Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Vedel, Peter August Frederik Stoud FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1870-06-30)

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 30. Juni 1870.

Kjære Vedel! I Gjensvar paa Deres venlige og meget kjærkomne Linier af 28de dennes kan jeg ikke undlade strax at bringe de hos mig fremkomne Tanker om Fæsteafløsningslov og dennes Forbindelse med Grundlovsparagraphen vedrørende Lehn og Stamhuse. De veed at min Politik vedrørende Fæstesagen ikke er bleven deelt af Dem nogensinde og at jeg i den Henseende er langt mindre conservativ end De, og jeg vil gjerne indrømme at jeg betragter Sagen hovedsagelig fra den politiske Side, og der er derfor egentlig ingen Ting der er gaaet mig mere imod politice end Maaden hvorpaa Landsthinget tog sig af denne Sag (denne Sag gik mig langt mere nær end den vestindiske Sag), thi det staaer for mig endnu politisk klart saaledes som Forholdene ere her i Landet at det som det gjaldt om, var at Fortjenesten for at bringe endelig Afslutning paa dette Forhold ikke tilkom noget Individ men den conservativere Deel af Repræsentationen. Godseierne, som trøstig pointere Eiendomsspørgsmaalet, og indrømme vedvarende Indskrænkninger i Brugsretten, dele sig i forskjellige Categorier a) de fuldstændig naive, som virkelig troe paa det juridisk Ideelle om jeg maa kalde det saa, bortseende fra Realiteten, b) enkelte hæderlige Undtagelser som deels af Kjærlighed til det gamle Overleverede deels af virkelig, men efter mit Begreb overdreven, Kjærlighed til Bondestanden ønske Fæstevæsenets Bibeholdelse; disse enkelte Exemplarer, som leve i en indbildt Verden og ikke kunne see at Verden bevæger sig og at Bondestanden, forsaavidt som den endnu i Standsfordomme existerer,s. 473i Virkeligheden gjennem Gaardmændenes overveiende Indflydelse paa Valgene i Landdistricterne, er fra den beskyttede gaaet over til den styrende Deel af Folket — at dette i Virkeligheden ikke endnu har kunnet realiseres ved Ministervalg ligger ikke i Mangel paa god Villie fra Gaardmændenes Side — thi den egentlige Kjærne i deres politiske Forfængelighed er just dette at kunne kalde et Ministerium sit, men fordi endnu de som ville være dets Førere væsentlig maa regalere dem med Misundelsens og Hadets Billeder ligeoverfor de saakaldte høiere Staaende, enten nu dette være ved Formue og Stilling eller ved Intelligents; derfor har det været dem umuligt hidindtil at finde til Ministre presentable Førere — og disse hæderlige Undtagelser ville uddøe meget snart og ville ikke ved nogetsomhelst, mindst ved den paatænkte Forbindelse imellem Afhændelse af Lehn og Stamhuse og Afhændelse af Fæstegodset sat som Betingelse lade sig paavirke; efter deres Tankegang vil endog en slig Bestemmelse virke i fuldkommen modsat Retning. — Den tredie og sidste Categori af Godseierne tillader jeg mig at kalde Jøderne for hvem det egentlig gjælder om at bringe det meest Mulige i Penge ud af Godset og som derfor helst vil have den længst mulige Tid til Realisation, navnlig Troen paa Fæstelovs Umulighed udbredt blandt Bondestanden, for at kunne skrue Prisen paa Bøndergaarde saa høit op som muligt; efter min Overbeviisning er paa Grund af de historiske Forhold, tildeels ved Fæstevæsenet, som for Brugeren altid vil være, o: Fæste, den billigste Brugsret, Bøndergaardene alt i en overdreven høi Priis i Forhold til de større Gaarde og den paa begge relative Cultur, og man burde derfor ikke være Jordjøderne behjælpelig i at forhøie Prisen, hvilket let vilde være skeet, hvis Landsthingsudvalgets Indstilling var gaaet igjennem. Undskyld denne lange Digression; denne politisk fornuftige — efter min Opfatning — Afgjørelse gjennem Landsthinget er nu ikke længere mulig, og jeg kan ikke see, at efter Sagens Gang og efter Forslagstillerens. 474I. A. Hansens indtagne Stilling ligeoverfor Sagen, at der er Andet at gjøre for et Ministerium end at henholde sig til de virkelig stedfindende Forhold og sige: saalænge Frivilligheden viser sig istand til at afløse dette Forhold, maae vi ansee dette for det Bedste, og saalænge dette vedbliver er der ingensomhelst Grund for Lovgivningsmagten til at træde hjælpende til, thi Frivilligheden er just i et frit Land den Maade, hvorpaa et sligt forældet Forhold helst maatte ønskes løst; at dette er overeensstemmende med Sandheden troer jeg ikke kan benægtes. For Fæsterne er det ønskeligt, at Afhændelsen skeer gradative eller lidt efter lidt, og ligesom det gjælder om at Godseierne ikke føle sig alfor sikkre, saaledes er det væsentlig at Bondestanden ikke faaer den Tro at den kan være tjent med ved Hjælp af en Majoritet at tiltvinge sig dette Spørgsmaals Afgjørelse, og saaledes som Sagerne have stillet sig, troer jeg at det ikke kan undgaaes at modtage med aabent Vizir den af I. A. Hansen bebudede Kamp. — Til den hele Fremstilling kan De svare mig, at dette egentlig ikke var det, hvorom det væsentlig handler sig, thi Grundlovsfordringen om Lehn og Stamhuse er herved ikke berørt, jeg skal stræbe at komme hertil senere. Jeg skal foreløbig bemærke: i Anledning af indirecte Middler til Paaskyndelse af Fæsteafløsning ved frivillig Overeenskomst troer jeg, at bedre end det af Krieger paapegede, vilde Forpagtningsrettens Indskrænkning (eller mulige Ophør) — jeg udtrykker mig saa kort fordi jeg antager kun at tale om Fæstegaardes 50aarige Forpagtning — virke, thi Mange have levet og leve i den Tro at de ved denne Udvei om end Lidelsen kan være lang kunne frigjøre sig eller rettere Jorden for den denne paahvilende Fæstepligt. —

