Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Peter August Frederik Stoud Vedel (1868-05-17)

Optegnelse af Direktør P. Vedel om Kongens Brev til. Kejseren af Rusland17. Maj 1868.

Ved Taflet hos Bism. i Anledning af den pr. Konges Fødselsdag sagde Bism. til Quaade at Kongen af Dmk. i den slesv. Sag skulde bruge sine Slægtninge. Næste Dag talte Q. med Thile som nærmere gik ind paa B.s Yttring og sagde at Bism. selv vel kunde gaae videre end til Gjennerbugten, men der var Grændser han ikke kunde overskride og han vilde ikke risikere sin Portefeuille. Personlig bekymrede han sig ikke om de milit. Positioner, men Kongen var en gammel Mand og stiv, K. af D. skulde benytte sit Slægtskab for ved dets Hjælp at virke paa Kongen af Pr. Senere sikkrede Quaade sig at han ikke havde misforstaaet at der handledes om at Keis. af R. personl. henvendte sig til K. af Pr., men som naturligt var, ønskede Bism. ikke at det skulde vides at Raadet kom fra ham og han forlangte derfor at Sagen i det Hele skulde behandles aldeles udenfor de diplom. Former og holdes saa strængt hemmeligt som muligt.

Mohrenh. var i Berlin og da det første Skridt for os maatte være at forsikkre os at den russ. Keiser vildfe gaae ind paa en saadan Opfordring herfra, instrueredes Q. til confid. at tale med M. derom. Imidl. tvivlede vi ikke paa at R. vilde, thi det var lidet sandsynligt at B. skulde give dette Raad, naar han ikke selv troede at R. vilde, og det var vel endog ikke usandsynligt at det Hele var et aftalt Spil for at bringe os ind paa russisk Medvirkning. Vi kunde ikke vægre os ved at følge denne Vei, om ikke Andet saa for ikke at støde Rusl. og vi kunde det saameget lettere som Frankrig altid havde raadet os til at bruge R. hvis vi kunde. Hvad vi imidl. frygtede var 1) at R. skulde benytte denne Opfordring til senere naar dets Henvendelse til Pr. bragte dette til at gaae ned til Aabenraa, da at udøve et stærkt personl. Tryk paa Kongen til ikke at gjøre Keis.s Intervention til Intet ved at nægte at modtage, 2) at man vilde foreslaae os gjennem Rusl. hvad s. 136 man maaskee ikke havde Lyst til selv direkte at foreslaae, nemlig en Alliance mellem os og Preussen. Denne Fare maatte vi imidl. saavidt muligt søge at afvende ved vor Henvendelse og iøvrigt stole paa, naar Øieblikket kom, at vi vilde kunne gjøre os stive mod deslige Fristelser.

I sine Samtaler med M. gik Qu. for langt og uden Instr. herfra fremkastede han den Idee om det ikke turde være bedst at foruden at skrive til Keiseren K. af Dmk. tillige strax skrev til K. af Pr. M. misbilligede denne Tanke, som dels stridende mod vor Værdighed dels som let istand til at forspilde det Hele. Men indberettede selvfølgelig dog desang. til Gortch. tilføiende sin Mening.

I sit Svar erklærede denne at Keis. var villig, men at han ansaae det bedst at K. selv skrev til K. af Pr. og derpaa meddeelte dette Brev til Keis. som da strax vilde skrive til Berlin og anbefale det Tillige udtaltes det at vi burde i klare Udtryk præcisere hvad vi ønskede, og til Gjengiæld love en accord intime med Pr. en vue des éventualités qui pourraient surgir. Da vi fik det Svar, var vor Opfattelse deraf den at Rusl. vilde smyge sig fra Sagen, thi istedetfor selv at tage Initiativet, vilde man kaste det paa os og selv kun skrive en simpel Recommandation. Dernæst saae vi at Hemmeligheden altsaa let turde ligge i at man vilde binde os ved en Alliance. Vor Bestemmelse var fast, ikke at skrive til K. af Pr. før vi havde ved Rusl.s Hjælp faaet Sikkerhed for at en formel Henvendelse fra K. til K. af Pr. vilde blive besvaret saaledes som vi kunde ønske, thi som Sagerne nu laae var det os klart, at selv om Kongen ikke fik en grov Afvisning — hvad der var meget muligt — vilde han dog altid faae en bestemt Afvisning, som just ikke kunde fremme Sagen for os. Derom vilde vi imidl. ikke underrette Q. for at han ikke skulde lade M. ahne Noget, og for ikke at forstyrre ham, som havde arbeidet sig ind i den Illusion at G.s Forslag var en Fordeel for os, og som desuden ikke vilde kunne sætte sig s. 137 i at vi skulde kunne nægte at følge et Raad, der kom fra Petersb.

