Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1870-02-20)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 20. Februar 1870.

Kjære Quaade! . . . Jeg vil ikke lade denne Leilighed gaae ubenyttet hen uden at takke Dem for Deres tvende Breve, hvoraf jeg seer at ogsaa De har Følelsen af at der engang fra vor Side maa gjøres Noget for at holde den slesvigske Sag ilive, thi det vil blive umuligt at Rigsdagen næste Aar kan komme sammen uden at Regjeringen med Sandhed kan siges, og derfor ogsaa udtale det, at have bevæget sig i denne Sag, ligesom Slesvigerne have gjort dette fra deres Side og jeg tvivler ikke om at Udviklingen af Tilstanden i Tydskland vil give os en velkommen Anledning til at purre ved dem, der giver sig ud for at interessere sig for den ved Pragerfreden antydede Tilstand og de i denne indeholdte Tilsagn, thi det kan naturligviis ikke fragaaes at den fortsatte Sidden overhørig af denne Tractats Bestemmelser er i største Disfaveur for os, da der maa komme en Tid, hvor Modet og Seigheden i den passive Modstand fra Nordslesvigernes Side falder. De vil allerede have bemærket af forskjellige Avisartikler at Tilliden til den danske Regjerings Interesse og Virksomhed for dette Spørgsmaal er i kjendelig Aftagen; det Værste herved er naturligviis ikke, betragtet fra et personligt Standpunkt, at den nuværende Regjering i Indlandet ansees for svag etc., men det fremkalder naturligviis den gamle Jalousie og Strid om, hvem der ere Patrioter eller ikke, og vort lille Samfund trænger baade til at have Fred indvendig og endmere til at have Udseendet heraf for Andre. Men vist er det, at det er umuligt for et Ministerium, som lever under vore Forhold [og] kan udrette saa Lidet, det vil sige som udadtil næsten maa være tilfreds, naar det kan bevirke, at ingen Tilbagegang finder Sted og som indadtil maa kjævles i 7 à 8 Maaneder med Rigsdagen om de største Bagateller, at det er umuligt at dette længe kan hævde Friskhed og Lige s. 366 vægt i Sindet, selv om det har medbragt disse Naturens Goder. Jeg kommer saaledes tidt i denne Tid til at lee af mig selv, der tykkes mig at være som en Menagerieier der gaaer i Frygt for at de Dyr, der skulle gjøre Kunster, enten skulle blive syge eller døe, thi jeg gaaer fra Krigs- og Marineminister, der lider af nerveuse Hovedpiner og derfor er daarlig efter hvert Møde af nogen Betydenhed, til Finantsminister, der af og til har stor Vanskelighed med at stalde, derfra til Indenrigsminister, der af og til lider stærkt af Gigt i Øine og endelig til Cultusminister, som af Podegra kan blive bundet til sin Seng, og naar jeg saa efter slig fuldendt Inspection betragter mig selv der knap kan hænge sammen, da kan jeg ikke undlade levende at fornemme den nuværende Bygnings Skrøbelighed. Jeg vilde ønske at den istedetfor at lide af disse virkelige og indre Onder, traf paa en kraftig og virkelysten Opposition, thi da vare Efterfølgerne givne, men hidindtil ville disse ikke ret frem og jeg fortænker Ingen deri, da Stillingen i Sandhed ikke er misundelsesværdig, da Landet vel er bleven over al Beskrivelse lille, men dette har kun ført til at Repræsentationen blander sig i alle details og under nuværende Forhold, hvor det er i saa høi Grad ønskeligt at det faaer Udseende af som Alt herhjemme gaaer udmærket, er det lidet ønskeligt at fremkalde Opløsning af Thing, naar man ikke har en til Vished grændsende Formodning at de næste Valg ville blive betydeligt bedre. Der er nemlig her som allevegne og sikkerligen med Rette en Hylen over de store Udgifter, men da de smaae Staters Existents er under denne Retløshedens Tid de meest truede, vil ingen Regjering dersteds kunne indlade sig paa Monradske Experimenter med Afvæbning etc.

De kan tænke Dem at jeg ogsaa med stor Længsel venter paa endeligt Budskab fra Washington; hidindtil have de sidste Maaneders chancer dersteds for vor Sag været opadgaaende, og jeg haaber at vi have paa vor Side et Par meget indflydelsesrige amerikanske Damer nemlig Generalinde s. 367 Frémont og Md. Burlingame, thi naar Damer for Alvor ville tage sig af en Sag, da ere de de sikkreste og mindst compromitterende Allierede.

Af Avisen seer jeg idag at Kryger sammenkalder et stort Møde af Vælgere eller af Nordslesvigere, men jeg veed ikke hvad han har isinde. Saavel af Benedettis Udtalelser som af hvad der ellers er kommet mig for Øre skulde man synes at der var meer chance nu for os fra Frankrig end tidligere, men deels veed De, at jeg ikke betragter denne soutien som den heldigste, thi naar den er virkelig da maa den egentlig gaae ud paa mere end paa hvad vi i Øieblikket ere tjent med, og naar ikke Nr. 1 nemlig en godvillig Cession kan opnaaes, da var det ønskeligere om Nr. 2, hvis dette overhovedet er værd at modtage, fremkom ved alsidig europæisk ikke ved eensidig fransk Virkning. —

Jeg har sjelden kjendt nogen behageligere Mand som Selskabsmand end Grev Paar men sjelden en daarligere Mand til at gjøre Forretninger med, thi jeg har i min sidste soutien 1 ) med ham udtalt mig saa præcist om min Stilling til Spørgsmaalet og den Assistance jeg ventede af Østrig, at det næsten er ubegribeligt, hvorledes han kunde misforstaae mine Yttringer, og jeg vilde mistvivle om Klarheden i mine Udtalelser, naar jeg ikke havde bestemt Erfaring om, at Lignende er passeret med ham i aldeles ubetydelige Telegraphsager, som han ikke har kunnet begribe, og jeg var saaledes vel forberedt, da jeg søgte en Samtale for dog at vare mig imod at han ikke kunde sige ved sin Afreise at jeg aldrig havde talt Politik med ham.

Det gjorde mig ondt at jeg ikke kunde være nærværende den Dag, da man angreb vore Gesandter i Udlandet for at kunne svare paa Tiltalen, men jeg havde ikke kunnet formode et Angreb da der ingen Anmærkning fandtes i Betænkningen, thi vel betyde de 2 angribende Drabanter A. Hage s. 368 og Winther ikke stort hersteds, men det er altid kjedsommeligt for Udenforstaaende naar ikke Tilsvar skeer. 1 ) —

Den preussiske Throntale med dens rosende Omtale af Vorherres Opførsel i det sidste Aar, saavelsom om Armeer- nes Tilstedeværelse for at hævde Selvforsvar forekommer mig at være af det Drøieste af hvad man endnu i den Retning har produceret og det forekommer mig selv for Bismarck noget for Stramt, hvorimod saavel Tanke som Ord bedre stemme med selve Kongens Opfattelse; det svarer omtrent til Kongens Udtalelse til vor Kronprinds første Gang efter at han havde røvet os det halve Rige »at nu skulde det være glemt«; men i hans Øine og Tanke er Haan og Overmod ligeoverfor en beseiret Fjende fuldstændig kongelig preussisk. . . .

C. E. Frijs.