Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1868-06-09)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 9. Juni 1868.

Kjære Quaade! Tak for Deres venlige Linier som De sendte mig med Deres Svoger og som jeg modtog ved min Hjemkomst igaarmorges efter 1 Dags Ophold paa Frijsenborg; Rygterne om min Badereise saavelsom om en tilsigtet Reise til Schweitz savne al Grund; jeg vil i de første 6 Uger vanskeligere end ellers kunne komme herfra, da jeg skal vicariere saavel for Finantsministeren som for Krigsministeren. Endvidere haaber jeg dog, at vi forinden Sommerferierne erholde et Svar fra Preussen, thi i Almindelighed pleier man dog efter et Fjerdingaars Forløb at være saa naadig at svare, men kanskee vil man denne Gang tage et Halvaar hertil. — Det sidste Forsøg maa vel betragtes som fuldstændig mislykket og er det godt at man i saa Henseende ikke har næret sanguinske Forhaabninger; jeg er dobbelt glad ved at vi ikke overskred paa nogetsomhelst Punkt den af Grev B. givne Antydning; med al Respect for Venskabs og Slægtskabsforholdet imellem benævnte 2 Stater, maatte Forholdet forandre sig fuldstændigt, hvis ikke Petersborg har mere Berlin behov end omvendt, og der altsaa ikke kan være Tale engang om nogen moralsk Pression fra Keiserhoffets Side ligeoverfor Kongehuset, fordi Keiseren med alle sine udmærkede Egenskaber, ikke er den Carakteer ei heller har den Villiesfasthed som den gamle Oncle; de Beviser man gjentagende havde herpaa saavel i 1866 som tidligere trænge ikke til gjentaget Fornyelse, thi de vare saa talende, at kun en lang Tids Erfaring i modsat Retning vil kunne fremkalde Troen paa en Forandring. Den Lethed og Godmodighed hvormed man i sin Tid caverede saavel for Mesters som for Tjeners Conservatisme og Loyalitet ligeoverfor egne Slægtninge og Venner var efter den Erfaring vi alt forinden havde gjort ikke videre opbyggelig. s. 166 — Saalænge begge disse Parter endnu ikke have opslugt hvad de tilsigte og dette er jeg overbeviist er endnu ikke Tilfældet med Nogen af dem, da er Forbundet sikkert og fast, samt fremfor Alt naturligt og nødvendigt saalænge Tørsten endnu ikke er tilfredsstillet; et Ophør heraf kan kun indtræde i det Øieblik at den ene Part er tilfredsstillet, og et sligt Moment haaber jeg ikke at opleve, thi da vil forinden meget være gaaet tilgrunde, som jeg lever og strider for. [Om Kronprins Frederiks Forlovelse med Prinsesse Louise af Sverige.]

... I Deres sidste Brev skriver De, at Bismarcks virkelige Sygelighed giver Anledning til forskjellige Betragtninger; om end disse tildeels kun ere af en løs og flygtig Natur vilde jeg dog sætte megen Priis paa at gjøres bekjendt med hvilke Mænd man tænker sig at kunne erstatte Bismarck med saavel hos Kongen som ligeoverfor Repræsentationen, thi det er klart at Valget ikke vil blive ganske let, item at de forskjellige Partier og Indflydelser saavel i Landet som ved Hoffet og i Diplomatien ville bestræbe sig for at udbytte det saagodt som muligt i sin faveur. Vanskeligheden ligger sikkert i at finde en Personlighed som ikke skal træde altfor stærkt i Skygge ligeoverfor den Fratrædende; det vil være mig meget interessant at høre Noget om de forskjellige Speculationer og Indflydelser, og det er ikke alene af Videbegjærlighed men fordi det kan blive af den allerstørste Betydning for os. Jeg ønsker ikke Bismarcks Afgang af Hensyn til os, thi vel har han ikke stor Agtelse eller tilovers for en lille Magt, som han omgivet med alle sine Batailloner og iført sin Kyradseeruniform ikke kan eller vil tillægge stor Levekraft, men vi, derved forstaaet Danmark, kunne meget let faae En, der er os meget værre og mere ildesindet, som ikke alene af reent politiske Grunde ønsker at sætte sig i Besiddelse af Halvøen ligeindtil Skagen saaledes som dette gjentagende er ønsket og udtalt af Bennigsen og Partie, men som ogsaa særlig kunne føle sig kaldede til at stride s. 167 imod det danske Demokrati og vor Frihedsretning, og herved sigtes nærmest til Kreuzz.’s Partiet og en heel Deel af det militaire Parti; de ere glubskest og vilde vistnok uden Betænkning, men det kunde let gaae her som saa tidt i Livet, at om end Overhalingen kunde blive slem at modstaae, saa vilde en endelig og for os taalelig Løsning lettest kunne naaes ad denne Overgrebets Vei. . . .

C. E. Frijs.