Der blev da skrevet til Q. at bede M. om, som han havde tilbudt af sig selv, at komme hertil snarest muligt for at Ministeren kunde aftale det Fornødne med ham. Dette Brev afgik i Slutn. af April, men M.s Afreise opsattes ved Ordrer fra Petersb. fra Dag til Dag, saa at han først kom hertil d. 14. Mai om Torsdagen.

I Mellemtiden kom der i stor Mængde Telegrammer, off. og priv. Breve fra Q. Hvert Øieblik forandrede Situationen sig. Først var M. ved godt Mod og haabede vistnok at indlægge sig udødelige Fortjenester ved at bringe den slesv. Sag tilende, og selv da Q. efter Ordre herfra sagde ham at det var Als og Sundev. som vi absolut vilde opnaae, yttrede han ingen Frygt for Udfaldet. Men efterhaanden forandredes hans friske Mod. Snart sagde han Q. at enten havde Situationen aldrig været saa gunstig som vi havde troet, eller ogsaa havde den forandret sig, snart heed det at han begyndte at befrygte at hans Regering helst vilde holde sig udenfor, da dens Henvendelse let kunde blive til et Knips i Luften, snart endelig beskyldte han Q. for at denne havde været altfor sanguinsk og overdrevet B.s og Th.s Yttringer. Quaade var meget nervøs over alt dette, gik til Thile, som vel sagde ham at man fremdeles fastholdt sin Insinuation, men tilføiede at det lod til at vi i Petersb. havde opfordret R. til at optræde som arbiter i Sagen, — dette skulde Gort, nemlig have antydet til Reuss som havde telegrapheret — og dette vilde skade os meget da Pr. ikke vilde gaae ind derpaa, og vi let derved kunde forstyrre Forholdet mellem P. og R., endvidere havde Gen. Moltke atter fat paa Q. og fortalte ham dennegang, at der jo aldrig kunde være Tale om »die Schlachtfelder« osv. endelig fandt Q. det meget besynderligt at vi ikke takkede R. for dens Beredvillighed og modtog dets Forslag. MHt. dette Sidste svaredes Q. at en accusé de réind s. 138 ception var givet ved Indbydelsen til M. om at komme hertil, og Grev Frijs havde alt længe ventet M. fra Dag til Dag, med den Hensigt at takke ham personl. meente Q. derimod en acceptation af Forslaget, saa kunde vi ikke indlade os derpaa.

Torsdag d. 14de kom en Depesche fra Q. som meldte at Oubril der var indviet i Sagen havde været hos Bism. der paany stadfæstede at Tanken kom fra ham og fastholdtes af ham, men paa given Anledning erklærede han sig imod at K. af D. skrev nu til K. af Pr. Oubril og Mohr. skrev nu hjem at under disse Omstændigheder burde man vistnok vende tilbage til den af M. oprindelig anbefalede Tanke at K. af D. alene skulde skrive til Keiseren. Dette billigede da Gort, og saaledes var endelig hele denne Incidens med al den deraf kommende Forvirring sluttet.

