Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1868-04-09)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 9. April 1868.

Jeg har modtaget D. H.s confid. Depesche 1 ), som bragtes i Søndags af den engelske Coureer, og Deres chiffrede[!] Brev 2 ), der ankom idag. Den Maade, paa hvilken De har indledet Sagen hos Baron Mohrenheim, har mit fuldstændige Bifald og jeg takker Dem fordi De har seet Dem istand til ved Hjælp af Hr. v. Thile at forsikkre Dem om at den Form, vi maatte vælge for at føre Sagen videre, ikke kommer i Modstrid med hvad man i Berlin anseer for hensigtsmæssigt. Selvfølgelig har jeg hverken m. H. t. nogen af de danske Gesandter eller m. H. t. nogen af de herværende Diplomater giort nogen Undtagelse fra den Hemmelighedsholdelse, som bør omgive denne Sag.

Indtil jeg har faaet nogen Meddelelse om, hvorledes man i Petersborg har optaget Baron Mohrenheims Indberetning, vil jeg ikke tage nogen Bestemmelse om Enkeltheder, og jeg troer endog at burde afholde mig fra for Øieblikket at fremkomme til Dem med foreløbige Antydninger, da jeg indseer Muligheden af at jeg senere kunde ønske dem ugjorte. For Tiden er der derfor kun eet Hovedpunkt, som er fast og definitivt i min Tanke og som det er af Vigtighed, at man fra alle Sider erkjender som den kgl. Regerings bestemte Forudsætning for en Henvendelse til den russiske Keiser og som det Maal, vi ved denne som ved alle tidligere Leiligheder fastholde for vore Bestræbelser — det nemlig at det hele danske Nordslesvig vindes tilbage.

Af Hr. v. Thiles Samtale med Dem har jeg forstaaet, at Grev Bism. vel for sit personlige Vedkommende ikke finder, at militære Hensyn frembyde nogen virkelig Hindring for Tilbagegivelsen af Als og Sundeved, men at han dog ikke s. 27 ønsker at compromittere sin Indflydelse ved at tage et saadant Initiativ hos Kongen af Preussen og derfor finder det nyttigst, at det kommer fra den russiske Keiser. Ligesom denne fordomsfriere Anskuelse om Grændsespørgsmaalet ganske stemmer med, hvad Grev Bismarck allerede tidligere har udtalt til Dem, idet han altid har erkjendt, at den preussiske Forsvarslinie i Slesvig ligger sydligere, saaledes maa jeg ogsaa bestyrkes i denne min Opfatning ved den Maade, paa hvilken General Moltke har udtalt sig til Dem om dette Spørgsmaal. Thi han fremhæver udtrykkelig Dannevirkestillingen og naar han senere taler om »militære Positioner « som ikke vilde kunne opgives af Preussen, maa han nødvendigvis have tænkt paa Dannevirke og andre sydlige strategiske Punkter i Slesvig, hvis han ikke skal være i bestemt Modstrid med hvad han Øieblikket iforveien har sagt om Als.

Det er altsaa under Forudsætning af at den virkelige Grændse ad denne Vei kan ventes opnaaet, at jeg ikke vil tage i Betænkning at foreslaae Hs. Maj. at paakalde den russiske Keisers venskabelige og personlige Mellemkomst. Forsaavidt Kongen maatte beslutte Sig til at følge mit allerunderdanigste Forslag, vil altsaa Hs. Maj.s Brev til Keiseren udtrykkelig stille Opnaaelsen af den nævnte Grændse som det bestemte Formaal og ikke blot som Noget, man vilde begynde med at fordre men hvorpaa man efter Omstændighederne var betænkt paa at slaae af. Og ligesom det altsaa kun er forsaavidt den russiske Keiser maatte være villig til at anvende sin Indflydelse i Berlin med dette bestemte Maal for Øie, at Kongen vilde troe at burde benytte sig af den keiserlige Mellemkomst, saaledes maatte Hs. Majestæt ogsaa ansee denne for at være forbleven frugtesløs, dersom Resultatet kun blev at Preussen erklærede sig villigt til at drage Grændsen sydligere end hidtil Tilfældet har været, men dog ikke saaledes at den medtog Als og Sundeved.

s. 28 Baron Mohrenheim kjender saa fuldstændigt den kgl. Regerings Anskuelser om Grændsespørgsmaalet, at jeg tør holde mig overbevist om, at han ikke vil underlægge vor Standhaftighed i at fastholde den ovenomtalte Grændse andre Motiver end saadanne, som den russiske Regering selv i fuldeste Maal maa billige. Begge Regeringer mødes i det fælles Ønske, at et virkeligt og varigt Venskabsforhold kan tilveiebringes mellem Danm. og Preussen, og jeg tør haabe at de derfor ogsaa ville kunne mødes i den samme faste Erkjendelse om Nødvendigheden af det eneste Middel, som kan føre til dette Formaal.

Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 10.