Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1868-06-02)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 2. Juni 1868.

Kjære Quaade! Endskjøndt Coureren endnu ikke er saa nær ved sin Afreise vil jeg dog benytte mig af denne Dags Morgenro for at takke Dem for Deres venlige Linier modtagne i Lørdags med Coureren 1 ) og for at samtale lidt med Dem, forbeholdende mig naturligviis, hvis Noget skulde passere i Mellemtiden imellem dette Brevs Skrivelse og Courerens Afreise da at tilføie dette. — Først og fremmest maa jeg da meddele, at Baron M. sidste Torsdag da han var hos mig havde modtaget Telegram fra Petersborg hvorefter man paa Grund af de 2 Partiers forskjellige Standpunkt ikke havde stort Haab om at kunne udrette Noget, men at man til Oubril havde expederet det Hele for nu at sondere Stemningen. — Alene af dette Svar bliver det endmere klart at der ikke fra russisk Side kan være Spørgsmaal om at ville udøve nogen Pression i Berlin, at man ikke havde kunnet dette, derom har jeg for min Person ikke næret nogen Tvivl og derfor har det i høi Grad forundret mig at man i Berlin, navnlig Bismarck, har kunnet tage Talen om Mægling eller Voldgift au sérieux, — thi naar der for Alvor blev Tale om en endelig Afslutning af dette Spørgsmaal, — Sligt kan naturligviis levende ønskes fra vor Side, men fra den anden Side er Opfordringen til at afgjøre Sagen ingenlunde den samme — saa vilde den saakaldte Mæglers Pression vistnok kun have viist sig til vor Side, hvilket var det bequemmeste og den Vei ad hvilken man beredte sig den mindste Svækkelse. En ganske naturlig Følge heraf maatte ogsaa være at vi i en langt høiere Grad maatte være forsigtig i vor Udtalelse ligeoverfor Rusland for at ikke kunne fanges af denne, thi det kan være galt nok at forhandle med Preussen, dog her staae vi klart ligeoverfor Overmagten, for hvilken vi s. 161 saa tidt maa bøie os, men den Tredie o: Rusland vil dog udgive det for Venskab, og det bliver dobbelt farligt, fordi det for Udenforstaaende faaer et mere upartisk Præg og derigjennem udøver en større Pression. Jeg vil nu haabe at vi heldig have maattet gjennemløbe denne Phase af Udviklingen uden at blive brændt for stærkt, men det har været vanskeligt fordi det i de forskjellige Samtaler imellem M. paa den ene Side og paa den anden — Kongen, Udenrigsministeren og Directeuren, fordrer en fuldkommen eensartet Opfattelse — denne er jeg nu overbeviist om tilfulde har fundet Sted — men en fuldkommen eensartet Udvikling er tillige ønskelig, og denne er det næsten umulig at præstere, fordi den selv af eller hos det samme Individ vil være afhængig af den forskjellige Stemning — endvidere vil det beroe noget paa den Accuratesse hvormed man har kunnet opfatte vor Udvikling, og jeg vil her haabe at det fra Alle paa vor Side er stærkt pointeret, Forhandlingens og den deraf følgende eventuelle Indrømmelses endelige Natur, for at et virkeligt gjensidigt Gode kan opnaaes, item at Alt defineres og slaaes saa fast som menneskelig muligt, hvorved Fortolkningens Gebeet saa stærkt som muligt indskrænkes eller gjøres ufornødent, thi her ville vi paa Grund af Magtstillingen i Almindelighed tabe. — Et Spørgsmaal, der saa tidt og under forskjellige Former er kommet frem, nemlig Reciprocitetsforholdet ved Fastsættelsen af Garantier staaer for mig som kun Etiquettehensyn, og ikke at maatte fremdrages fra vor Side, fordi man ved at indrømme Sligt fra preussisk Side kan synes eller faae Udseende af at byde Noget, uden at dette i praktisk Henseende faaer nogensomhelst Betydning, thi naar vi skulde remonstrere ligeoverfor preussisk Administration af Danske vil dette ikke have den Vægt som naar Preusserne klage over vor Administration af Tydske; i mangfoldige Tilfælde vilde de kun benægte, hvor vi dog bleve nødte til at gaae ind paa Realiteten. Naar De derfor nogensinde skulde erfare, at Sligt var fremkomet s. 162 fra min Side, da er det en absolut Misforstaaelse, thi Sligt er aldrig faldet mig ind, fordi jeg paa saa mange Stadier har maattet bekjæmpe det Praktiske eller Ønskelige i at fremkomme med slig Paastand, hvor Bismarck ved at modtage med fuld Ret vilde kunne sige: »Mit Speck fängt man Mäuse«, fordi i Formen Selvstændighedens og Anstændighedens Fordringer vare skeete fyldest, men i Udførelsen vilde Forpligtelsen kun vise sig at være eensidig ɔ: Forpligtelsen komme kun paa vor Side og Retten til Control kun udelukkende blive paa den anden Side. —