Grev Frijs søgte M. Torsdag Formiddag og havde en længere Samtale med ham, af hvilken det iøvrigt kun fremgik at R. kun da vilde have med Sagen at giøre, naar det viste sig at den derved kunde bringe den til et praktisk Resultat. Om Middagen spiste jeg med M. hos Heydebr. og havde efter Bordet en lang Samtale med ham, hvori han forsikkrede mig 1) at Bism. var oprigtig, at han alene af den Grund havde holdt Sagen hen saalænge, fordi Stemningen i Regeringskredsen stadig blev bedre for os 2) at hans Stilling var meget vanskelig, da Kongen var stærkt opsat paa at beholde Alt, og som Exemp. paa Forholdet fortalte M. at Kongen gav sit skriftlige Samtykke til Pragerfreden i følgende Udtryk »ich genehmige nothgezwungen u. gegen meinen Willen weil ich von meinem Minister in Stich gelassen bin, und ihn jetzt nicht ersetzen kann und endlich weil der Kronprinz schon gestimmt hat« — K. vilde nemlig beholde Sachsen og Franken, 3) at Dmk. slet ikke kunde vente at faae Als og Sundeved og vægrede det sig ved at modtage Mindre vilde det senere komme til at fortryde det, saa sikkert som det nu fortrød at det tidligere havde afslaaet bedre Tilbud, og 4) Keiseren s. 139 kunde ikke gjøre et sligt Skridt uden Resultat og han M. ikke bringe ham ind i en slig Situation. Nu kunde vi jo faae Aabenraa og senere engang Resten.

Om Fredagen d. 15de var M. Kl. 11½ til Audients hos Kongen. Efter M.s Beretning derom til mig, var Samtalen temmelig indholdsløs idet K. holdt sig til Almindeligheder, og sagde at da Nationalitetsprinc. var brugt imod os til at berøve os de 3 Hertugd. var det billigt at det ogsaa anvendtes til Fordeel for os forsaavidt vi fik den danske Deel af Sl. tilbage. Kl. 1 kom M. til mig efter Aftale. Han gav mig da en lille Resumé af den sidste Depesche han havde fra Petersb. (see Nr. I). 1 ) Derpaa forklarede jeg ham min Anskuelse om Sagen, og da han sagde at jeg der havde udviklet endeel nye Synspunkter, som han ønskede at jeg vilde opsætte skriftl. til Brug for hans Indberetning, sagde jeg at naar han vilde erindre at jeg talte privat og uden særlig pouvoir skulde jeg gjerne ganske cursorisk optegne mine Bemærkninger 2 ) og strax sende ham dem. Kl. 2 gik han til Grev Frijs, men efter hvad denne strax efter hans Bortgang sagde mig, var Samtalen ikke ret behagelig, M. havde været præoccuperet og meget alvorlig, og vilde nu slet ikke have med Brevet til Keiseren at giøre og meente at det var bedst at Grev Fr. sendte det til Berlin, hvor da Q. kunde besørge det. Dette sidste forbausede mig meget fordi Aftalen ml. mig og Mohr. netop gik ud paa at det skulde sendes til M. med en kort Note og at han da med sin Depesche skulde sende K.s Brev til Gort, i en Paket, som Knuth skulde medtage. Jeg fik nu Tilladelse til at søge M. for at bringe dette Punkt i Orden. Kl. 5 talte jeg nu med ham i Gesandtskabshotellet. Han var meget elskværdig, og sagde at Grev Frijs havde sagt ham at Baron Wedel, der reiste om Lørdagen til Berlin jo kunde tage Brevet med sig og derfra kunde det gaae med eng. Coureer, og det havde M. saameget mindre imod som det jo var besynderligt s. 140 at den russ. Gesandt indsendte med en dansk Coureer et Brev fra K. af D. til Keis. og lod derhos forstaae at hvor stor Tillid han end havde til en dansk Secretær vilde det dog stride mod Formen at skrive confid. til sin Regering om os og betroe Depeschen til en dansk Courer. Jeg beroligede ham i den Henseende, idet jeg forsikkrede ham at han kunde sende den uforseglet uden at frygte Noget, thi saavidt vare vi endnu ikke komne i Civilisation, vi kunde dernæst i en Note gjentage hvorfor vi maatte bede ham om at tage sig af Brevet, og det var endelig umuligt for Q. at besørge Brevet thi han kunde jo ikke sende det til Keis. eller til Gortch. og vi turde efter Bism.s Begjæring ikke bruge Vind. M. gik ind herpaa, og saaledes var Formspørgsmaalet bragt i Orden. Men da jeg vilde gaae, sagde han: »men siig mig nu, hvad skal jeg skrive hjem? Jeg kan ikke forspilde min hele Stilling ved at tilraade Keiseren at giøre Noget, naar det senere viser sig at Dmk. afslaaer at lade sig nøie med hvad det kan opnaae. Jeg begriber at Dmk. ikke selv kan sige at det vil lade sig tilfredsstille med Haderslev og Aabenraa, men ville De virkelig afslaae naar Pr. selv tilbyder det? Det er dog ikke muligt! Det Ansvar vilde De dog ikke paatage Dem ligeoverfor Deres Land og ligeoverfor Beboerne af disse 2 Amter?« Jeg sagde at jeg selvfølgelig ikke havde pouvoir til at udtale Noget derom. Men jeg kunde dog sige ham til Orientering i Sagen at for Kongen, der nærmest saae Slesvig gjennem sine personl. Følelsers Lys, var det overord, haardt at skulle opgive Haabet om at faae Gottorp og Louisenlund, med andre Ord Slien som Grændse og at gaae nordligere end Flensborglinien vilde vistnok være utænkeligt for ham. Hvad Grev Frijs angik vidste jeg fra den første Dag han indtraadte i Ministeriet, at han lagde en saa stor Vægt paa Flensborgby, som det nødvendige Punktum ved den Sætning i det evrop. System, som heed Dmk., at jeg var uvis om han vilde kunne opgive Flensb. men vis paa at Als og Sundeved i alt Fald aldrig af ham kunde opgives. — (Jeg har nemlig glemt at bemærke s. 141 at M. om Torsdagen havde faaet Udkastet til Kongens Brev at læse, og medens han iøvrigt Intet havde at bemærke derom, erklærede han strax mHt. Flensborg at selv Bism. aldrig nogensinde havde villet finde sig i at denne By afstodes).

