Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1870-03-18)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 18. Marts 1870.

Kjære Quaade! Endskjøndt jeg rimeligviis ikke faaer Tid og Ro til at ende dette Brev idag vil jeg dog begynde derpaa deels for at takke Dem for Deres venlige Skrivelse Nr. 11, 1 ) hvoraf jeg synes at mærke en lille Luftning i vor faveur, deels for atter efter saa lang Tids Forløb at samtale lidt med Dem. — At Hans Kryger atter er protset af med et Andragende sees af Aviserne, 2 ) men rimeligviis har han ikke været istand til at skaffe sig 15 Medlemmer som Deeltagere i Andragendet; hvorvidt han vil nu lade det beroe herved er vel meget tvivlsomt, da De veed at det nytter ikke at give ham gode og maadeholdne Raad, thi det virker som at slaae Vand paa en Gaas, og jeg veed saaledes ikke hvorvidt han vil lade det beroe paa dette isolerede Forsøg i Rigsdagen, eller om han vil bringe Sagen videre eller som det kaldes til andre Instancer, hvilket jeg vilde betragte som uheldigt; men det gaaer hermed som med saa meget Andet i Livet, hvilket man ikke kan faae til at gaae efter sit eget Hovede, s. 388 det maa man saa forsøge at gjøre det bedst Mulige udaf. De veed at jeg aldrig har havt stor Tro til de i sin Tid givne Løfter og Forsikkringer, hvorimod De har tillagt disse mere Vægt, og jeg maa i den Henseende bemærke at jeg da jeg er forudindtaget lægger mere Vægt paa Deres Følelse end paa min egen; det er jo ikke umuligt at ved Hentydningen paa de tidligere Udtalelser Sagen atter kan komme paa Bane, men det forekommer mig dog klart givet efter den siden 1866 indhøstede Erfaring, at man ikke er tilsinds at lægge nogensomhelst Vægt paa et godt og fredeligt Forhold til Danmark og det er min Overbeviisning at for at en Forandring heri skulde blive mulig maatte saavel betydende personelle Forandringer finde Sted item en politisk Situation indtræde, i hvilken Nordtydskland ikke længere stod saa overmægtig ligeoverfor de andre europæiske Stater, men kunde komme til at frygte for at blive isoleret og staae fuldstændig alene, og i saa Fald bliver det endda et Spørgsmaal, om det ikke vil føle sig stærk nok til at modstaae et almindeligt Tryk, selv om dette kunde tilveiebringes. Der er mange Udtalelser af Enkelte der gjøre dette sandsynligt, men Talen om »at aldrig eller i de sidste 500 Aar har der ikke været saa mægtig en Mand som nuværende Konge af Preussen« 1 ) synes at forudsætte at man ikke vil tage andet Hensyn end til sin »bon plaisir«; man faaer da trøstet sig med at dette ikke kan blive en permanent Tilstand, hvorvel den nu varer snart paa 4de Aar. — At Aviserne have travlt med at omtale Frankrigs Interesse for Artikel V samt med Paastande om at det nuværende Ministerium i Frankrige havde stillet sig mere udfordrende ligeoverfor Preussen vedrørende sidste Magts Forpligtelse til at opfylde Tractaten, da kan jeg ikke tænke mig det muligt at man taler herom naar man ikke vil handle, og jeg troer at Fred er fremfor Alt en Nødvendighed for Frankrige; vi have Intet hørt derfra som s. 389 skulde give mindste Grund til at troe paa at det nuværende Ministerium vilde foretage Noget som kunde gjøre Freden tvivlsom; naar der engang gives sikker Leilighed skal jeg sende Copier af hvad der er bleven yttret i Paris, thi det har ikke noget Hastværk, fordi det ikke forandrer om end det modificerer lidt Situationen. Jeg veed nok at De troer paa preussisk Ærlighed navnlig fra Postbestyrelsens Side, og jeg er overbeviist om det Modsatte, saavel af indre Grunde fordi den slette Samvittighed altid maa føre til den Slags Kunster og fordi de enkelte Forsøg jeg har anstillet have overbeviist mig om Sandheden af min Formodning, endvidere synes Bismarcks egen Udtalelse i Breve til sin Kone, mens han var i Frankfort og hvor han gjentagende opfordrer Grevinden til ikke at skrive om Personalia, da Brevene blive læste, i en høi Grad at tale for min Formodnings Rigtighed. Jeg tænker herved paa Breve indført i »das Buch vom Grafen Bismarck«. 1 ) — . . .

25*

Her er i de politiske Kredse ikke saa liden Bevægelse saavel i Anledning af Fæstesagen som af Regjeringens Beslutning om ikke at ville bygge et stort søgaaende Skib; den første Sag vil efter al Rimelighed ikke blive ført til noget endeligt Resultat, og den anden fordrer naturligviis Opgivelsen af en Deel national Illusion, der smerter at opgive, og derfor er det ønskeligt at det fornødne Snit skeer nu af os, og at vi navnlig ere kaldede til at stride imod den Galskab at ville concurrere med den nordtydske Flaade, thi det er dog fornuftigst at tage Reb i Seilene mens det endnu er Tid. — Skulde de amerikanske Millioner anvendes til slig Galskab da maatte de langt hellere blive hos Yankeerne. — . . .

C. E. Frijs.