Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: Christian Frederik Falbe (1868-04-03)

Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Wien, 3. April 1868.

Herr Greve,

Jeg har igaar havt den Ære at modtage Deres Excellences Depeche Nr. 7 af 30te f. M. 2 ) Jeg fortrøster mig til, at min ærbødigste Rapport af 31te 3 ) alt vil have spredet de Tvivl, som s. 12 ere opstaaede hos Deres Excellence om, hvorvidt jeg i mine Samtaler med Baron Beust og Baron Werther havde fraveget mine bestemte og klare Instructioner, og beklager, at jeg i min Rapport af 24de s. M. 1 ) ikke — for at undgaae Gjentagelser — saa udførligt har refereret mine egne Yttringer under min Samtale med Rigskantsleren.

Jeg har iaften havt Leilighed, til at tale med Rigskantsleren efter en mindre Diner. . . .Jeg forelagde Baron Beust vedføiede projet de rapport, efterat have viist ham Hr. v. Thieles Brev 2 ) (hvis Form og Udraabstegn han fandt — usædvanlig), og forklarede hans Excellence Sagens Sammenhæng. Baron Beust bekræftede fuldstændigt min Fremstilling af vor Samtale, og tilføiede, at han havde fundet det ganske naturligt, efter den af mig gjorte Fremstilling om Forhandlingernes haabløse Standpunkt, som god Ven at udtale sin Mening herom til Baron Werther, der blev indladt umiddelbart efter mig. Sin Depeche til Grev Wimpffen havde han afsendt, men ledsaget den med et Postscriptum, der bemyndiger Gesandten til, førend han udtaler sig for Grev Bismarck at conferere med Kammerherre Quaade og tage Hensyn til dennes Indvendinger. Depechens Indhold betegnede Ministeren overensstemmende med mine Angivelser i min Rapport af 31te.

Jeg maa med Hensyn til Baron Werthers Forholdende endnu tillade mig den Bemærkning, at ligesom min Aabenhed imod ham var beregnet paa, at gjøre ham klart, at jeg kun havde at meddele Rigskantsleren det Aktstykke, som jeg ogsaa viste ham, (hvilket iøvrigt vist har været tilstrækkeligt, til at vække den preussiske Regjerings Misnøie), og saaledes netop forebygge de Suppositioner, hvortil han med en preussisk Diplomats hele Mistænksomhed alligevel er kommen, saaledes burde almindelig Forsigtighed og Takt have paabudt ham, forinden han i sin Beretning fremsatte en saa bestemt s. 13 og betydningsfuld Paastand, at gjøre et directe Spørgsmaal derom til Rigskantsleren, og han vilde da have kunnet forsikkre sig om, at jeg hverken havde forelæst eller givet Afskrift af nogen yderligere Depeche, indeholdende et saadant Andragende om Hjælp fra min Regjering, hvilken Form jo vilde have været benyttet ved et formelt Skridt af den Art. Jeg troer ogsaa, at det maa staae klart, at Baron Werther, hvis jeg havde forholdt mig taus og reserveret til ham, snarere vilde have tillagt mit Ærinde en større og mere skjult Betydning, naar Baron Beust, hvad jeg ansaae for uundgaaeligt, støttende sig til den af mig gjorte Meddelelse, yttrede sin Mening til ham om hans Regjerings ublu Fordringer.

Da jeg erfoer, at Baron Beust havde udtalt sig til Grev Stackelberg om Sagernes Stilling, undlod jeg ikke bestemt at fremhæve for min Collega, at jeg ikke hverken directe eller indirecte havde opfordret Baron Beust til at tale vor Sag, medens denne vel kunde føle sig kaldet ved Østerrigs særegne Stilling til Spørgsmaalet igjennem Prager-Freden, til at tage Initiativet til Forestillinger i Berlin eller andetsteds, og Grev Stackelberg har derefter gjort sin Indberetning til sin Regjering i denne Aand.

Deres Excellence yttrer: »Deres Hvlbhd. vilde have gjort vel i, i alt Fald da Baron Beust talte til Dem om, at han vilde skrive til Grev Wimpffen . . .« 1 ). Jeg maa hertil bemærke, at min ærbødigste Rapport af 24—26de udviser, at Rigskantsleren ikke tilkjendegav denne sin Hensigt for mig — men for Baron Werther. 2 )

Falbe.

Depeche Nr. 9, modtaget 8. April 1868.