Om Lørdagen om Morgenen kom Grev Frijs ud til mig og viste mig en Billet som M. havde sendt ham for at begiære en Samtale, da han havde et Spørgsmaal at gjøre ham. Jeg sagde da strax Grev Frijs at det han vilde spørge om var hvorvidt vi ikke i Nødstilf. vilde lade os nøie med Hadersl. og Aabenr. For det Tilfælde at det viste sig at jeg havde Ret i min Formodning, gik Grev Fr. ind paa at svare: »Jeg kan ikke forlange at Kongen paa Forhaand skal kunne tage nogen Beslutning om en Situation som endnu ikke foreligger og som ikke nu kan forudsees i alle sine Detailler med alle nærmere Omstændigheder der maatte komme i Betragtning. De samme Betragtninger hindre ogsaa mig i at udtale nogen definitiv personlig Mening da jeg erkjender at til en vis Grad kunne Forhold og Omstændigheder, Detailler og Modaliteter have Indflydelse. Men det vil jeg dog ikke tilbageholde for Dem at saaledes som Sagen nu ligger for, vilde jeg for mit personl. Vedkommende ikke troe at kunne tilraade K. at modtage en Afgjørelse, som ikke omfattede Als og Sundev.«

Det viste sig at vi rigtigt havde forudseet Gienstanden for M.s Spørgsmaal. Da Grev Frijs naturl. censeredes ikke at have forberedt sig derpaa, maatte han svare reent mundtligt og jeg kan altsaa ikke med Sikkerhed sige om han mere eller mindre nøiagtigt har svaret som paatænkt. Men Ministeren antager at han i Eet og Alt har givet Nuancen som netop var først at holde en event. Udvei aaben til den ene Side og derpaa ved den sidste Sætning trække stærkt over til den anden, og saaledes lade Hr. M. igrunden forblive lige klog, dog nærmest tilbøielig til at see at Als og Sund. ere conditio sine qua non. Jeg troer nu at Grev Fr. som blev ivrig har særligt appuieret paa den sidste Sætning, hvortil han iøvrigt s. 142 føiede at Flensb. tilkom os og var os af stor Vigtighed, men hvis hele Sagen kom til at staae derpaa, vilde M. erindre at i Kongens Brev stod kun la ligne de Flensb. og man kunde da altid negociere om det var Linien N. eller S. for Byen. (Dette er nu egtl. ikke sandt, thi K.s Brev taler hele Tiden om Grændsen efter Parlam.valgene).

