Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1870-01-31)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 31. Januar 1870.

Kjære Quaade! At jeg ikke tidligere har besvaret Deres venlige Linier af 26de dennes ligger egentlig denne Gang ikke i Mangelen paa Tid, men i at jeg havde ønsket at skrive Dem til efter at have modtaget den til Telegrammet, hvis Indhold blev Dem meddelt, sig sluttende Depeche, der endnu ikke er ankommet; det var jo muligt at den kom idag og da vil Slutningen af dette Brev rimeligviis komme til at bære Præget heraf. Vel har jeg ligesom De ikke megen Tiltro til Manden og endnu mindre til hans Indflydelse og vore Indberetninger fra paalideligere Kilder om de mere indflydelsesrige Mænds Stilling tale for det Modsatte, men deels er Stillingen ikke saa klar at man kan være sikker paa at der bliver En iskjænket ublandet Viin, deels kan der godt være Momenter udenfor den diplomatiske Indflydelse som kunne fremkalde en Bestræbelse efter at man kan finde det politisk rigtigt at give det Udseende af som om man ikke udelukkende støttede sig til Næveretten men havde beholdt Mindet om at der ogsaa kunde være Tale om Forpligtelse. Jeg troer naturligviis ligesom De at der endnu ikke er nogen Anledning til at troe at der var Alvor i en slig Gjenoptagelse, men at Hovedsagen er at drive med os, forsøgende at lokke os i een eller anden Fælde og da at argumentere til sin Fordeel fra et sligt Puds; s. 354 da man staaer saa hjælpeløs kan det være en uhyggelig Stilling og den største chance er for at man brækker Halsen, men jeg tilstaaer at et sligt Spil og Forhandling under hvor ugunstige Forhold den end foretages dog altid giver den ved hver Forretning fornødne og uundværlige emotion, naar man ikke fuldstændig skal falde i Søvn. Selvfølgelig vil der under en fuldkommen fredelig europæisk Udvikling være for os den mindst ugunstige Situation, thi det er selvfølgelig at naar Krigen, Brudet paa hversomhelst Retstilstand, er givet, falde Duodezstaternes Actier betydeligt, hvorimod under jevn og fredelig Udvikling man dog maa give sig Udseende af at tillægge Retten og Fornuften en vis Betydning; man sammenligne f. E. den Indignation Fyrst Menschikoffs Ridepidsk etc. 1 ) vakte i sin Tid i Europa og hvad den gjæve Bismarck har kunnet byde det samlede europæiske Diplomatie og man vil da kunne gjøre sig en Forestilling om hvilket uhyre Stadium Europa har gjennemløbet i den Tid; det staaer til at haabe, at det vil blive muligt atter at skabe Noget der ligner en Retstilstand i Europa, men mig forekommer det høist usandsynligt at sligt Resultat kan naaes endog tilnærmelsesviis, uden at Preussernes himmelstormende Retning brydes ved en forenet europæisk Anstrængelse og denne Sidste forekommer mig endnu i 1870 ikke at have store chancer for sig, da Foreningspunktet »den almindelige Fare i Tydsklands Overvægt« staaer for de forskjellige Stater i forskjellig Klarhed og nærmere eller fjernere truende. . . .

Hermed maa jeg afbryde indtil jeg kommer i Ministeriet og har læst Posten.

Ganske rigtigt forefinder jeg da ved at modtage Posten et Brev eller Depeche fra Vind, hvorefter det synes som om man ikke kan tillægge hiin Yttring stor Vægt, deels fordi s. 355 Ingen veed nogen Besked herom, deels fordi han synes mindre sikker i sin Beretning, saa at dette rimeligviis falder hen til Intet og vi have saaledes det gamle Vindstille. . . .

C. E. Frijs.