Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: Hans Andersen Krüger (1870-02-20?)

Rigsdagsmand H. A. Krüger til Udenrigsminister Grev Frijs.
[Ca. 20. Februar 1870.]

Deres Exellence!

det blev en Aftale, ved den sidste Audients De tilstedede mig, at saafremt noget skulde forefalde af Betydning paa det politiske Omraade, jeg da maatte sætte mig i Rapport med Ew. Exel. Idet jeg herved benytter mig af denne Frihed tillader jeg mig at henlede D. Exl.s Opmærksomhed paa den Omordning der er foregaaet i den nordtydske Organisations System, hvorved som bekjendt Udenrigsministeriet gaaer over fra det preussiske særlige Kammer til den nordtydske Forbunds-Rigsdag. — Herved opnaaer jeg som Medlem af Rigsdagen fuld retlig Adkomst til at bringe det internationale nordslesvigske Spørgsmaal til Forhandling og Afgjørelse for Rigsdagens Forum. Man vil herefter ikke mere, som tidligere har været Tilfældet, kunne henvise Sagen til det preusiske særlige Kammer, thi der hvor Udenrigsministeren er, der er min Sag og der hører den hjemme. — Da Rigsdagen nu er traadt sammen, saa føler jeg mig ved den foregaaede Forandring stærkt opfordret til at tage ned til Berlin for at anstille et sidste Forsøg paa at virke hen til Sagens Fremme. Det er vel ikke med synderligt Haab om at opnaae et reelt Udbytte af mine Bestræbelser (saa sanguinske ere mine Forhaabninger ikke), nei, jeg gjør Forsøget kun fordi jeg fra min Side vil opbyde Alt, hvad der kan bidrage til at føre Sagen til en Løsning ad fredelig Vej; derfor har jeg stedse bestræbt mig og derpaa skulle mine Bestræbelser gaae ud, saafremt mine Modstandere ville vise sig retfærdige i denne Sag. Der er for mig navnlig denne Gang saameget desto større Grund til at indtage min Plads i Rigsdagen, som den Tid jo ikke ligger langt borte, da den Termin er udløben, 1 ) indenfor hvis Grændser, mine Landsmænd have at tage en