11

I Gjensvar paa det i Deres Rrev opkastede Spørgsmaal om Forklaringen ligeoverfor Andre af den nuværende Situation, da vil det være umuligt at kunne give nogen Oplysning endnu forinden vi vide om vi fuldstændigen have været dupe, fra hvilken Side vi ere meest blevne holdt for Nar, item hvad der har bevirket den hele forandrede Situation. —

Desværre kan jeg ikke, trods mit Ønske herom, haabe paa at kunne overbevise vor Modpart om det Rimelige i vort Foretagende, men det der altid staaer for mig som det Væsentlige, det er ikke at deteriorere vor Stilling — vi ere mishandlede, men kunne dog bestaae som selvstændig Stat, naar man ikke vil fra tydsk Side anvende en fuldstændig Quælningsproces — nu var vistnok Intet ønskeligere for os end at kunne komme til at leve i et godt og venskabeligt Forhold til Preusserne, men det beroer ikke paa os alene — hos os findes Beredvillighed hertil, — hvorimod Tydskerne maae foretage en Akt, hvorved Anerkjendelse af vor statsretslige og nationale Berettigelse er fuldkommen og fyldig givet, o: ved en Restitution af hvad der er væsentlig dansk og ønsker at vende tilbage til Danmark, — ville eller kunne de ikke gjøre dette, da kan det heller ikke med Billighed forlanges, at Mistilliden hos os og Frygten for at de atter ville overfalde os naar bequem Leilighed gives vil kunne forsvinde, og der forekommer mig derfor at være ligesaa liden s. 163 Grund for dem til at give som for os til at modtage, naar derved ikke det der er Hovedsagen nemlig selve Forligets Istandbringelse opnaaes. At Preusserne skulde i Virkeligheden (derved forstaaer jeg den fornuftigere og regjerende Deel) troe paa at vi virkelig sætte vor Lid alene til Krig, og af den Grund ikke ville gaae ind paa Compromis, dette kan jeg ikke bevæge mig til at troe, thi det forudsætter en saa fuldkommen Frakjendelse af bon sens paa vor Side, at jeg ikke kan bevæge mig til at troe, at de sætte den danske Regjerings judicium eller Skjøn saa lavt. For at dette skulde kunne forsvares, maatte vi absolut være tvungne til at spille »va banque«, dertil er det endnu ikke kommet; — skulde det engang komme saa vidt, da vil jeg haabe at det maa være i et Moment, hvor Spillerne alt fra forskjellige Sider have været engagerede i nogen Tid, saa at den Nysankomne, omend ikke af de store Spillere, dog betragtes med Interesse fordi han medbringer nye Seddler. —

Af Deres Brev lader det til som om De formoder, at en virkelig alvorlig Forhandling om det slesvigske Spørgsmaal kunde forestaae i den nærmeste Fremtid; Intet vilde være mig kjærere, thi Længselen fra vor Side er stor, men jeg havde hidindtil tvivlet om at der fra preussisk Side fandtes en tilsvarende Bestræbelse om at komme til Afslutning — den almindelige Gang i Sagen har hidindtil været, at vi have svaret saa hurtig som muligt men i Almindelighed have maattet vente et Fjerdingaar forinden man har værdiget os et Gjensvar. —

I næste Uge ville en Deel af mine Colleguer nemlig Finantsminister, Indenrigsminister og Krigsminister tage dem en lille Luftning, men de ville forhaabentlig alle være her tilbage til den 1ste August.

C. E. Frijs.

11*