Vind, Carl Rudolph Emil BREV TIL: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind FRA: Vind, Carl Rudolph Emil (1869-12-03)

Kammerherre Vind, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
St. Petersborg, 3. December/21. November 1869.

Deres Excellence,

Uagtet det som Følge af den korte Tid, i hvilken den nye franske Ambassadeur har opholdt sig her, endnu er temmeligt vanskeligt at have nogen klar Mening, om der til Grund for hans Sendelse hid ligger noget bestemt politisk Formaal fra den franske Regjerings Side, saa synes det dog, at dømme efter Yttringer, som jeg fra flere Sider har hørt, lidt efter lidt at vise sig, at Keiser Napoleon, ved at lade General Fleury afløse Baron Talleyrand, ei blot har havt en Personalforandring til Hensigt.

Man troer nemlig allerede i General Fleury’s Optræden her at spore et Forsøg paa en Tilnærmelse til Rusland fra Keiser Napoleons Side, der skulde have til videre Hensigts. 293at drage det Petersborgske Cabinet bort fra Preussen. Til Udførelsen af en saadan Plan vilde Baron Talleyrand, der havde begyndt sin Virksomhed her under de uheldige Auspicier, som den polske Opstand afgav, vistnok ei have været Manden, og hans Tilbagekaldelse synes derfor at tale for en saadan Hensigts Tilstedeværelse.

Vil dette nu lykkes General Fleury? Dette er et Spørgsmaal, som jeg vistnok ei tør driste mig til at afgjøre, da saa mange uforudseelige Omstændigheder kunne have Indflydelse derpaa, og Meget vistnok maatte forandres i den af den franske Regjering hidtil fulgte Politik, inden den russiske Regjering vilde beslutte sig til en fransk Alliance.

Een Ting synes dog tydelig: det er, at man her ei alene siden længere Tid i Pressen, men i den senere Tid selv i de Regjeringen nærmerestaaende Kredse begynder at faae Øinene mærkeligt op for den Fare, der kan opstaae for Rusland ved Preussens voxende Magt navnlig i Østersøen; men derfra og til en fransk Alliance er der vistnok et meget langt Spring, som den her stadigt mod Keiser Napoleon og hans Regjering herskende Mistillid vanskeligt vil tillade den russiske Regjering at gjøre. Der maatte da, har min Hjemmelsmand sagt mig, gives særegne Garantier fra fransk Side saasom Opgivelsen af Polens Sag, mindre Imødekommen mod Østerrig og en mindre fjendsk Optræden mod Rusland i Orienten.

Paa min Bemærkning, at efter mit Skjøn var Enighed med Frankrig jo dog Ruslands naturlige og tildeels traditionelle Politik, thi hvilken Magt vilde vel røre sig i Europa, naar disse to Magter vare enige om at forhindre det, svarede min Hjemmelsmand: »oui c’est précisément ce que je me tue à crier depuis des années«, men tilstod tillige, at Forholdene havde betydeligt forandret sig siden den Tid, da Rusland støttede sig til Frankrig, og at der for Øieblikket ei var Andet at gjøre end at holde ved Preussen.

Noget directe Forslag har, efter hvad man har sagt migs. 294General Fleury ei gjort her. I temmeligt almindelige Udtryk skal han til Keiseren og til Fyrst Gortchacow have talt om Keiser Napoleons fredelige Hensigter og Modbydelighed mod at see Freden forstyrret; men forat dette kunde opnaaes, var det nødvendigt at fjerne enkelte Spørgsmaal — points noirs, der endnu kunde give Anledning til Uenighed. Blandt disse points noirs var ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal. Jeg har senest indberettet til Deres Excellence, at General Fleury i denne Henseende havde fundet Imødekommen af det keiserlige Cabinet, og ved Telegraph har jeg underrettet Deres Excellence om, at Hans Majestæt Keiseren havde i den Anledning tilskrevet Kongen af Preussen. Denne sidste Efterretning var kommen mig senere i Hænde. Det er den Anledning, som Høitideligholdelsen af Hundredaarsfesten i næste Uge af St. Georgsordenen tilbød, som Hans Majestæt Keiseren har benyttet til at gjenkalde det nordslesvigske Spørgsmaal i Kongen af Preussens Erindring.

Jeg maa dog tilføie, at man her synes mig, ligesom hidtil, at opfatte den af den franske Regjering for vor Sag viste Interesse med en vis Mistænksomhed, idet man nærer den Overbeviisning, at den franske Regjering benytter denne Sag som et Lokkemiddel til at faae den keiserlige Regjering over paa sin Side eller idetmindste fjernet fra Preussen. Denne Opfattelse af General Fleury’s Skridt stemmer altsaa forsaavidt overeens med den i Deres Excellences seneste Telegram yttrede Mening, som jeg netop har havt den Ære at modtage, medens jeg skriver dette.

Deres Excellence vil ligeledes af min ærbødigste Indberetning Nr. 31 af 25/13 f. M., ¹Trykt som Nr. 608.) som jeg vel tør antage nu er kommen Deres Excellence tilhænde, have seet, at jeg alt har benyttet Leiligheden til at oplyse General Fleury om den kongelige Regjerings Opfattelsesmaade af denne Sag.

Jeg har forøvrigt hørt sige, at General Fleury’s Optrædens. 295skal være meget moderat og reserveret og i det Hele have gjort et godt Indtryk paa Kantsleren. Ambassadeurens officielle Reception vil først finde Sted i Slutningen af næste Uge. . . .

E. Vind.

Depeche Nr. 32, modtaget 9. December 1869.