Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1868-03-30)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 30. Marts 1868.

Kjære Quaade! Tak for de modtagne Depecher 16, 17 samt 18 1) og for Deres Brev af samme Datum tilligemed Billetten fra Thiele; De vil af vor sidste med Coureren modtagne Depeche have erfaret, at vi følte os hersteds lige saa ubehageligen berørte ved det i Wien Passerede som De; det Brev til Falbe, som De i Deres Brev til Vedel omtaler idag, og som De endnu ikke har faaet afsendt til Wien, indeholder en alvorlig admonitio og Opfordring til ikke at vise excès de zèle, saa at denne Depeche meget gjerne maatte have været læst af Preusserne. Idag faaer Falbe endnu yderligere som Svar paa en Depeche vi igaar modtog fra ham, — at det ingenlunde har været vor Hensigt ligesom det heller ikke fandtes udtrykt i Depechen at opfordre Østrig til nogen særegen Virksomhed paa det nuværende Standpunkt af Sagen, og jeg kan kun gjentage Indholdet af mit Telegram fra igaar, at jeg i Et og Alt billiger Deres Handlemaade lige overfor Wimpfen og jeg formoder at dette vil virke kjølnende paa Beust’s Iver, som jeg i høi Grad betvivler har været saa hed og inderlig som Werther eller Falbe have troet. De veed af vore mangfoldige mundlige Samtaler, at jeg ikke har stor Tro til Beust’s Velvillie, men jeg har endnu mindre til Østrigs Interesse og Velvillie, thi den forslidte Fortælling, om at man kunde ønske at gjøre sin Uret god igjen fra 1863, er næsten altfor naiv naar Talen er om Østrigs Politik, thi Følelsen af begaaet Uret eller af Taknemmelighed har vel i denne Stats saavel indre som ydre Politik været ikke alene fremmed for nogen Indflydelse og Vægt paa de tagne Beslutninger, men man har endog i mangfoldige Tilfælde søgt en Slags Ære eller Mod i at træde ædle Følelser under Fødder ved sin Politik vide: da de galiciske Adelsmænd og Proprietairer s. 829 hensynsløst uden Øvrighedens Mellemkomst slagtedes af Bønderne og i det Ydre ligeoverfor Rusland som Tak for Hjælpen i 1849. — Desuden er Østrig saa fuldt beskjæftiget med egne Ulykker og vi saa langt fjerne fra dens Interesser, at det kun er Hensynet til Frankrige og dettes Indflydelse paa Pragerfreden der indirekte kan bevirke, at Østrig ikke for en liden Haandpenge lader Artikel V. falde. Det glæder mig af Deres Brev til Vedel at erfare at det seer ud som den lille Sky nu har fordeelt sig, dog kan jeg destoværre ikke troe at den vil være saa sporløst forsvunden i Kongens Sind, thi man er altid mistroisk imod os og ikke mindst paa allerhøieste Steder.