Grundlovsparagraphen om Lehn og Stamhuse forekommer mig ikke mere end mange andre at trænge til øieblikkeligen at føres ud i Livet; naar Godset er afløst, forekommer det mig at Regjeringen maatte gjøre Alt for at Baandenes Løsning vel muliggjordes, men ikke lettedes alfor stærkt,s. 475practisk gjælder om Fideicommisser det Samme som om Skovene, at man kunde have ønsket en bedre Fordeling af disse i de forskjellige Dele af Landet navnlig at Jylland havde faaet anviist en større Andeel, thi just med Jydernes Eiendommelighed som Handelsfolk, der ikke betragte Jord paa anden Maade end Sukker og Caffée, kunde man nok ønske en paatvungen og nødtvungen Stabilitet. Det følger af sig selv at naar en Familie i lang Tid har besiddet en Eiendom maa den antages at føle sig endnu stærkere knyttet dertil og derigjennem til Landet, dog er Familiestandpunktet langtfra det, hvorfra Institutionen bør søges taget under Armene, thi dette har saavel sit contra som sit pro navnlig naar sees hen til det specielle Individ, hvorigjennem Fortsættelsen og Continuiteten skeer — men det er min individuelle Overbeviisning, at just til samme Tid, som gjennem Fæstevæsenets Afløsning, Kjøbe- eller Handelspriserne paa de mindre Eiendomme faae saa stor og gjennemgribende Indflydelse, ogsaa at ville bringe de store og større Eiendomme paa Markedet vilde være i meget ringe Grad tilraadelig. Hele den nyere Udvikling i Besiddelse og Eie af Landeiendomme, hvori indestaae store Prioriteter, medfører ganske vist en mere energisk Benyttelse og Drift, men den har under en Modgangs og Lidelses Tid, som dog for Jordproduction ligesaalidt vil udeblive som for alt Andet, en meget stærkt fremtrædende Skyggeside, og for en Folkeeiendommelighed som er sat paa en Udpost som den danske troer jeg, at man ikke uden paatrængende Nødvendighed skal paa dette Punkt, aabne en Port for Vexel og Omskiftelighed som hidtil ikke har existeret især paa en Tid hvor der i Nabolandet Sverrige tilbyder sig saa rig Leilighed til at gjøre gode Forretninger, især da dersteds til samme Tid kunne conserveres en Deel Behageligheder og Fornøielser som ikke lade sig practisere her i Landet saa at jeg troer at Tiltrækningen vil være alfor stor, især til samme Tid som de meget Forsigtige ville kunne raisonnere, at den scandinaviske Halvø langtfra er udsat fors. 476paa den Maade at drages ind i Verdenskampen som Danmark uundgaaelig vil blive det. — Mens jeg husker det maa jeg dog spørge om Proclamationen vandt det nye Ministeriums Bifald? Af Ovenstaaende vil De have seet, at jeg egentlig mere tænker mig ind i den Stemning hvormed en Justitsminister skulde gaae til Behandling af Spørgsmaalet om Grundlovsparagraphens Realisation i Henseende til Lehn og Stamhuse; naar Krieger har antydet, at man skulde stille denne Løsning eller Hævelse af fideicommissariske Baand facultativt, da tillader jeg mig kun at fremhæve, at man stole ikke alfor meget paa Besidderens conservative Tendents. De maa undskylde, at der er saa tidt kommet Afbrydelse i min Skrivning, saa at der vanskelig vil findes nogen sammenhængende Gang i Tænkningen. — Ved at gjennemlæse Deres Brev atter seer jeg, at De i det Væsentlige har yttret det Samme som Indvending som jeg har fremført; m. H. til [Fæste]sagen bilder jeg mig ind, at Krieger ikke vil differere væsentlig i den practiske Maade nu at tage Sagen paa, men jeg kan nok tænke mig at han deels af Hensyn til Grundlovsparagraphens Existents deels paa Grund af Forskjellighed i Opfattelse m. H. t. Lehns og Stamhuses Ønskelighed i sin Almindelighed, kan ønske at forberede Noget paa Grund af hvad der i Folkethinget har rørt sig gjentagne Gange i denne Sag, men jeg har egentlig ikke nogen klar Forestilling om, hvorledes hans individuelle Stemning er i saa Henseende. Jeg havde strax mærket mig I. A. Hansens pludselige Kjærlighed for Slesvigerne, mon han ogsaa kan faae den gjæve Winther med hertil? Kryger bliver værre og værre, thi efterhaanden som han tiere træder op, bliver han naturligviis mere fordringsfuld ligeoverfor andre smaa Dødelige og han seer egentlig nu foruden sig selv kun Bismarck og Napoleon som politiske Personligheder og kan desværre ikke faae Øiet op for at den Sidste er epileptisk. . . .

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer. — Sproget og Tegnsætningen i dette Brev er meget ujævn.