Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: George Joachim Quaade (1868-03-27)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 27. Marts 1868.

Deres Excellence

vil erindre, at da jeg havde den i min allerærbødigste Indberetning af 17de d. M. omhandlede Samtale med Herr v. Thile, havde denne endnu ikke kunnet erfare Grev Bismarcks Mening om det slesvigske Anliggendes Stilling efter den Meddelelse, jeg den 15de d. M. havde gjort Legationsraad Bucher.

Det er først igaar, at Herr v. Thile har kunnet faae Ministerpræsidenten i Tale om hiint Anliggende, og jeg skal nu tillade mig at gjøre Deres Excellence bekjendt med hvad Understatssecretairen derefter har meddeelt mig.

Jeg forudskikker den Bemærkning, at Herr v. Thile imorges har indfundet sig i min Bolig for at gjøre mig denne Meddelelse.

»Forat begynde med at resumere hvad jeg har at meddele«, sagde Herr v. Thile, »skal jeg strax udtale, at jeg fandt Ministerpræsidenten meget vel stemt mod Danmark og for en for dette Land antagelig Afgjørelse af Spørgsmaalet.«

Da Understatssecretairen, i Overeensstemmelse med hvad jeg tidligere havde udtalt for ham, havde svaret benægtende paa Grev Bismarcks Spørgsmaal, om det havde været Meningen med Instructionsskrivelsen af 9de d. M. at foranledige et Brud paa Forhandlingen, havde Sidstnævnte udtalt sin Tilfredshed med at den danske Begjering ikke havde s. 820 havt denne Hensigt. Han ønskede oprigtigt Sagens Fremme, og til denne Ende var han ogsaa rede til at foreslaae Kongen af Preussen, ikke alene Gjenner Bugten, men ogsaa en sydligere Linie, men skjøndt det ikkun var om nogle faa Quadratmile, at Spørgsmaalet dreiede sig, var der dog en Grændse for hvad han for sit Vedkommende kunde gjøre. Kongen var nu en gammel Mand, som havde Krav paa at man skaanede hans Følelser, og derfor var det ham, Ministerpræsidenten, umuligt at gjøre Sagen til et Cabinetsspørgsmaal. Imidlertid var Sagen for Kongen dog i Virkeligheden ikkun en Følelsessag. De militaire Hensyn betød ikke stort. Derfor var der efter Grev Bismarcks Mening dog maaskee endnu en Vei, som kunde føre til et gunstigt Resultat: Man maatte fra dansk Side søge at virke paa Kongen af Preussens Følelse, paa hans »Gemüth«.

52*

Dette er hvad Herr v. Thile havde at meddele mig paa Ministerpræsidentens Vegne.

Jeg bemærkede hertil, at jeg vel forstod hvad der meentes, og at jeg ogsaa, ifølge min Opfattelse af Kongen af Preussens Charakteer og Sindelag kunde tænke mig, at den betegnede Vei muligen kunde føre til et gunstigt Resultat; men hvorledes skulde denne Vei indslaaes, i hvilke Former skulde den finde sit Udtryk?

I Svar herpaa fremhævede Herr v. Thile, at det jo maatte være den danske Regjerings og det danske Hofs egen Sag at afgjøre dette Spørgsmaal. Hvad der gjordes maatte selvfølgelig skee udenfor de sædvanlige diplomatiske Former, og det kunde hellerikke finde sin Plads i officielle Actstykker; men der var jo Slægtskabsforhold, som kunde benyttes. Meer kunde Herr v. Thile ikke sige mig. Han var overbeviist om at hvad han havde meddeelt, vilde blive forstaaet og benyttet paa en Maade, som svarede til det Sindelag, der havde fremkaldt hans Udtalelse. Han ønskede at bidrage Sit til en oprigtig Forsoning med Danmark og i dette Øiemed vilde han gjøre hvad han ansaae for Ret, advienne que pourra.

s. 821 Herr v. Thile sagde derefter, at man indtil Videre vilde undlade at udtale sig i Anledning af Depeschen af 9de d. M. Jeg bemærkede hertil, at denne Depesche var en til mig rettet Instructionsskrivelse, som jeg i Forhandlingen med Legationsraad Bucher havde meddeelt denne; og heraf fulgte, at en Udtalelse i Anledning af denne Depesche, naar man vilde blive i samme Form, ikke kunde skee gjennem Herr v. Heydebrand, men derimod maatte gjøres til mig ved Legationsraad Bucher.

Quaade.

Depeche Nr. 17, modtaget 29. Marts 1868.