Sammenfatter jeg nu det Hele, min Opskrift som gaaer i Retning af Nægtelse, mine Confidentser om Kongens Følelser og Grev Frijs’s Anskuelser, dennes egen Erklæring, og endelig K.s Brev og Audientsen, kan jeg ikke troe Andet end at M.s Indtryk er at vi ville afslaae enhver Overenskomst uden Als og Sund. og han vil da neppe anbefale Gort, at lade Keiseren gaae i Ilden, med mindre man i Petersb. og Berlin lægger en ganske særdeles Vægt paa at faae en Overeenskomst med os, fordi man forudseer en fransk Krig som forestaaende, og derfor med alle sine Manøvrer kun har tilsigtet at bringe os saa langt ned i vore Fordringer som muligt. Jeg er imidl. nærmest tilbøielig til at troe det første af disse Alternativer og jeg bestyrkes deri ved at Grev Fr. selv har det Indtryk efter M.s Adfærd, idet denne, saasnart Gr. Fr. havde endt, uden videre Contrabemærkning tog Afskeed.

Forresten faldt der i denne Samtale forskjellige ret interessante Yttringer af ham, saasom at Baandet ml. de 2 Fyrstefamilier endnu kun holdt ved Kong Vilhelm, saasnart han døde, gik Kronprindsen over til de Nation.-Liberale og var altfor afhængig af Kronprindsessen til at nogen Forstaaelse ml. Berlin og Petersb. kunde vedblive. Endvidere sagde han at Heyd. slet Intet vidste om hele denne Sag — det troer jeg nu af forskjellige Grunde ikke at være sandt.

Lørdag og Søndag havde Grev Fr. iøvrigt store Vanskeligheder at overvinde fra Kongens Side idet denne ikke vilde skrive Brevet med sin egen Haand, men havde undertegnet la copie figurée som vi havde tilstillet ham til Afskrift. 1 ) Dette s. 143 gik allerede af den Grund ikke an, at Courtoisien naturl. i Afskriften var ført heelt ud af Afskriveren og altsaa ikke var paategnet med Underskriften. Men dernæst forekom det mig ogsaa altfor ligegyldigt af Kongen ikke at ville have den Uleilighed at skrive Brevet, nærmest formodentlig fordi han netop om Lørdagen ønskede at gjøre en Udflugt med sin Søster og Broder til Helsingøer. Grev Fr. gik da paany til ham og forlangte at han selv skrev Brevet af. Dette lykkedes endelig, vistnok især fordi K. kom til at røbe at han havde indviet idetm. 2 Uvedk. i Hemmeligheden, nemlig W. Oxholm og Prinds Hans, ved at paaberaabe sig deres Mening om at han ikke behøvede selv at skrive det. Grev Fr. benyttede dette til tørt at bemærke at han havde troet at K. ikke havde omtalt Sagen til Nogen, saaledes som Aftalen jo var mellem dem, og i sin Confusion over saaledes at have blottet sig, gik Kongen ind paa at skrive det af.

Saaledes vare endelig alle Gienvordigheder overstandne og om Søndag Eftermiddag afreiste endelig Knuth med 1) Mohr.s Paket, 2) en kort Depesche til Q. hvori han til sin egen Underretning fik Afskrift af K.s Brev med Tilføiende at Grev F. i Samtalerne med M. havde fastholdt at han ikke kunde tænke sig en Afgjørelse uden Als og Sundeved og 3) en Dep. til Vind om andre Sager, uden nogen Antydning om denne Incidens.

