Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Vedel, Peter August Frederik Stoud FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1870-06-23)

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, Torsdag, 23. Juni 1870. ¹Slutningen af Brevet dateret den 24.)

Kjære Vedel! . . . Jeg haaber at De styrker min Successor imod Thors ²Formentlig H. A. Krüger.) fortvivlede Angreb, thi det hører med til hans fixe Idee, at han skal have underviist Napoleon om det slesvigske Spørgsmaal, og den Understøttelse som vi have nydt af denne sidste væmmelige Person bliver vistnok i Fremtiden ikke af anden Beskaffenhed end den har været hidindtil, — ɔ: naar den synes gunstig, da er det kun for at benytte os som et Legetøi til at drille med, nogetsomhelst Hensyn til vor Undergang eller Frelse findes ikke, og de Forestillingers. 467som fransk Regjering og franske politiske Skribenter gjøre sig om Drømmeriget »Skandinavien« og om den svensk-norske Regenerationskraft ere efter min Overbeviisning saa fuldstændig blottede for et klart politisk Blik, at Udsigterne for Fremtiden ere mørke. De veed at jeg meget nødig omtaler og bedømmer Sager som ikke kunne forandres og mindst naar disse have politisk Betydning og i dette Tilfælde gjør jeg det kun til Dem personlig, fordi jeg er og vil være ligeoverfor alle Andre ultra-ministeriel, selv om det ikke stemmer fuldkomment med min individuelle Opfattelse. Carlsens Valg ¹Hofjægermester H. R. Carlsen, der var Grev Frijs’ Svoger, blev kongevalgt.) finder jeg under vore smaa Forhold en stor politisk Feil, fordi man ved at vælge ham, der een Gang har frabedt sig dette Valg og som efter sin Natur meget godt kan gjøre det anden Gang naar Stemningen bliver lidt mere pointeret demokratisk, nedsætter selve Gategorien » Kongevalgt«, hvilket har Betydning m. H. t. Valget fra Kongens Side; betragtes Valget ministerielt, er Feilen endnu større, thi Carlsen er at foretrække som Fjende, og Valget af ham binder ikke nogen Individualitet af de ustyrlige Grundtvigianere, og det er saaledes fuldstændig feil Beregning; han er ikke istand til at samle men kun til at sprede og forvirre, og en Mand, der saaledes kan skifte Ham efter den vexlende Følelsesstrømning hos ham er endnu mere uberegnelig end nogen Anden; De troer vistnok at jeg dømmer ham for strængt men det turde være at jeg kjendte ham grundigere end nogen Anden. . . . Man beskylder sandelig med Urette Quinden for Forfængelighed, thi ifølge min Menneskekundskab stikke Mændene hyppigt paa en ganske overordentlig Maade disse i saa Henseende. Ligeoverfor Ministeriets Fjender vil dette Valg kun røbe en Svaghed ligeoverfor Venstre, som af Alt skader meest i nuværende Øieblik; jeg kan forstaae at dette har tiltalt min gamle Collega Fonnesbech, der vistnok paa Indenrigsministeriets Gebeet vils. 468bestræbe sig for at udstede lige saa talrige Løfter som for Finantsministeriets Vedkommende. Med Hensyn til Bemærkningen om, at De troer at det var en Feil, at Conseilspræsidenten ikke fik en særlig Portefeuille, da er jeg overbeviist om, at dette ikke vilde have tilveiebragt den Ro i Sindet som De formoder, thi Gr. Holstein er med Hensyn til Livlighed, Trang til at meddele sig og Trang til at høre Andres Mening samt disses Raad den fuldeste Modsætning til den afgaaede Conseilspræsident og paa Grund af Modsætningens Skarphed kan i Begyndelsen Livligheden synes stærkere. Jeg er sjæleglad over, at han ikke fik Udenrigsministeriet, thi vel er jeg overbeviist om at han ikke vilde i Depecher etc. have udtalt sig anderledes end hidindtil, men jeg frygtede for hans Samtaler med Heydebrand, dog meest med St. Ferreol og Mohrenheim. Jeg skal naar fornødent gjøres med den største Iver styrke Rosenørn i at han alene taler Politik med de fremmede Gesandter og at det kun i sin Almindelighed skeer af Conseilspræsidenten; mon ikke Gr. Holstein midlertidig kan fungere som Krigs og Marineminister, til hvilket Sidste han og især Grevinden føle særligt Kald, thi jeg er overbeviist om, at dette 2 Maaneders Arbeide vil da kunne tilfredsstille ham for en længere Tid. Jeg længes efter at see Conseilspræsidentens Svar paa I. A. Hansens Forespørgsel; De veed at jeg i den Henseende er lettere at tilfredsstille end mange Andre, men De veed tillige at jeg er overbeviist om at Landsthinget har begaaet en politisk Feil, ved ikke at ordne dette Spørgsmaal i Forbindelse med Regjeringen, saavel af Hensyn til sin egen fremtidige Stilling, thi det vilde da have kunnet trodse alle politiske Storme, fordi der forelaae en politisk Gjerning; en fortjenstfuld [Handling] for et Ministerium burde det efter min Formening aldrig blive og ialfald vilde jeg ikke have denne Fortjeneste, dog ingenlunde af Hensyn til Utilfredsheden der vilde fremkomme hos mange Godseiere, da jeg ikke har den ringeste égard herfor, men fordi det kunde faae Udseende af at en enkelt Personligheds. 469udelukkende var skikket til Forligelsescommissair, og dette hverken tjener Personen ei heller det Almindelige i et lille demokratisk Land, hvor dog Ingen bør blive høiere end at man idetmindste kan spytte over ham. Det forekommer mig at Grammont efter Deres sidste Yttringer endnu tydeligere end Daru siger reent ud at vi kun skulle bruges som Boldt; denne Hensynsløshed og Raahed saavel fra fransk som fra engelsk Side forekommer mig om end ubehagelig dog hensigtsmæssig til at bortveire alle Illusioner; og dog vil Thor reise og skal hans Reise betales med danske Penge; thi dette er vel egentlig Hensigten med hans nuværende Ophold i Kbhvn.; da jeg antager at hans Reise selv betragtet fra Krygers individuelle slesvigske Standpunkt er forrykt, vil jeg selvfølgelig afstyrke dette Foretagende hvor jeg kan og har jeg dette isinde naar jeg i et Par Ord idag svarer Udenrigsministeren. — Naar vi ikke gaae efter egen Dom men ogsaa tage Hensyn til Andres Skjøn, kan det ikke nægtes at Halls Navn har skadet, idet man nu eengang efter min Formening med fuldstændig Urette betragter ham som politisk Skandinav; Krieger betragtes skjøndt han her i Landet er mere fremtrædende ikke saaledes som Fane. . . .