24

s. 370 Beslutning, om hvis Undersaatter de ville være Kongen af Danmark’s eller Preuserkongens. Der er alene af den Grund en særlig Anledning til at iværksætte alt for at faae Sagen snarest mueligst ordnet og afgjort. Thi skal det nordslesvigske Spørgsmaal, som man saa ofte har forsikkret os om afgjøres, saa er det os magtpaaliggende ligeoverfor den korte Frist, der er os levnet, at man faaer fastsat Tiden, naar det skal skee, thi af Fastsættelsen af Tidspunktet vil den vigtige Beslutning som man vil tage, med Hensyn til sit Valg blive afhængig. Det er dette Hovedpunkt jeg lægger til Grund for mit Andragende, som jeg agter at forelægge Huset og til dets Motivering vil det ikke mangle mig paa mange og slaaende Argumenter. — Skulde Rigsdagen ogsaa her beslutte sig, til uden at ændse et Folks Trængsler, at gaae hen over Sagen til Dagsordenen, da har det nordtydske Folk igjennem dets Repræsentation klart lagt for Dagen at det ikke, har Villie til at opfylde traktatlige Forpligtelser og har tilmed konstateret Beviset for, at det træder al Folkeret under Fødder. — Møder mit Andragende en saadan Afslutning, saa har man selv henviist mig til andre Instantser for at opnaae den Oplysning, jeg forgjæves har søgt og attraaet paa det Sted, hvor jeg med Rette kunde have ventet det. Jeg bereder mig da paa at gaae til Paris; om Momentet dertil er det heldigste, om Tiden er kommen for Frankrig til at tage dette Spørgsmaal i sin Haand, veed man vel ikke, men hvad man kan forudsætte, er, at Frankrig, der alt saa længe har seet sine Principer spottet og forhaanede af Preusen, neppe nogensinde rører sig for vor Sag, hvis vi ikke selv paa det alvorligste paaskynde den, — det er en Feil, som vi herfra maae bebreide os, at dette Forsøg ikke allerede forlænge siden er bleven anstillet. Det maa selv forundre Frankrig, at der aldrig er blevet overbragt af en offentlig Afsending Andragende med Besværing over den utaalelige Tingenes Tilstand, som er skabt os ved det preusiske Voldsherredømme og som bliver saa meget mere utaalelig som vi er henviste til under s. 371 alle Forhold at vaage over, at dette Princip som Frankrig har nedsat til Gunst for os ubeskaaret bliver opretholdt, ja dette kunne tilmed opfattes saaledes, som om Frygten for den preusiske Straffelov afskrækkede os fra personlig at tye til vor Protector, til det Frankrig der ved et Magtbud til hiin Tid har fastslaaet Bestemmelsen i Pragerfreden hvorved vi kommer tilbage til Danmark. Bebreidelsen vilde i saa Fald stærkest rette sig imod mig personlig, thi Ingen har den Ret og Ingen besidder mere udstrakt Fuldmagt til at handle og tale i det hele dansksindede Nordslesvigs Navn. Og derfor har jeg den første Pligt hvor det gjælder om at rygte saadant et Hverv, men det er dog ikke Pligtfølelsen alene, der leder mig til at foretage dette Skridt, tvertimod føler jeg mig stærkt kaldet dertil. Forholdene udfordrer tilmed dertil. Bismarcks Stjerne daler, hans Yndlingstanke, Sydtydsklands Tilslutning til det nordtydske Forbund, kan betragtes som mislykket og har bragt ham og det hele stortydske Parti en bitter Skuffelse. — Med det preusiske Udenrigsministeriums Overførelse paa Nord-Forbundet, har man ligesom tillukket den Dør, som man hidtil lod staae paa Klem forat lette Syd-Staterne Tilgangen til Rigsdags-Salen. — I ikke ringere Grad er Bismarck bleven skuffet ved at maatte see paa at den Revolution i Frankrig, hvoraf han lovede sig Alt og hvorved han troede at komme til at fiske i rørt Vande, ikke har faaet Fremgang, et constitutionel Ministerium har beseiret den og ved fredelige Midler og dette [har] tilmed forstaaet at magte Forholdene indadtil, saa at ingen alvorlige Udskeielser i revolutionair Retning tør befrygtes. — Det ligger saa grumme nær at et Ministerium der ved Klogskab og sund Omtanke har befæstet sin Stilling indadtil føler sig naturligt og stærkt opfordret til at gjøre sin Magtstilling gjældende udadtil og jeg mener isaafald, at det nord-slesvigske Spørgsmaal vilde 1 )

