Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: George Joachim Quaade (1869-12-09)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 9 December 1869.

Deres Excellences

meget ærede Depescher Nr. 13 og 14 af 2den og 3die d. M., saavelsom det forudgaaende Telegram af 1ste f. M., har jeg havt den Ære at modtage. 1 )

s. 312 Ved de Samtaler jeg herefter, ligesom i de første Dage efter min Tilbagekomst til Berlin, har havt med mine herværende Colleger, og for hvilke det nordslesvigske Spørgsmaal selvfølgelig har været en af Gjenstandene, er Intet bleven mig bekjendt som tyder paa en Forandring, i nærværende Øieblik, af den Holdning den preussiske Regjering eller andre Regjeringer nu saalænge have indtaget i Forhold til dette Spørgsmaal. Hvad de sidstnævnte Regjeringer angaaer, saa synes mig endnu bestandig den Anskuelse fremherskende hos dem, at for Tiden Intet vil kunne vindes for Sagens Udfald ved fremmede Magters Indblanding. Jeg maa dog her tilføie, at den herværende brasilianske Gesandt, som tidligere har været accrediteret i Petersborg har ganske leilighedsviis sagt mig, at han havde hørt, at den nye franske Ambassadeur i Petersborg syntes at beskjæftige sig meget med hiint Spørgsmaal.

Om Sagens nuværende Stilling og fremtidige Skjæbne have den engelske og franske Ambassadeur, Lord A. Loftus og Grev Benedetti, ikkun udtalt sig ganske i Almindelighed. Den russiske Gesandt, Herr Oubril, ligeledes; dog har denne, ved, ligesom de tvende Ambassadeurer, at udtale den Mening, at den væsentlige Hindring for Sagens tilfredsstillende Løsning ikke nærmest var at søge hos Grev Bismarck, ved Siden heraf med tilsyneladende Eftertryk fremhævet af hvilke Grunde Forbundskantsleren, efter hvad han antog, ikke for Tiden kunde virke for en Afgjørelse der stemte med den danske Regjerings Ønsker. Bestemmelsen i Pragfredens Art. 5 var ikke populair i Tydskland, navnlig i det national-liberale Partie, hos hvilket Grev Bismarck maatte søge den fornemste Støtte for sin Politik, og en Udførelse af denne Bestemmelse i dansk Retning blev derfor saameget betænkeligere, som den ogsaa kunde benyttes til Skade for den preussiske Regjerings Popularitet af de Partier og Regjeringer i Tydskland, som ere Modstandere af den preussiske Politik. Jeg tillader mig paa dette Sted at henvise til en allerærbødigst s. 313 Indberetning af 18de Mai 1866, Nr. 28, 1 ) hvorved jeg har gjort Rede for en Samtale jeg havde havt med Grev Bismarck, og hvori denne med Grunde, der havde stor Lighed med de ved nærværende Leilighed af Herr Oubril fremførte, forklarede hvorfor han ikke var gaaet ind paa et ham dengang fra dansk Side gjort Forslag.

Mine heromhandlede Samtaler med Grev Benedetti og Herr Oubril have fundet Sted den 2n d. M. Jeg har derefter truffet den franske Ambassadeur paa tredie Sted den 4de d. M., og iforgaars har jeg atter havt en Samtale med Herr Oubril. For ingen af disse Diplomater, ligesaalidt som overhovedet for Nogensomhelst, har jeg omtalt eller endog blot hentydet til Indholdet af Telegrammet af 1ste d. M. 2 ) Jeg kan altsaa ingen Mening udtale om hvorvidt bemeldte Indhold har været enten Grev Benedetti eller Herr Oubril bekjendt. Men har dette været Tilfældet for Sidstnævntes Vedkommende, da forekommer der mig at kunne tillægges hans ovenanførte Yttringer en større Betydning, end der vilde tilkomme dem under den modsatte Forudsætning. Disse Yttringer af Herr Oubril fremkom vel allerede i min Samtale med ham den 2n d. M.; men da jeg atter saae ham iforgaars, udtalte han sig ganske i samme Retning. — Det forstaaer sig imidlertid, at den i fornævnte Telegram omhandlede Sag meget vel kan fremmes, uden at der, ialfald paa dens første Stadier, bliver bemeldte Diplomater Noget bekjendt derom.

Jeg har i Fortrolighed gjort den engelske Ambassadeur og den russiske Gesandt bekjendte med det i Depeschen Nr. 13 3 ) omtalte formeentlig herfra komne Bygte, og agter at forholde mig paa samme Maade ligeoverfor Grev Benedetti, som jeg igaar forgjæves har søgt i dette Øiemed. Baade Lord A.

s. 314 Loftus og Herr Oubril erklære Intet at have hørt derom; men jeg har dog benyttet denne Leilighed til, navnlig for Herr Oubril, og det ikke uden yderligere Hensigt, gjentagende at constatere, at den danske Regjering anseer det nordslesvigske Spørgsmaal som et Livsspørgsmaal for Danmark, og derhos ikke kan finde en anden Afgjørelse deraf tilfredsstillende eller antagelig, end en saadan som er fremgaaet som Resultat af en fri Afstemning udstrakt til alle de Dele af Slesvig, hvor Befolkningen ved flere senere Leiligheder tydelig har viist sig at være overveiende dansk.

Ifølge den Veiledning som findes i Deres Excellences Depesche Nr. 14, 1 ) har jeg meddeelt Lord A. Loftus og Herr Oubril den her vedlagte Fremstilling af de Forhold som have gjort sig gjældende ved de seneste i de slesvigske Byer foretagne communale Valg, hvorhos jeg mundtlig har tilføiet de oplysende og sammenlignende Bemærkninger, hvortil den i Slesvig for Tiden herskende Tilstand og Tallet af Underskrifter paa den nordslesvigske Adresse give Anledning. Jeg agter at gjøre Grev Benedetti, naar jeg træffer ham, samme Meddelelse.

Deres Excellence vil af de offentlige Blade have seet, at Grev Bismarck er ankommen tidligere til Berlin, end man havde ventet ham. Hans Bestemmelse med denne pludselige Afreise fra Pommern, hvor man antog, at han endnu vilde forblive mindst 14 Dage for at befæste de tilsyneladende gode Virkninger af en Carlsbad Cur, som han har brugt, var at begive sig til Bonn, hvorfra han havde erholdt telegraphisk Efterretning om at et Saar, hans der studerende ældste Søn i en Duel havde faaet af et Sabelhug i Hovedet, havde taget en meget betænkelig Vending. Men da han ved Ankomsten til Berlin forefandt beroligende Efterretninger fra Bonn, forblev han her, idet Grevinde Bismarck, som havde ledsaget ham fra Varzin, reiste alene videre. Han antages nu fremdeles s. 315 at forblive her, uden dog for det Første at tage væsentlig Deel i Forretningerne.

Quaade.

Depeche Nr. 35, modtaget 11. December 1869.