30*

Meget vilde det smerte mig ikke alene af personlige Hensyn men fordi det efter min Overbeviisning vilde være til Skade for dette lille Land, især i Jylland hvor Alt er flydende nok og Jord behandles som Gjenstand for Handel ligesom Caffee og Sukker, om disse Lehns og Stamhuus Forhold løsnedes eller gjordes altfor lette at løsne, thi det er klart at mange af de Behageligheder som i Almindelighed kunne forenes med større Besiddelser ikke længere kunne haves her i Landet, navnlig Nydelsen af Jagd, og Meget vil kunne drive de større Capitaler til Anvendelse andetsteds hvor de kunne kjøbe billigere samt faae agréments som ikke ere til at erholde hersteds. Der forekommer mig saalænge man endnu er ved at fremhjælpe og lette Fæsteafløsning paa disse Eiendomme, er der al Grund tils. 470ikke at forhaste sig med det andet Spørgsmaal; og hvad Indenrigsministerens Tilbøielighed til Indrømmelser paa dette Gebeet angaaer, da er den vistnok ikke større her end overalt, og er jeg overbeviist om at Krieger før eller sildigere vil være nødsaget til at modsætte sig denne Blødhed, som ikke alene er et Garakteertræk men muligviis ogsaa kunde have en politisk Farve for at kunne blive Bærer af en anden og tilkommende Politik. — NB. Desuden er jo Spørgsmaal om Lehn og Stamhuus hovedsagelig Justitsministerens Gebeet.

Endskjøndt jeg herovre nyder min Frihed kan jeg dog ikke fragaae, at jeg savner vore daglige Samtaler og at jeg glæder mig til at fornye disse saasnart jeg kommer engang imellem ind til Kjøbenhavn. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.