Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1869-02-21)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 21. Februar 1869.

Kjære Quaade! Modtaget Deres tvende Breve saavelsom Depechen igaar og venter efter at modtage den endelige Meddelelse gjennem Hrr. v. Heydebrand saasnart jeg kan komme op i Ministeriet, men jeg har maattet holde mig inde et Par Dage paa Grund af et stærkt Ildebefindende. Det er et pludseligt Omslag der har fundet Sted i denne Sag men ikke saa uforklarligt, fordi Hadets Talsmand Carl Plessen har s. 220opholdt sig i Berlin i den sidste Tid og fordi Hs. Excellence Greven nu synes at springe som Fisken i Vandet, producerende Skjælsord og Forhaanelser imod Alt, hvad der ikke har Masser af Bajonetter til sin Disposition; dette er os jo ikke noget uvant, især naar det begynder at see fredeligt ud i Verden, thi naar der er lidt Uro eller Bevægelse i Spørgsmaalet om Krig eller Fred, da behandles vi paa noget lemfældigere Maade; der opstod saaledes først for Preussen Spørgsmaal om Udførelsen af Pragerfredens Art. V, da Conferencen om Luxemborg 1) traadte sammen og De vil erindre at vi alt dengang havde en klar Følelse af at det kun skete i den Hensigt at trække os omkring ved Næsen, saa at nogen stor Skuffelse er ikke bleven beredt os. — Trods alle vore Anstrængelser igjennem disse Aar er det ikke lykkedes at tilveiebringe en velvillig Stemning vis à vis os hos den preussiske Regjering, navnlig ikke hos Bismarck, og det bliver forsaavidt ligegyldigt enten dette har sin Grund i Plessens onde Tilskyndelser eller i Grevens eget slette Sind, men de Slutninger, vi heraf kunne drage, ere om end ikke opmuntrende dog saa klare at de ikke efterlade nogen Tvivl; idet der ingen Spørgsmaal er om, at naar virkelig engang en storartet Kamp vil forestaae og Ledelsen bliver den samme i Preussen, da vil man ikke tage i Betænkning at overfalde os lige ved Krigens Begyndelse, og det gjælder derfor om at være paa sin Post baade med ikke at give dem nogen berettiget Anledning og med at have sine Forsvarsmiddler paa rede Haand. De veed at Nationalpartiet med Benningsen i Spidsen længe har prædiket om at de maatte have hele Halvøen; men deels gaaer det ikke altid saaledes til i Verden som Præsten prædiker og maa man jo haabe at Tydskerne engang maae forsluge sig, og jeg haaber idetmindste at dette maatte blive Tilfældet for Preussens Vedkommende, naar det slugte Resten af Tydskland, at da ikke de brandenborgske s. 221og gammel-preussiske Familier vilde være istand til at styre og underkue det hele Tydskland. —

Jeg skal bestræbe mig for at forsøge den af Dem antydede Vei i den først nævnte Sag, tvivler om at det vil have nogen- somhelst Virkning, men man maa for sin egen Samvittig- hed og Ansvars Skyld have gjort Forsøget selv om man er vis paa at det mislykkes; det kan ikke nytte af den naturlige Grund at Vedkommende i Et og Alt føres i Slæbetouget og ikke vil være activ; desværre er dette for Tiden det almin- delige Characteristikon for alle saakaldte Stormagter med Undtagelse af Een, der paa Grund af sit Initiativ synes Eneherskende; men dette vil vel ogsaa naae sin Tidsgrændse. — Vi haabe enten i denne eller i Begyndelsen af næste Uge at kunne slutte Rigsdagen og jeg kan med Sandhed bekjende for mit Vedkommende, at jeg er træt, samt at jeg vilde haabe at kunne takke af samtidigt med at vi lukke Sessionen, thi jeg er ogsaa legemlig svækket og trænger absolut til en Forandring af Leveviis. — ...

C. E. Frijs.