Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1870-05-27)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 27. Mai 1870.

Kjære Quaade! Forinden jeg forlader Byen maa jeg dog sende Dem nogle Afskedsord og lykønske Dem til den erholdte Efterfølger, ¹O. D. Rosenørn-Lehm.) som jeg idet Mindste ikke kunde ønske s. 444mig bedre, thi han er baade en fornem og en distingueret Mand, — en Individualitet med tiltalende milde Former og dog forsynet med den fornødne Carakteer. I mange Henseender findes der større Livskraft i det nye Cabinet end i det gamle selv i dettes bedste Dage, men Homogeniteten er vel ikke fuldt saa stor. Sammensætningen vil ingenlunde tiltale vort Venstre, men dette var lidet ønskeligt efter min Formening og dog maatte det paa den anden Side ikke sammensættes saaledes at al Udsigt til Forsonlighed eller Compromis var lukket, thi kan Striden eller aaben Kamp undgaaes, da er det altid at foretrække i en saa lille Stat der er omgivet af rovbegjærlige Naboer; og der er han i Nord fuldt saa farlig som den i Syd ikke ved sin egen Kraft men ved sin demoraliserende Smitte, og jeg anseer Prinds Oscar for at være en stor Intriguant.

Naar jeg først har været noget hjemme i Sommer for at ordne mine egne Affairer haaber jeg at kunne profitere af Jagd og den dermed følgende Bevægelse i den friske Luft; jeg har tænkt mig at ville drive Uhrfugle og Tjæderjagd i Smaalandene og Rypejagd i Norge. . . . Saavidt jeg forstaaer er Bismarck igjen draget tilbage til Varzin og jeg troer ikke at vi tabe Noget med Hensyn til vore løbende Forretninger ved at han er borte, thi han er særlig opsat paa at chicanere og paa alle mulige Bove mishandle os, jeg vilde haabe at dette maatte kunne blive bedre ved min Bortgang, endskjøndt jeg frygter for at det ligger i hans nederdrægtige Carakteer at den, som han ikke behøver at frygte, den haaner han. De veed, at jeg altid selv inden han vandt sine Riddersporer paa at overfalde os har anseet ham for yderst slet, jeg erindrer aldrig at have mødt en Mand med et saa ondt Øie. . . .

Engang imellem haaber jeg at høre fra Dem, naar jeg er kommet til Friisenborg.

C. E. Frijs.