aaret 1863, og næst at bemærke, at det maatte erkjendes, at han dengang havde søgt at lette Danmark en Ordning af dets Mellemværende med Tydskland, sagde han, at han ogsaa paa de senere Stadier af den dansk-tydske Strid havde villet bidrage til en for Danmark antagelig Afgjørelse af denne Strid. Derfor vilde han have ønsket, at man fra dansk Side havde været mere eftergiven under Conferencen s. 818i London og derimod mere paastaaelig under Fredsunderhandlingerne i Wien. Jeg vilde erindre, at han under disse Forhandlinger næsten uopfordret eller ialfald uden stor Vanskelighed havde tilstaaet Danmark det nordøstlige Hjørne af Slesvig i Bytte mod de jydske Enclaver, og herved havde han saa at sige givet os et Vink om ikke at afslutte Fredspræliminarierne paa de af de tydske Magter foreslaaede Freds- og Vaabenstilstandsvilkaar, men derimod som Betingelse for at gaae ind herpaa, at gjøre Fordring paa det danske Slesvig. Dette Sidste havde dog ingen Værd for de tydske Magter, og for Danmark var der ingen Fare ved at vove en Gjenoptagelse af Fjendtlighederne; thi den østerrigske Flaade behøvede man ikke at frygte, og til Kjøbenhavn vilde de allierede Magter ikke kunne komme.

52

Idet jeg i Forbigaaende bemærker, at Grev Bismarck ved denne Yttring vel næppe har havt den forbigangne Tid staaende tilstrækkelig klart for Erindringen, thi ellers kunde han ikke have glemt sin egen Adfærd under den omhandlede Forhandling med Hensyn til Ærø, skal jeg endnu fremhæve, at alle disse Grev Bismarcks Yttringer bleve fremførte nøiagtigt i den angivne Sammenhæng uden nogensomhelst Foranledning fra min Side. Jeg indskrænkede mig, foruden til de korte Bemærkninger, der vare fornødne for at holde Samtalen vedlige, til, saa ofte jeg kunde, at gjøre opmærksom paa, at der jo endnu var Tid til en Afgjørelse som svarede til hvad Ministerpræsidenten havde ønsket, tilføiende at naar der i denne Henseende for Øieblikket stode særegne Vanskeligheder i Veien, var det bedre at Forhandlingen drog i Langdrag end at den skulde bryde paa disse Vanskeligheder.

Det forekommer mig, at hvilken Mening man end maatte have om hvorvidt Grev Bismarck har været fuldkommen oprigtig i hvad han ved denne Leilighed har sagt, hvilket jeg iøvrigt for mit Vedkommende troer, saa maa man dog af den Omstændighed at han nu har udtalt sig saaledes uddrage s. 819den Slutning, at han idetmindste ikke for Tiden ønsker et Brud paa Forhandlingen om Nordslesvig.

Quaade.

Depeche Nr. 16, modtaget 29. Marts 1868.