Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Peter August Frederik Stoud Vedel (1870-06-22)

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
22. Juni 1870.

Kjære Kammerherre.

Mange Tak for Deres Oplysninger i det sidste Brev 1 ) og jeg har sagt til Hall at han maatte undgaae Alt hvad der kunde synes at bestyrke en saadan Misforstaaelse af den Rolle, han spiller og ønsker at spille i Ministeriet. Det bliver dobbelt vigtigt at den Forestilling man flere Steder danner sig om Hall som en urolig Aand og en Himmelstormer ikke faaer Lov til at udbrede sig til hele Ministeriet, som jeg antager at vi i Eftersommeren ville være nødte til at giøre et eller andet Skridt i den slesvigske Sag. Da der jo ikke for lang Tid er Udsigt til at Spørgsmaalet fra anden Side sættes i Revægelse, behøves der en Akt, som afbryder Præscriptionen, ligesom det ogsaa saavel indadtil som i Forhold til Slesvigerne er nødvendigt at den danske Regering lader høre lidt fra sig, saameget mere som Novbr. 1870 2 ) er en Termin hvortil Mange havde knyttet Forhaabninger, der nu skuffes. Saavidt ere vistnok Alle enige, men nu kommer Vanskeligheden: s. 464 hvad skulde vi kunne foretage? Jeg vil ikke kjede Dem med at udbrede mig om hvad jeg ikke troer vilde gavne os, men strax sige hvad der forekommer mig efter Omstændighederne at være det rimeligste. — Situationen er at vi have begyndt Forhandlinger med Preussen, og medens de paa den ene Side ikke ere formeligt afbrudte, have de paa den anden Side dog heller ikke ført til Noget. Man kunde nu sige saaledes: Begge Magter ønske at dette Spørgsmaal skal blive løst, men de hidtilværende Forhandlinger have ikke ført til Resultat, idet de modstaaende Anskuelser have divergeret saa stærkt fra hinanden og den ene Part har ikke kunnet overbevise den anden. Vilde det ikke under disse Omstændigheder være nyttigt om man søgte at opnaae en Udjævning af de stridende Anskuelser ved Hjælp af Andres bona officia og vilde det ikke anbefale sig at upartiske europæiske Magter fik Leilighed til at forsøge paa en Tilnærmelse? Meningen er naturligvis ingen arbitrage eller regulær Mediation, men kun venskabelige Forsøg paa at finde en Løsning som kunde convenere begge Parter og som enhver af dem var Herre over at modtage eller at forkaste. For at undgaae alle susceptibilités, maatte disse Magter naturligvis være alle de der havde deeltaget i Londoner Conferencen med Undtagelse af det salig afdøde tydske Forbund. Hvis vi nu ere enige om at et saadant Raisonnement kunde lægges til Grund, bliver Spørgsmaalet hvorledes det skulde sættes i Scene! Begynde vi med hvad der jo var naturligst at giøre Preussen et saadant Forslag, kunne vi være ganske visse paa at Bismarck siger Nei, da Spørgsmaalet er et »indre« Spørgsmaal og saa er det meget vanskeligt at gaae videre. Men hvad siger De om samtidigen med at vi rettede en saadan Henvendelse til de 5 andre Magter, at fortælle Preussen at vi havde giort dette Skridt, overbeviste om at Pr. vilde billige et Forsøg, som maaskee kunde fremme Sagen etc. etc. Enten vil Bism. da afvise andre Magters Optræden, men saa have vi dog opnaaet Hensigten, afbrudt Præscriptionen, s. 465 ladet høre fra os, bragt Spørgsmaalet ind for Europa og kastet Uretten over paa Preussen. Eller Bismarck siger ikke directe Nei, men de andre Magter trække paa Skuldrene og finde paa Udflugter: men saa have vi dog opnaaet vor Hensigt i det Væsentlige og kunne være visse paa at man dog fra forskjellige Sider ville besvare vor Henvendelse paa en Maade og i Udtryk der ville styrke vore Pretentioner. Eller endelig det er tænkeligt at Opfordringen ikke afslaaes, men der virkelig kommer en Slags Forhandling istand. Vi vilde da løbe den Fare at Resultatet blev at der ved Magternes Pression fremkom et Forslag som ikke omfattede Als og Sundeved. Om nu saa var, saa er det ganske vist min private Mening at vi skulde betragte det som en Fordeel foreløbig dog at være visse paa Noget, men for dem der dømme anderledes maa der vistnok være Beroligelse nok i den Tanke at det er saa godt som umuligt at et sligt Resultat nu kan fremkomme. Meget rimeligere vilde det være at Preussen af ond Villie eller paa Grund af Omstændighederne i Tydskland vilde holde sig til sine Fordringer om Garantier og indskrænke den event. Afstaaelse til Haderslev Amt, og vi havde da den gode Stilling at have constateret Umuligheden af at enes med Pr. og at have fremkaldt en bestemt Uoverensstemmelse mellem de europ. Magter og Preussen i denne Sag.

Endnu kunde det Spørgsmaal opstaae, om vi forinden skulde søge at forvisse os om at de andre europ. Magter vilde billige at vi giorde et saadant Skridt. Jeg mener ubetinget Nei, thi de vilde vistnok fraraade det af Hensyn til deres egne Interesser, maaskee med Undtagelse af Frankrig, men vi bør ikke raadspørge Fr. alene, fordi det dog aldrig i Længden vil holdes hemmeligt at sligt er skeet og det vilde give Sagen et slet Udseende, som om vi alene holdt os til den Side. Dernæst er Spørgsmaalet om det rette Tidspunkt. I den Henseende mener jeg at Efteraaret er gunstigst, navnlig ogsaa for Terminens Udløb i Nov. synes at indeholde en s. 466 Grund mere for at vi giøre Noget. Betænkeligheden der kunde ligge i at et saadant positivere Skridt skeer af det nye Ministerium, forudsat at man har nogen Mistro til dettes Politik, svækkes væsentligt derved at Grev Frijs allerede længe før sin Afgang har udtalt at han vilde see sig nødt til at giøre noget Skridt i Sagen i Løbet af denne Sommer, og dette er indberettet navnlig til Petersborg, London og Paris.

See her har De nu kjære Kammerherre, mine »uforgribelige« Tanker. Vil De tænke over Sagen og sige mig Deres Mening derom saa detailleret som muligt. Det haster jo ikke, saa at De kan tage Dem god Tid dertil. Om en 8—14 Dage reiser jeg paa en 4 Ugers Tid til Norge til et Bad som min Læge har forlangt for at sikkre mig mod Gientagelse af min Brystbetændelse. Skriver De mig i Løbet af denne Tid til, vil de Coninck sørge for at Deres Brev kommer mig tilhænde.

Og dermed levvel saa længe, jeg haaber at komme tilbage fra min Norgesreise med fornyede Kræfter til at tage fat paa Arbeidet, som jeg venter at faae til Efteraaret.

P. Vedel