Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: Christian Frederik Falbe (1870-02-27)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 27. Februar 1870.

Herr Greve.

Jeg har idag overgivet det Allerhøieste Recreditiv i Anledning af Grev Paars Rappel i Rigskantslerens Hænder, og saaledes efter et langt Mellemrum søgt en Leilighed til en mere indgaaende Samtale med Hans Excellence end den, de daglige selskabelige Sammenkomster kunne yde. Der have circuleret Rygter i disse Dage om, at den franske Regjering havde gjort Forestillinger i Berlin i Anledning af Throntalens Opfattelse af Prager Freden, og Grev Bismarcks seneste Tale angaaende Badens Indlemmelse i Nord-Forbundet er vel egnet, til at tiltrække sig de interesserede Cabinetters Opmærksomhed.

Grev Beust ledede Samtalen umiddelbart hen paa det nordslesvigske Spørgsmaal, idet han yttrede, at det forekom ham, at den kongelige Regjering ikke havde forandret sin afventende Holdning, at denne nu ogsaa efterlignedes fra Pressens og den offenlige Menings Side, hvorfor han spurgte, s. 378 om Deres Excellence havde givet mig nogen Instrux, til at bringe Sagen paa Bane her, i Lighed med hvad Grev Paar havde indberettet, som meldt i min ærbødigste Rapport af 11te Dennes. 1 ) Han selv havde ikke berørt Sagen, siden hiin Depeche til Grev Wimpffen (af 1. April 1868) der var bleven tilbageholdt paa Kammerherre Quaades Anmodning, og hvis senere Offenliggjørelse i den »røde Bog« havde skaffet ham saamange Ubehageligheder fra det preussiske Cabinets Side, uagtet dens Hensynsfuldhed mod dettes Interesser.

Jeg svarede hertil, at den slesvigske Sag naturligviis laae den kongelige Regjering og Nationen ligesaa varmt paa Hjertet som hidtil, at Slesvigernes Nødraab, hvergang de lod sig høre, ikke kunde Andet end fremkalde en Bevægelse i Nationen, der ogsaa gjennemtrængte Regjeringen, medens man vel i det Hele indsaae de Vanskeligheder, der for Tiden stode i Veien for Prager Fredens Gjennemførelse. Jeg havde ikke modtaget nogen Instrux til at minde ham særligt om dette vort Livsspørgsmaal; men den kongelige Regjering vilde vist vide Hans Excellence Tak, hvis han, naar Omstændighederne stillede sig gunstigt, skulde see sig istand til af egen Drift og med Eftertryk at bringe Artikel V i Erindring. Som Sagerne nu stode, meente jeg, at det sydtydske Spørgsmaal maaskee kunde give Leilighed til ogsaa at gjenoptage det nordslesvigske. Grev Beust yttrede hertil, at han var enig med, hvad Constitutionnel for nogen Tid siden havde udtalt, at de to Spørgsmaal stode i nøie Forbindelse, og at det ene ikke kunde løses, uden at det andet paataltes samtidigt. Han var ikke vidende om, at den franske Regjering skulde have gjort Forestillinger i Berlin, som det heed sig, angaaende det sydtydske Spørgsmaal, og han troede det neppe. Grev Daru havde imidlertid senest yttret til Fyrst Metternich, at man feilede, hvis man i Berlin troede, nu at have mere frit Spil overfor Frankrig, at tvertimod det parlamentariske System s. 379 gjorde Nationen mere kilden /: le régime parlementaire nous aura plutôt rendus plus chatouilleux :/. Geheimeraad Hoffmann yttrede ligeledes igaar til mig, idet han bestemt benægtede Rygtet om de af Frankrig i Berlin gjorte Forestillinger: »at Tiden var forbi, til at strides med Ord«.

Man er her saameget mere interesseret i det i München forestaaende Ministerskifte, som der ivrigt underhandles med den baierske Gesandt i Wien, Grev Bray, om Overtagelsen af Ministerpræsidiet, og man venter at Fyrst Hohenlohe vil indtage hans Plads samtidigt med, at den forrige østerrigske Ministerpræsident, Grev Taaffe, udnævnes til Gesandt i München. Grev Beust, der criticerede den »Cynismus«, hvormed Grev Bismarck i sin Tale havde behandlet det sydtydske Spørgsmaal, var af den Mening, at Grev Bray ikke var Situationen voxen, han manglede baade Lyst og Energie til et saa ansvarsfuldt Kald, og kunde desuden vanskeligt gaae ind i det nærværende Ministerium, som ikke hørte til hans Parti, men vilde være nødt til at danne en ny Regjering, hvilket atter turde støde paa Vanskeligheder. Han ansaae Hr. v. d. Pfordten for den Eneste, som var istand til at beherske Situationen, men der var ingen Udsigt til hans Kaldelse for Øieblikket.

C. Falbe.

Depeche Nr. 8, modtaget 3. Marts 1870.