I al Fortrolighed skal jeg nu gaae over til at omtale Indholdet af Deres confidentielle Depeche af 27. Marts Nr. 17, 1) hvilken maa betragtes som det foreløbige Svar eller Meddelelse paa vor sidste Meddelelse gjennem Dem til Bucher og jeg vil da aabent tilstaae, at saavel Maaden hvorpaa dette er givet som den Forberedelse der hertil blev gjort under Deres Samtale med Bismarck viser større Velvillie end vi ere vant til, og naar De yttrer i Deres Brev om at det maa saare os at modtage Noget som Gave og i Erkjendelse af Preussens Generositet, og at derfor en Henvendelse til den preussiske Majestæts Følelse og ædle Gemyt alt i og for sig er en bitter Pille, saa maa jeg dog hertil for mit Vedkommende yttre, at hvor stolt jeg endog haaber at være, hvor det gjælder kun mit eget og Families Vel, saa kan dette dog ikke have den ringeste Indflydelse i dette Tilfælde, hvor jeg handler paa Andres Vegne og i det fælleds Fædrenelands Interesse. Hvis vi skulle være saa heldige at faae Noget tilbage af Slesvig nemlig dennes danske Deel, hvormed jeg tout simplement mener Linien Syd for Flensborg, da ønsker jeg dette først og fremmest opnaaet som Følge af Preussens gode Villie, thi herved og kun herved vil det kunne opnaaes som dog er Hovedsagen for os, nemlig et godt og venskabeligt Forhold s. 830 mellem Preussen og Danmark, bygget paa et naturligt Grundlag som dette vil være Tilfældet naar den store og mægtige Stat retrocederer til den Mindre, hvad der ønsker at vende tilbage til den Sidste, og som i Tanke, Sæder og Sprog føler sig knyttet til det mindre Folk, thi der ligger heri en Erkjendelse fra den Størres Side om det lille Folks Berettigelse til Existents og selvstændige Tilværelse, der vil være en større Beroligelse end de høitideligste Udtalelser i den hellige Trefoldigheds Navn, — jeg vil selvfølgelig ikke have Noget imod at benytte den antydede Vei, naar jeg blot klart kan see hvilken Vei; efter de Udtalelser saaledes som de foreligge i Depeche 17 deels fra Ministerpræsidenten igjennem Thile, deels af Thile selv som Svar paa Deres Forespørgseler, da maa jeg med Dem antage at ved Slægtskabsforholdet er seet nærmest hen til det russiske Slægtskab; De vil erindre at der i den Henseende fra Kongehusets Side saavel fra Hans Majestæt selv til Keiseren som indirecte gjennem Storfyrst-Thronfølgeren og Prindsesse Dagmar er søgt at virke paa en for os ͻ: for Konge og Folk heldig Løsning af det slesvigske Spørgsmaal, uden at dette endnu har bragt noget for os heldigt Resultat, og det forekommer mig ikke at jeg kan anmode Hans Majestæt, med levende Følelse af Iagttagelsen af hans kongelige Værdighed, om atter at sætte sig i Bevægelse i saa Henseende, naar man ikke kan være temmelig sikker paa, at man paa vedkommende Sted ikke vil føle dette som en særlig Paatrængenhed og muligviis slet ikke føler det overeensstemmende med Øieblikkets Politik at anvende sin Indflydelse i mildnende og mæglende Retning, — og et sligt mislykket Forsøg vilde i høi Grad være Kongen ubehagelig, da han ønsker at ingen Misstemning maa opstaae imellem Keiseren og det keiserlige Huus og ham og hans Huus paa den anden Side, ligesom en saadan Paatrængenhed ogsaa vilde skade vor lille Stats Stilling til Rusland, naar den kom ubeleilig. Jeg vilde derfor opfordre Dem til, forinden noget mere deciderende s. 831 foretages fra vor Side, at føle Dem for hos Mohrenheim, hvorvidt han antog efter de Udtalelser der havde fundet Sted og som man godt kan gjøre ham bekjendt med, at der fra russisk Side vilde være nogen Beredvillighed til at yde sin velvillige Hjælp til Afslutningen af denne Sag; efter Alt, hvad jeg har Grund til at antage, er Mohrenheim meget velvillig stemt for os og ikke fuldkommen blind for de Mangler der findes i Berlin, og naar han havde været herhjemme vilde jeg have personlig talt med ham om Sagen, og jeg vilde da udtrykkelig fremhæve det Fremtrædende i Udtalelserne fra Bismarcks Side. »Han ønskede Sagens Fremme og var til den Ende rede at foreslaae Kongen ikke alene Gjenner-Bugten men ogsaa en sydligere Linie, men skjøndt det kun var om nogle faa Qvadratmile at Spørgsmaalet dreiede sig var der dog en Grændse for hvad han for sit Vedkommende kunde gjøre (dette synes at tilkjendegive Aabenraa-Tønderlinien, idetmindste forstaaer jeg dette saaledes). Men Kongen var en gl. Mand og han kunde ikke under disse Forhold gjøre dette til et Cabinetsspørgsmaal (Noget han alt gjentagende har udtalt ligeoverfor Dem). De militaire Hensyn betøde ikke stort (altsaa Als og Dübbøl have ingen Betydning vide den samme Udtalelse af General Moltke til Sandstrømer) — derfor var der dog maaskee endnu en Vei som kunde føre til et gunstigt Besultat.« Man maatte søge fra dansk Side at virke paa Kongen af Preussens Følelse, paa hans Gemyt. Efter de gjentagne Samtaler jeg har havt med Mohrenheim troer jeg at han vil være fuldkommen paa det Bene med min Opfattelse af Sagen: Jeg ønsker og efterstræber Betrocessionen som en nødvendig Livsbetingelse for den danske Stat og seer ikke nogen absolut Gevinst ved udvidede Grændser, thi den preussiske Stat eller tydske Stat vil staae lige mægtig ligeoverfor os enten vor Grændse er ved Flensborg eller ved Kongeaaen, men ved en slig Retrocession, som den førstnævnte Grændse antyder, har den store mægtige tydske Stat givet haandgribeligt Beviis for at den respecterer s. 832 den lille Nationalitet og Stat og ikke ligger paa Luur efter at benytte den første den bedste Leilighed til at gribe efter mere, hvorved den dog i Virkeligheden ikke vil blive rigere eller mægtigere, thi den vil kuns forøge de Misfornøiedes Antal; ved Grændsen Syd for Flensborg er det hele danske Folk tilfredsstillet, og den stedfindende Rivning imellem Tydsk og Dansk vil efter et meget kort Tidsrum ophøre, thi Troen paa og Ængstelsen for at den lille Nationalitet eller som jeg efter min Tanke correctest maatte udtrykke mig den lille Stat skulde opsluges af den Store vilde hermed ophøre. Dette store og væsentlige Gode kan naturligviis kun naaes ad den ene ønskelige Vei nemlig en fri Retrocession fra Preussens Side men for at vi kunne takke og være erkjendtlige og for at de kunne være sikkre paa en fast og tillidsfuld Allieret (thi den angivne Grændse naaet, vil der ikke findes noget mere fredsæl t Folk paa Jorden end det danske) maa naturligviis en Grændse erholdes hvorved den angivne nationale Trang tilfredsstilles, og for Preussen med sine udvidede Grændser kan det dog ikke være nogen Gevinst eller Hæder at pisakke de Danske der boe i Slesvig indtil Syd for Flensborg og som saa gjentagende have viist at de ønskede at tilhøre Danmark. Jeg beder Dem i den antydede Retning at udtale Dem ligeoverfor Mohrenheim men paa egne Vegne dog i den Overbeviisning, at jeg hvis M. havde været her vilde have henvendt mig personlig til ham for at sætte ham ind i Sagen og forespørge aldeles confidentielt hos ham, hvorledes denne Sag bedst kunde entameres efter de Udtalelser der havde fundet Sted, thi det kunde naturligviis heller ikke være Meningen at falde til Besvær da Keiseren personlig havde talt og søgt at virke i Sagen paa et tidligere Standpunkt og i sin Almindelighed, men nu var der Spørgsmaal om en Virksomhed i mere speciel og begrændset Retning med Hensyn til Grændsen. Jeg skriver Dem disse Ord uden at have faaet Leilighed til idag at samtale med Kongen og tildeels fordi jeg gjerne ønskede at have en bestemt lagt s. 833 Plan at forelægge forinden jeg omtaler Sagen, thi ellers kan den hele Stilling let komme til at staae og faae Udseende af at være gunstigere end den i Virkeligheden er, og jeg frygter Intet mere end Eftervirkningen af feilslagne Forhaabninger, hvorunder Ministeriet for Øieblikket lider meget haardt, idet nemlig Ratificationen af Conventionen i Washington bestandig lader vente paa sig og dette kommer vi til at mærke ved alle financielle Bevillinger saavel i Folkething som i Landsthing. — Skulde en slig Henvendelse blive mulig og kunne føre til noget glædeligt Resultat, da vilde en fuld Taushed være en absolut Betingelse, thi ellers kan der paa de mangfoldige Udviklingstrin caballeres og contramineres saa betydeligt saa at dog Resultatet tilsidst bliver Nul. — De maa undskylde at jeg i denne Tid vil faae lidt sjeldnere Tid til at skrive Dem til, da vi have meget at gjøre i Ministerconferencer og naar jeg en enkelt Gang kan komme løs maa jeg ud paa Sneppejagd for dog at faae lidt Motion. I denne Uge og i næste Uge skulle vi have Spørgsmaalet om Menighedsloven afgjort i Landsthinget, jeg troer, at Stemmerne ville være meget deelte og Udfaldet vil for en Deel afhænge af hvorvidt vor nye Kirkeminister kan gjøre Lykke eller ei, thi de Sprænglærde see ham naturligviis over Hovedet, ikke at tale om Bisperne. . . .

