Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1869-12-10)

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 10. December 1869.

Kjære Vedel! . . . Hvad nu end Lord Clarendon har meent med sin Opfordring til Hrr. Strachey, 1 ) og hvad enten denne Forespørgsel har været taaget eller den er blevet det ved at spadsere gjennem Mr. Strachey, saa var det dog tænkeligt, at Forespørgselen kunde være foranlediget ved at Prindsen af Wales havde samtalt med Clarendon om denne Sag, og der forekommer mig herved at være givet en forønsket Anledning til at paalægge Bülow at fremhæve, hvorledes vi bestandig leve i vort Haab om Gjenforening med de Danske, der saa gjentagende have viist, at Intet laae dem mere paa Sinde end denne Gjenforening, idet de ikke lode nogen Leilighed ubenyttet til at minde om deres Hjertesønske og at vi med Taalmod ventede paa, at denne Livssag for os, hvori alle Danske ligefra Kongen til Indsidderen vare enige, dog endelig maatte finde sin Løsning; at vi ikke tiere mindede om denne Sag laae ikke i, at denne nogensinde var ude af vor Tanke, men i at man ikke vilde ved sine Paamindelser falde besværlig, naar dog ikke noget endeligt Resultat af slige Bestræbelser kunde ventes. —

Med Hensyn til den Moltkeske Depeche 2 ) og Maaden, hvorpaa s. 318 denne Sag er taget, henkaster jeg herved nogle Strøtanker for at vi ved mundlig Behandling og Samtale muligviis kunde komme til et klarere Resultat: Vi have for nylig seet, hvorledes hver Enkelt vilde tillægge sig Æren af Initiativet i den slesvigske Sag, men dette vilde ikke forundre, om vi stode ved det Moment, hvor hver Enkelt vilde fralægge sig denne Ære — Begyndelsen syn[t] es at være skeet og vi ventede trøstig og rolig paa Fortsættelsen. Vi havde aldrig efter de modtagne Oplysninger kunnet vente noget umiddelbart Resultat, saa at i den Henseende saae vi os ikke skuffede, men naar Prindsen bemærkede, at han vilde haabe at dette ikke maatte skade vor Sag, saa er det vanskeligt for os at forstaae, hvorledes dette kunde blive Tilfældet, medmindre at Preussen skulde føle sig saa stærk ligeoverfor hiin tilsyneladende Fælledsinteresse af de 2Keisere, at den afviste Bemærkningen med Haan, men saa var egentlig ikke herved tilveiebragt nogen ny Tingenes Tilstand, der var kun udfyldt med lidt mere Blæk i Punktumet. Efter vor Forestilling kunde det aldrig skade, at der paa en vis Maade kom ikke alene fra de lidende Slesvigere, men ogsaa fra de udenforstaaende efter vor Formening Upartiske en Underretning om at Spørgsmaalet ikke ansaaes for at være endelig begravet; vi havde aldrig forstaaet det foretagne Skridt som Andet end en avis herom. Naar man frygtede for ved Meddelelser at stimulere vort Haab, saa at dette ikke skulde sætte sig naturlige Grændser, da var jeg overbeviist om at Factum: vor Taushed og Taalmod saavel i Forhandlingerne med Preussen som efter at disse vare ophørte, vidnede tilstrækkelig om, at vi ikke vare blinde for den faktiske Tilstand i Europa. — Hvad selve Forhandlingen og Samtalen med Fyrst L. angaaer, da kunde jeg have ønsket, at Omtalen af Alternativet der kunde tænkes stillet Danmark, naar Sagen udelukkende uden Omtale toges i Haand af Stormagterne, kun antydningsviis var kommet frem ved et Billede, hvoraf Historien navnlig den nyere Tids desværre s. 319 har alfor mange at fremvise, og at der i sin Almindelighed var gjort opmærksom paa, at hvor levende man end følte sig forbundet for den varme Interesse, saa kunde man dog ønske at have havt Leilighed til at udtale det forinden at Bevægelsen begyndte. —

Svaret til Moltke haster naturligviis slet ikke og havde jeg erindret før, at det var Deres Fødselsdag, havde jeg efter al Sandsynlighed ikke plaget Dem med dette Skriveri. Jeg brin- ger Dem min hjerteligste Lykønskning, og vil jeg haabe, at det kommende Aar maa bringe Deres Befindende fuldkom- ment paa Fode igjen; men jeg er rigtignok overbeviist om, at dette ikke naaes ved kolde Søbade, men at De som hvert Menneske trænger til at opfriskes ved nye Indtryk af Natur og Menneskeomgivelser, og at De derfor bør tage en Per- mission paa 3 à 4 Maaneder i Sommer; det følger af sig selv, at just i den Virksomhed, hvori De anvender Deres bedste Kræfter, og hvori man maa være glad ved Resultatet, »at Sagen ikke er gaaet tilbage og at man ikke har afskaaret nogen chance, saavidt gjørligt«, der gjøres af og til et friskt Livspust og Forandring i de vante stereotype Omgivelser ab- solut fornøden, for at Man kan bevare den tilstrækkelige Friskhed til at Haabet staaer eviggrønt og at aldrig Tvivlen kommer frem om at en opadgaaende Lykkens Fremgang er umulig[!]. — . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.