Endnu vil jeg tilføie at i Samtalerne med M. blev ogsaa den Bemærkning giort, at hvis vi vare mindre ærlige, vilde vi modtage Aabenraalinien, og opsætte Resten, thi utvivlsomt vilde Pr.s Fjender, hvis vi raadspurgte dem, sige acceptez toujours et réservez-vous de forcer plus tard la Pr. à se dessaisir du reste. Men netop fordi vi oprigtigt vilde en Overenskomst med Preussen stode vi saa stærkt paa en tilfredsstillende Løsning som ikke efterlod farlige arriérepensées. M. meente rigtignok at Pr. jo vilde sikkre sig vor »Neutralitet« naar det afstod Aabenraalinien, men han fik strax det Svar at Pr. vist ikke selv vilde troe at andre vilde s. 144 holde Traktater mod Pr. efterat det havde viist hvorledes det selv omgikkes med deslige Papirer. —

D. 19. Mai besøgte Mohr, mig og da jeg nævnte at han jo d. 17. havde talt med Grev Fr. fortalte han mig at han havde sagt denne: at Kongen havde nævnt at Han ikke kunde opgive nogen Deel af det danske S1. som vilde tilbage og ikke kunde støde Danske tilbage, som kunde gienforenes med Dmk., og at Gr. F. havde udtalt sig paa samme Maade, at han altsaa ikke tvivlede paa at medens vi naturl. ikke kunde ville gjøre noget Forslag, som udelukkede nogen Deel af det danske Sl, kunde vi dog heller ikke ville tage det Ansvar paa os at nægte at modtage, naar vi kunde faae, om end ikke det Hele saa dog det Væsentlige. Grev Fr. havde da svaret ham: »De veed at jeg ved Omstænd. er bragt ind paa Politiken som ellers ikke laae for mig som mit Kald. Jeg vil vistnok ikke foregribe Kongens Beslutn. som jeg ikke allerede nu har kunnet indhente, men jeg vilde ikke kunne tilraade Kongen at gaae ind paa en partiel Afgiørelse og Ingen kunde det uden at have arrière-pensées som jeg ikke vil have. Naar jeg modtager et Arrangement med Pr., er det kun fordi jeg vil sætte min hele Kraft og min hele Loyalitet paa trofast at opfylde min Deel i det gode Forhold ml. Staterne som jeg ønsker at skulle bestaae uforandret mellem dem.« M. sagde at Grev Fr. var magnifique, at han havde sagt det med une véritable noblesse og at han M. selv var bleven rørt.

Resultatet var da det, at han skrev til Gort, at han af sine forskjellige Samtaler havde faaet den Overbevisning at han ikke kunde tilraade sin Reger, at virke paa Pr. i den Retning at man tilbød os en Afgiørelse uden Als og Sundeved, thi han troer at vi vilde afslaae det. Da han imidl. troer at man ikke bør forsømme nogen Chance, hvor usikker den end er, henstiller han til G.s bedre Bedømmelse hvorvidt det vilde kunne lade sig giøre at bringe Pr. til at afstaae disse Distrikter. Men da Bism. nødvend. maatte have Noget for at tilfredsstille Kongen og for at amadouere Kamret og Tydskl. s. 145 maatte »die Schlachtfelder« blive i Pr.s Hænder, med Etappeveie. Han erkjender Ubehagelighederne for os, men mener dog at Fordelene ville være overveiende, og fortalte tillige endeel om, hvorledes et saadant tydsk Gibraltar snart vilde blive Pr. saa ubehageligt at det selv vilde gribe en Leilighed til at opgive det. Quaade havde selv engang antydet at i saa Henseende saae han næsten hellere Dybbøl end Broager i Pr.s Hænder. M. vilde vist gierne føle sig for hos mig, hvad Indtryk en slig Proposition vilde giøre paa os, men jeg vilde ikke lade mig mærke med Noget, kun sagde jeg at jeg ikke troede paa Muligheden at Pr. nogensinde godvilligt vilde opgive »sit Gibraltar«. Forresten lod det paa M. som om han antog det for temmeligt utvivlsomt at G. ikke vilde betænke sig paa at følge »Henstillingen« thi han sagde at nu længtes han meget efter, hvad Resultatet vilde blive af de Sonderinger i Berlin som G. naturligvis først maatte foretage for at forsikkre sig hvorledes Bism. optog Ideen.

