Andersen Bille , Carl Steen BREV TIL: Krüger, Hans Andersen FRA: Andersen Bille , Carl Steen (1869-03-25)

Redaktør C. S. A. Bille til H. A. Krüger.
Dagbladets Redaction, Skjærtorsdag, 25. Marts 1869.

Kjære Krüger!

Sygdom i mit Huus og dernæst en lille Reise, fra hvilken jeg først igaar er vendt tilbage, have forhindret mig fra tidligere at besvare Deres Brev af 11te Marts. Det krævede jo da ogsaa nogen Overveielse, thi i saa vigtige Sager bør man intet Skridt foretage sig, førend man idetmindste har gjort sit Bedste for at komme paa det Rene med, hvad Klogskab byder og Omstændighederne tillade.

Først vil jeg holde mig til den i sin Tid forberedte Forespørgsel og Grundene til, at den ikke kom frem i Virkeligheden. De veed, at David, skjøndt han var noget ængstelig — og den, som kjender vor Rigsdag og overveier Stillingen, kan i Grunden ikke bebreide ham dette — dog var bleven varm og forbittret ved Tanken om den skammelige Maade, paa hvilken Preussen krænker Wienerfreden og behandler danske Undersaatter som en Klasse af retløse Forbrydere. Han havde sagt Grev Frijs og Etatsraad Vedel, at han nødsagedes til at bringe Sagen offenlig frem ved en Forespørgsel i Landsthinget, hvis Regeringen ikke med Kraft optraadte i Berlin og nødsagede Preussen til at respektere Folkeret og Traktater. Saavidt jeg kan forstaae, havde de begge bedt for sig og forlangt nogen Frist for at kunne gjøre nye Skridt i Berlin. Dette sagde David mig omtrent 3 à 4 Uger før Samlingens Ende, og han lovede at give mig nærmere Besked, naar han atter hørte fra Vedel. Imidlertid fik jeg ingen videre Meddelelse, og da Forespørgselen ikke kom, maatte jeg antage, at han havde faaet tilfredsstillende Forklaringer. Nu har jeg atter søgt ham, og han erklærer nu, at Grunden til, at han ikke gik frem, var den, at de ham af Dem meddeelte faktiske Tilfælde ikke kunde gjøres til Grundlag for en Interpellation, da der ved dem alle (eller de allerfleste) var særlige Omstændigheder, som gav den preussiske Regering s. 230en Undskyldningsgrund. Hertil kunde jeg naturligviis Intet svare, tilmed da jeg ogsaa har hørt Noget om, at der i et af de mest graverende Tilfælde (det med Lieutenant Sørensen i Aabenraa) ikke med nogen Nytte lod sig nedlægge Klage i Berlin. Jeg gav nu imidlertid David den mig sendte Afskrift af Grünfelds Kjendelse i Clausens Sag; han bad mig at laane ham den paa nogle Dage, da han saa atter vilde tale med Vedel, og lovede paa Mandag eller Tirsdag at meddele mig dennes Svar. Stort vil dette jo ikke føre til, thi om en Forespørgsel kan der nu for det Første ikke blive Tale, og dette er efter min Overbeviisning den eneste Form, hvori dette Anliggende med Nytte kunde føres frem. Naturligviis er jeg mere end villig til uopholdelig at gjøre det hele Forhold til Gjenstand for en Artikel i »Dagbladet«, men jeg er kun bange for, at dette mere vil skade end gavne. Sig mig Deres Mening derom; ønsker De det, bryder jeg hellere end gjerne min Taushed.

Jeg kommer dernæst til den anden Deel af Deres Brev. Hvorvel jeg godt kan indsee de Grunde, som kunde bevæge Dem til at gjøre en Ende paa den vanskelige Halvheds- Stilling, hvori De befinder Dem som Deputeret baade i Landdagen og Parlamentet, saa anseer jeg det dog for at være et Hovedhensyn, der aldrig bør tabes af Betragtning, at Nordslesvig ikke mister sin Repræsentation i Berlin, førend det er blevet dansk Eiendom igjen. Jeg vil ikke benægte, at der kan komme en Situation, hvor man for at naae et eller andet vigtigt Øiemed nødes til at sætte denne Repræsentation paa Spil; men meget varsom bør man være dermed, og der foreligger ialfald nu ikke nogen Grund til at gjøre dette Offer. Adgangen for Nordslesvigerne til at kunne udtale sig i Berlin er efter min Mening overordentlig vigtig; de kunne dog der nu og da lette deres Hjerte, og de kunne, hvad der er Hovedsagen, minde Verden om deres og § 5’s Tilværelse, pine den preussiske Samvittighed og nedlægge deres uforanderlige Protest. Tabtes denne Adgang, vilde s. 231Meget være tabt, og den nordslesvigske Befolkning vilde blive meget utaalmodig, vilde fælde haarde Domme over den, som var Skyld deri. Min Mening er altsaa, at der trods alle Edsnægtelser, Protester, Udeblivelser, Mandatsnedlæggelser osv. — eller, om De vil, netop for disses Skyld — maa holdes rigtig fast paa selve Berettigelsen til at være repræsenteret saavel i Landdag som i Parlament. — I Overeensstemmelse hermed føler jeg derfor megen Sympathi med Deres Plan om ved et Andragende at faae Sagen reist paany. Det maa vel være Polakkerne, som skulle hjælpe Dem til at faae det indbragt. Jeg troer ikke, at et lille Udfald som det antydede imod Frankrig vilde være til nogen Skade, men det maa ikke være saaledes, at det bliver virkelig saarende; vi have ikke saa mange Venner, at vi have Raad at vende nogen fra os. Derimod troer jeg, at det vilde være nyttigt, om Andragendet indeholdt et kort Referat af Deres og Ahlmanns forskjellige Fata, Kamrets forskjellige Optræden, den forfatningsstridige Udsættelse af Omvalgene osv. osv. Der trænges til en saadan Rekapitulation, og den vil desuden hjælpe godt til at motivere Forlangendet om at faae noget Sikkert at vide om Slesvigs Stilling.

Her har De nu min Mening. Efter Indholdet af Deres Brev har jeg ikke troet mig berettiget til at konferere med Nogen om Tanken. Eet er der dog, som jeg meget maa fremhæve. Vil De udføre det paatænkte Skridt og derved ligesom vække den indslumrede Sag paany, saa lad mig det vide itide, for at jeg kan gjøre Mit til samtidig at faae den bragt frem andetsteds, og benyt tillige Deres egne Forbindelser til at faae rørt op i den. Vore Bestræbelser tabe sig, naar de skee enkeltviis; ved at samle dem og komme paa een Gang kunne vi dog maaskee udrette noget Alvorligt.

Bille.

H. A. Krügers Privatarkiv. R. A.