Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1868-09-23)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 23. September 1868.

Kjære Quaade! Tak for Deres venlige Linier og den stillede Udsigt at see Dem hos mig næstkommende Lørdag 8 Dage og vil jeg haabe at der maa kunne undes Dem nogen Tids Ro, endskjøndt jeg vel antager at det gaaer Dem som mig at den fortsatte Ro og Vindstille ikke er de bon augure; nu vil jeg haabe at den spanske Revolution ikke maa komme til at spille den samme Rolle som den italienske Bevægelse gjorde i 1848 nemlig at blive Signalet til et almindeligt bouleversement; thi vel gjentage Tildragelserne sig aldrig paa samme Maade, men den besynderlige Blanding af politisk communistisk Bevægelse som dengang greb alle Folk og Stater finder dog endnu hos en stor Mængde af Europas Befolkninger Tiltro som en realisabel Idee, thi det er dog et aldeles mærkeligt Sammensurium af Ideer der er kommet frem i de senest afholdte Arbeidercongresser. — En stor Lykke for vort lille Land at vi hidindtil ikke kjende Noget til Proletariatet. — Kongen af Preussens Reise i Hertugdømmerne er nu lykkelig tilendebragt, Slutningen i Hamborg var ikke saa heldig; men Modtagelsen saavel i Lybek som Hamborg og Altona skal have været overordentlig hjertelig; af de sønderjydske Byer har naturligviis Slesvig fremviist en væsentlig forskjellig og decideret preussisk Stemning; enkelte af de tidligere danske Embedsmænds Taler have ikke været taktfulde og synes især den tidligere danske Minister i Berlin »Brockdorff« at have udmærket sig. 1 ) Her leve vi i endnu større Ro end De i Berlin, thi af de modtagne Rapporter fra forskjellig Side er det umuligt at komme til nogen Klarhed om den politiske Situation og jeg bilder mig ind at dette har sin naturlige Grund deri, at Ingen har Mod s. 181 eller Decision til at vælge en bestemt Vei, dette være nu enten Krig eller Fred. — ...

Den 5te skulde Rigsdagen aabnes forhaabentlig af Kongen selv og man nærer det Haab at kunne ende denne til Julen, men dette Haab vil efter al Sandsynlighed blive skuffet, thi Interessen i at udhale Tiden for at bringe Diæterne [op] og især i Vintertiden, hvor den store Deel af Landets Repræsentanter have mindst at gjøre samt gjerne opholde sig i Byen, — er hos den overveiende Deel af Rigsdagens Medlemmer for stor. Gid dette maa være den sidste Rigsdag som jeg opvarter, thi jeg er træt og sløvet og trænger i høi Grad til min vante Reskjæftigelse, hvor jeg har en Deel Motion, hvis jeg skal kunne bevare Helbred endnu i nogle Aar; desuden trænges der stærkt til fornyede Kræfter, der med Liv og Iver kunne tage fat; ogsaa har jeg i min gamle Ven Rosenørn 1 ) tabt en fast Støtte, som jeg i meget høi Grad savner og hvilket Savn for mig bliver uerstatteligt. . . .

Mon vi kan vente nogensomhelst Meddelelse for det Første fra Berlinercabinettet, sandsynligviis ikke, thi man vil vel afvente Bismarcks Tilbagevenden; ogsaa i denne Henseende er det saavel for Landet her som for Slesvigerne en tung Ventetid. —

C. E. Frijs.