24*

s. 372 være det der nærmest turde ansees for det bequemmeste, der hertil kunne benyttes. Har man fulgt de Grundsætninger der stedse har været de ledende for Bismarcks Politik saa troer jeg neppe jeg tager Feil og jeg mener at Bismarck ikke er blind for de muelige Farer der kunne reise sig af den Slags jeg ovenfor har beskreven og har han under saadant et Moment kuns to Ting at vælge imellem enten at bøie sig for en Note der er affattet selv under den høfligste Form fra Cabinettet i Paris eller ifølge et Andragende fra mig der gik ud paa at tilskynde ham at gjøre sin Pligt mod Nord-Slesvig, da er al Grund til at troe at han vilde foretrække at benytte den Bro til en fredelig Retraite, som jeg ved mit Andragende har lagt tilrette for hans Fod, hellere end ydmyge sig for sin Erkefjende ved at gjøre sin Pligt selv om hiin affattede denne Opfordring paa den venskabligste Maade. Det er deslige Betragtninger, som jeg har lagt til Basis og som jeg har beskrevet dem og som jeg er bestemt paa at bringe til Udførelse. Troe ikke Deres Exellence! at jeg ved det Hverv jeg saaledes overtager mig, overvurderer mine egne Kræfter. Jeg er tvertimod vis paa at jeg ikke overseer at alle de mange og store Vanskeligheder, som vil møde mig, ville langt overstige mine Kræfter om jeg end var begavet med den 10 dobbelte Kundskabsfylde; men Forholdet har nu engang ført det med sig at jeg ene er forsynet med den qualificerede Fuldmagt der udfordres for at bringe Sagen frem paa hine Steder. Tag mig derfor som jeg er! Jeg kan jo ikke lægge en Alen til min Væxt, men vær i hvert Fald overbeviist om, at jeg skal bruge det Pund viselig og ærlig, jeg har, i den Sags Tjeneste, for hvilken jeg saa længe har ofret min bedste Tid og Kraft. Jeg trøster mig ved at Historien har paaviist Exempler hvor store betydningsfulde Omvæltninger er fremkaldt ved ubetydelige Factorers Mellemkomst. Der er imidlertid en Ting som jeg forudseer, der kunne lægge mig en væsentlig Hindring iveien, saavel det ene som paa det andet Sted og det er Underhandlingerne, s. 373 der føres mellem Danmark og Preusen. Disse Underhandlinger ere saavel skikkede til at tjene Bismarck som Vaaben imod mig forat afvise mit Andragende saafremt jeg skulde være lykkelig nok til at bringe den fornødne Understøttelse i Sagen tilveie der nødvendig udfordres for at samme kan komme til Forhandling i Huset. Jeg tillader mig i saa Fald at rette det ærbødige Spørgsmaal til Deres Exellence om jeg, naar Sligt skulle indtræde, maa svare Bismarck: »At de Forhandlinger som han har beraabt sig paa og der i sin Tid førtes mellem Danmark og Preusen i det nordslesvigske Spørgsmaal slet ikke existerer.« — At der i to Aar ikke har været ført nogensomhelst Underhandling og at disse endte med at Danmark negtede og afviiste det Forslag for en endelig Ordning og Afgjørelse som det preusiske Cabinet forelagde Cabinettet i Kjbhvn. — Maa jeg til yderligere Bekræftelse for mit Udsagns Rigtighed beraabe mig paa: At jeg inden 3 Gange 24 Timer ved en Note fra det danske til det preusiske Cabinet vil forpligte mig til at constatere Sandheden af mine Ord og at Forhandlingerne i dette Spørgsmaal baade officiel og formel ere afbrudte. Deres Exellences Tilladelse hertil er mig af lige stor Betydning i Paris som i Berlin imedens Preusen ved disse Forhandlinger har dækket sin Ryg mod en muelig Overrumpling fra Østerrigs og Frankrigs Side, saa 1 ) har disse tjent Frankrig ved at tilsløre den Afmagt, for Verdens Øine som har tvungen det til at taale at Preusen ustraffet har undladt at opfylde sin Pligt og derved saaret dets Princip, saaat man ved i heldigste Tilfælde at opnaae en Samtale med Udenrigsministeren i Frankrig ang. Oplysning over, hvad Frankrig har tænkt sig ved og hvorledes hiin § skal forstaaes maa belave sig paa at man faaer det Svar, at ingen Oplysninger kan gives, ingen Beslutninger fra Frankrigs Side kan tages, fordi Frankrig ikke kan forsvare ved sin Mellemkomst at forgribe en frede s. 374 lig Ordening, der søges opnaaet af Underhandlingens Vei mellem Danmark og Preusen.

Koncept, for sidste Stykkes Vedkommende med Krügers Haand. Læsningen er ikke overalt helt sikker. — H. A. Krügers Privatarkiv. Udaterede Sager 1848—81. R. A.