Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1868-05-17)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 17. Mai 1868.

Kjære Quaade! Da Grev Knuth, som væsentlig skylder Deres varme Anbefaling sin Udnævnelse til den nuværende Post, idag afreiser, kan jeg dog ikke undlade at benytte denne Leilighed for at sende Dem et Par venlige Linier; af min Depeche og det deri indesluttede Brev vil De have seet vor Opfattelse og Udvikling som ikke nogensinde er afveget fra den eengang betraadte Vei og hvorvel dette hidindtil ikke har ført til noget Besultat og vel sandsynligviis heller ikke denne Gang vil føre til nogen praktisk Virkning, saa er jeg for mit personlige Vedkommende overbeviist om at den øieblikkelige Stemning som der for en 3 Ugers Tid synes at have været hos Grev Bismarck om at afgjøre dette Mellemværende paa en for Begge tjenlig Maade, alt fors. 133længst er forsvunden, hvad enten nu Kongen af Preussen herfor virkelig bærer Skylden eller dette kun er et Skalkeskjul. — Efter de Oplysninger og den Fremstilling, som jeg har modtaget af Baron Mohrenheim, samt af de Spørgsmaal, der ere blevne mig forelagt om et Maximum samt et Minimum, spaaer jeg ikke i Følge af de Svar, der have kunnet gives af mig, nogen varm positiv Virksomhed fra den russiske Regjerings Side for vor Sag. Jeg har naturligviis forinden Quæstionen foreligger om Linien Apenrade-Tønder hverken kunnet tage Kongens Beslutning ei heller kunnet spørge om denne, thi det som han maatte bestemme sig til, vil naturligviis i høi Grad afhænge af de Modaliteter og Omstændigheder, hvorunder Sligt maatte fremkomme; derimod har jeg med fuldkommen Aabenhed kunnet udtale mig om min personlige Stilling forsaavidt et saadant Forslag maatte komme til at foreligge fra preussisk Side, — at jeg ikke vil kunne tilraade dette og derfor ei heller paatage mig Ansvaret for Modtagelsen af en slig Afgjørelse, thi efter min Opfattelse forudsætter Modtagelsen af slig Retrocession en Forpligtelse til Erkjendtlighed og naar jeg lovede slig Erkjendtlighed og gik ind paa dette, vilde jeg ikke alene med fuld Loyalitet udføre denne men jeg vilde tillige have den fulde Overbeviisning om at kunne udføre dette i Virkelighed, at have ikke alene Villien men ogsaa Evnen til at fremkalde denne Erkjendelse hos saavel Styrelsen som Folket, og ingen af Delene vilde jeg med Haanden paa Hjertet kunde gjøre. Jeg var mig fuld bevidst hvilket Odium jeg vilde paadrage mig, men jeg tog hellere dette strax end fremkalde en Tilstand som efter min Overbeviisning i sine Følger vilde være langt værre for Danmark end den nuværende Tilstand, thi naar Als, som var den meest danske Deel ikke kom med og hvad der ligger den nært, vilde det være umuligt at opgive enhver arrière-pensée; og jeg vilde handle efter min Overbeviisning ikke alene uloyalt men ogsaa upolitisk ved at gaae i anden Retning, thi det vilde snart vise sig umuligts. 134med den bedste og ærligste Villie at modarbeide med Virkning den Agitation, som vilde vedblive paa den ikke afstaaede Deel, hvorover vi intet Herredømme havde men for hvis Agitation vi vilde komme til at bære Ansvaret; — den Situation der vilde fremkomme og hvor den europæiske Opinion efter al Sandsynlighed vilde komme til at stille sig paa tydsk Side ligeoverfor de uforligelige Danske vilde være mindre god og acceptabel end den nuværende, hvor bemeldte Lande ere os aftvungne ved Vaabenmagt; jeg veed, at jeg staaer temmelig ene med min Anskuelse men skal jeg bære Ansvaret, saa vil jeg ikke heller sætte mit Navn under Noget, som efter min Overbeviisning vil bringe mit Fædreland Skade og som jeg fra det Øieblik, jeg har underskrevet det, vil finde en slettere Løsning end at maatte endnu en Stund leve Haabets Liv. — Ganske anderledes bliver Forholdet, naar den nationale Trang dog i det Væsentlige tilfredsstilles, thi da kan man ialfald jeg med ærligt Sind i det mindste offre sin Existents og sine Kræfter paa at opfylde de Forudsætninger hvorunder enhver Retrocession maa finde Sted. Har det været ubehagelige Dage for Dem kjære Quaade, da kan De troe at dette ikke mindre har været Tilfældet for mig, som har maattet tage væsentlige Decisioner hvilke efter al Rimelighed for Tiden vil deteriorere vor Stilling en Deel.

. . . Heltzen har udgivet et Skrift hvori han sikkerlig angriber sine tidligere Colleger, men hvorved han aabenbart efter min Formening gjør sig selv den største Skade; selv fra Formens Side er dette opus et daarligt Produkt. ¹E. S. E. Heltzen: Kopist J. J. Hansens Klage over mig som Justitsminister, 1868. Sml. Aage Friis: Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark I, 69 f.)

C. E. Frijs.