Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: George Joachim Quaade (1868-05-01)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 1. Mai 1868.

Kjære Greve!

For det Første maa jeg udtale hvor kjært det er mig, at de Vanskeligheder hvormed Ministeriet har havt at kjæmpe, for denne Gang ere udjevnede. Skjøndt jeg godt forstaaer, at De for Deres eget Vedkommende helst havde ønsket at komme til Ro, kan jeg dog ikke Andet end ifølge andre Hensyn at glæde mig over at en Forandring, som i dette Øieblik havde kunnet være meget uheldig, ikke er indtraadt. . . .

Der er Intet af politisk Nyt. . . .

Med Hensyn til vort Spørgsmaal forekommer Situationen mig endnu bestandig, ligesom ellers i den sidste Tid, noget bedre. Jeg seer bestandig flere Tegn paa at man ønsker en Afgjørelse og vil give Noget derfor; men Spørgsmaalet er Hvormeget; thi Standpunkterne ere bestandig meget afvigende. Igaar havde jeg atter en lang Samtale med General Moltke i samme Retning som tidligere; han var lige ivrig for en Overeenskomst; men han syntes ikke at ville give Saameget derfor som forrige Gang; og den Tanke opstod uvilkaarlig s. 73 hos mig, at hans Hensigt ved nærværende Leilighed var at udviske, i Noget, Indtrykket af hans forrige Samtale; thi denne Gang fremhævede han endnu stærkere Umuligheden af at give os deres »Schlachtfelder«, og han betegnede ikke »Düppel«, men Sundeved som Noget vi aldrig kunde faae.

Jeg kommer nu til en Sag som foruroliger mig endeel.

Mohrenheim er endnu ikke reist herfra. Han er bleven opholdt ved et Telegram fra Gortchacow, som paalægger ham at blive her indtil Ozeroff Fader, russ. Gesandt i München, kommer hertil fra Petersborg, hvilket vil skee inden Søndag. Ved at meddele mig dette, har Mohrenheim tilføiet, at han efter Vink fra Personer der danne Kanaler for Berøringer mellem det herværende russiske Gesandtskab og den pr. Regjering er bleven betænkelig med Hensyn til den af os i Forening paatænkte Henvendelse til Kongen af Preussen. Hine Vink bringe ham til at frygte for at Situationen her enten er foleven mindre god end den var eller at den aldrig har været af den Beskaffenhed som vi have troet, saaat det nu kunde være et Spørgsmaal, om ikke Kaiseren af Ruslands Hjælp vilde være et Knips i Lommen, der blev unyttigt; og han er bange for at det han venter paa fra Gortchacow, staaer i Forbindelse hermed. Vi aftalte, at jeg, som har holdt mig fra Thile, saalænge vore indre Vanskeligheder stode paa, fordi jeg under disse fandt det bedst ikke at tale med ham om vor Sag, nu idag skulde gaae til ham, angivende som Grund dertil, at da den engelske Coureer reiste, havde jeg en Leilighed til at skrive, hvis han havde Noget at meddele mig, om hvilket det var vigtigt at vide, at det ikke havde kunnet være i fremmede Hænder. Jeg haaber, at jeg, naar jeg kommer tilbage fra Thile, skal kunne tilføie i dette Brev, at der Intet er i Veien, og at saaledes Mohrenheims Frygt er ugrundet.

Men i ethvert Tilfælde forekommer det mig at det nu vilde være rigtigst ikke at afvente Mohrenheims Ankomst til Kbhvn. for hvad vi maatte ville gjøre. Er Sagens Stilling ikke s. 74 forandret, saa tør vi dog vist ikke gjerne lade for lang Tid hengaae ubenyttet; og til Syvende og Sidst maae vi jo kunne undvære Mohrenheim, ogsaa hvis Beslutningen bliver den at følge den fra Petersborg foreslaaede Fremgangsmaade.

Ved det som forestaaer kan jeg ikke tænke mig Andet end at Alternativet vil være enten briste eller bære, og under disse Omstændigheder forekommer der mig ikke at være synderlig Forskjel paa den Fremgangsmaade vi havde ønsket fulgt med Kaiseren af Ruslands Initiativ, og den anden Fremgangsmaade som er bleven foreslaaet. Alt kommer dog an paa hvad Bismarck vil gjøre ud af det vi beslutte os til. Men jeg forstaaer godt, at Beslutningen maa være haard for Kongen. Imidlertid er der intet Usædvanligt og derfor egentlig heller intet Ydmygende ved en saadan Fremgangsmaade. Regjeringerne forhandle og efterat de have udtømt alle Midler, saaat Forhandlingen staaer stille, træde Souverainerne til for om muligt at hjælpe paa Sagen ved deres personlige Vægt som sidste Middel.

Det Eneste jeg ikke er aldeles paa det Rene med, er om vi, som jeg sidst skrev, først skulle concertere os i Petersborg om hvad vi skulle skrive. Mohrenheim var senere noget mindre for denne Mening; og jeg tilstaaer, at ligesom vi ville vinde Tid ved at handle uden foregaaende Forespørgsel og den dertil fornødne langvarige Correspondance, saaledes finder jeg, at vi ogsaa ville være friere i hvad vi gjøre, naar vi handle paa egen Haand og blot lade dem vide i Petersborg hvad vi gjøre og naar vi handle, forat Kaiserens Understøttelse i Tid og Indhold kan svare til det af os foretagne Skridt. —

Jeg kommer nu fra Thile. Sagen ligger i dette Øieblik uforandret og ganske saaledes som da han i sin Tid gjorde mig den confidentielle Meddelelse. Han advarer ikkun imod alle ydre Indblandinger som ikke strengt have og bevare Charakteren af en Appel »an das Gemüth«. I denne Henseende har jeg sagt ham, at vi ikke tænkte paa Andet og jo hellerikke s. 75 kunde tænke paa Andet, naar vi havde opfattet hiin Meddelelse rigtigt. Thile bemærkede, at Heydebrand aldeles Intet vidste om Sagen. Dette vil De vel iøvrigt have forudsat.

Naar Mohrenheim faaer hvad han venter fra Gortchacow, skal jeg enten telegraphere eller skrive i Chiffer derom, forudsat at han endnu til den Tid kan meddele mig det her, eller jeg paa anden Maade, navnlig ved Oubril erfarer Indholdet. Quod felix faustumque sit!

G. Quaade.

U. A. Depecher fra Berlin.