Forhaabentlig vil dette Brev komme afsted endnu iaften med en Hrr Lange fra Finantsministeriet og jeg vil haabe at det maa komme uskadt og ulæst i Deres Hænder; saasnart De efter Samtalen med Mohrenheim kan danne Dem en Forestilling om hvorvidt han troer at man vilde nære Tilbøielighed i St. Petersborg for en slig hjælpsom Haandsrækning, da beder jeg Dem ret udførligt at tilskrive mig herom, thi jeg kan ikke nægte, at det ogsaa vilde være mig en stor Tilfredsstillelse om jeg kunde have ledet denne Sag ind paa et godt Spoer, hvorigjennem et heldigt Resultat kunde vindes, selv om Frugten skulde plukkes af Andre. Desværre kan man ved at skrive om slig Sag i længere Tid s. 834 tidt eller idetmindste i enkelfe Øieblikke faae Forhaabninger som dog snart vise sig at være Lygtemænd og dog er dette næsten en Betingelse for at kunne udholde denne evindelige Tærsken Langhalm. — Da jeg igaar Søndag forinden Sørgefesten for Bissen ganske flygtig gjennemlæste dette om Slægtskabsforhold randt det mig paa een Gang ind, at man kunde ønske at Kronprindsen indtraadte i Svogerskabsforhold men ved nøiere at eftersee de brugte Udtryk igaaraftes overbeviste jeg mig om at have taget feil; efter al Sandsynlighed vil vor Forhandling ikke være sluttet forinden Kronprindsen kommer hjem, men det forekommer mig ogsaa, at naar Opfordring til Gjentagelse af Besøget skulde finde Sted fra vor eller fra Ministeriets Side, da maatte en større Sandsynlighed haves for at der kunde komme et taaleligt Resultat ud af Forhandlingen, og min Mistillid eller rettere min Mangel paa Tro og Haab i saa Henseende er stor. —

53

C. E. Frijs.