G. svarede med omgaaende Post at han havde modtaget M.s Depesche med Bilag, og at ihvorvel han mistvivlede om et lykkeligt Udfald da der jo var en »Afgrund« mellem hvad vi forlangte og Pr.s Tilbud, havde han dog sendt hele Correspondancen til Oubril for at denne skulde see hvad der var at giøre i Berlin og i alt Fald erfare hvad der var det Yderligste, Pr. vilde give.

Det har imidl. senere viist sig at M. i visse Maader har misforstaaet de mundtlige Yttringer. I Kongens Samtale har han lagt en for stor Vægt paa hvad han kalder en Uoverensstemmelse mellem K.s Ord og hans Brev, idet han ikke nævnte Flensborg-Linien eller overhovedet nogen bestemt Linie, men i Alm. sagde at han ikke kunne skyde nogen dansk Befolkning fra sig som vilde gjenforenes med Dmk. M. kunde vel være tilbøielig til deri at see en Antydning om at tage hvad man kan faae. I Grev Frijs’ Samtale lagde han Vægt paa at denne havde sagt 1) at Ingen ærlig Mand (altsaa ikke blot ikke han) kunde raade Kongen til at modtage s. 146 Mindre end Flensborg-Linien event. Baulinien, thi det vilde kun være fordi man nærede arrière-pensées — er det ikke farligt at have saaledes engageret sine Efterfølgere og givet et Paaskud til slet Intet at give, naar man ikke kan eller vil give Flensb.linien, 2) at fik vi denne kunde vi give betydelige Garantier. Af hvad jeg havde sagt, havde han formeget lagt Vægt paa at jeg havde erklæret det for meget »vanskeligt« for noget Ministerium at holde den off. Mening tilbage i Tilfælde af en Krig, naar vi ikke havde faaet i alt Fald Baulinien — han havde skrevet »umuligt« istedetfor »vanskeligt«. Jeg søgte at rette disse Punkter og han sagde at han vilde forklare dem nærmere naar han næste Gang skrev. —

Endnu d. 5. Juni havde imidl. Quaade ikke hørt Noget om at Oubril havde faaet Instructioner. — ...

Oubril gjorde ikke Meget ved Sagen. Han begjærede en Audients hos Bismarck, men da denne netop paa den Tid befandt sig ilde og snart efter gik i congé, fik Oubril ikke Leilighed til at tale nærmere med ham. Imidl. hørte vi Intet fra Petersborg. Først d. 2. Juli bragte Mohr. et Brev fra Keiseren til Kongen, som han bad Grev Frijs at bringe til H. M. da en Audients for M. til at overlevere Brevet i vilde tildrage sig en Opmærksomhed som netop skulde undgaaes. Det nytter imidl. kun lidet at vi her [Nogle Ord maa her være glemt. Næste Side begynder:] M. har siden (i 1869) brugt Yttringer der bevise at hele Tanken om at lade Keiseren direkte optræde mellem de 2 Konger skyldtes Mohr.s Ini[ti]ativ. M. siger imid. at vi have forspildt Chancen ved at insistere saa stærkt paa Als og Dybbel, havde vi villet kunde vi nu have havt Sagen afgiort saaledes at vi havde Aabenraa Linien uden Garantier(?). —

I April 1869 kom M. Palaton de Champeaux, capitaine de frégate et sous directeur des pêcheries au ministère de la s. 147 marine. — Dotezac slet ikke talt om Gjenstanden for hans Sendelse til Grev Frijs, kun til mig. Gr. Fr. imidl. kom til at tale til Champ. om det. Oplysn. som meget tilfredsstillede ham cfr. Afskr. af Spml. og Svar. —

Opskrift med P. Vedels Haand (U. A. særligt Læg). Affattelsestiden er usikker, men dog næppe senere end 1869.