Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Peter August Frederik Stoud Vedel (1870-07-19)

Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Tirsdag, 19. Juli 1870.

Kjære Kammerherre.

Det Første jeg giør efter at være kommet tilbage i største Hast er at sætte mig i Forbindelse med Dem for at erfare Deres Mening om Situationen, saaledes som den stiller sig for mig.

Vi kunne efter min Mening giøre 3 Ting:

1. Følge Hollands Exempel og strax uden at afvente at Krigen er erklæret, udsende vor Neutralitetserklæring pure et simple.

2. Giøre det samme enten strax eller ved første Efterretning om at Krigen er erklæret, og i Notificationen i Berlin at tilføie et Haab om at Preussen vil erindre sig Art. V, eller

3. Vente indtil Pr. og Fr. notificere os Krigen og da i vort Svar erklære os neutrale i mere eller mindre stærke Udtryk.

s. 504 Nr. 1 forekommer mig prématuré. Man kan naturligvis meget godt sige hvad man agter at gjøre huis en Krig udbryder, men der maa formeentligen være gode Grunde tilstæde for at skynde sig saameget, og det forekommer mig meget lidet rimeligt at vi skulde kunne befrygte noget pludseligt Overfald af Pr., som vi skulde behøve at afværge ved en saa hovedkulds Erklæring, thi den pr. Flaade skynder sig sikkert hjem for den maaskee allerede fra Cherbourg udløbne fr. Flaade og i alt Fald vil man dog vist betænke sig paa at bringe den hele off. Mening imod sig ved et saadant Brud paa al Ret.

Nr. 2 forekommer mig farligt, fordi Preussen kan see deri en Trudsel og ved saaledes selv at erklære at et Haab om noget Fremtidigt er Alt hvad vi forlange, opgive vi al Udsigt til at Preussen muligvis selv skulde ville sikkre sig en velvillig Neutralitet ved at giøre os mere øieblikkelige Indrømmelser.

Nr. 3 forekommer mig derfor at være paa den ene Side uden Fare og paa den anden Side at holde den Mulighed aaben som den ovenfor berørte, thi jeg kan ikke indsee at det skulde være umuligt at Pr. vilde nu bringe det slesv. Spørgsmaal ud af Verden og paa samme Tid berøve Fr. et diplomatisk Vaaben, tilfredsstille en off. Mening, der dog selv i Tydskl. ikke er ganske stum, og sikkre sig en virkelig varig og under alle Omstændigheder velvillig Neutralitet fra vor Side.

Er dette rigtigt, bestaaer vor Opgave i, at søge underhaanden at virke hen til at Pr.s Opmærksomhed henvendes herpaa. Dette kan neppe skee ved at vi selv giøre Noget i den Retning i Berlin — det vilde være for farligt. Derimod kunde Rusland og England og navnlig da den første, maaskee giøre Noget. I den Henseende havde jeg igaar en Samtale med Mohrenheim der imidl. ikke giver mig synderligt Haab. Da han nemlig paa sin sædvanlige temmelig brutale Maade s. 505 sagde mig at intet fornuftigt Menneske kunde tvivle paa at naturl. Frankrig vilde faae Bank, ligesom dets elendige Diplomatie allerede var til evige Tider prostitueret i Europa, og at Dmk. naturl. Intet havde at giøre Andet end at ligge »maustodt« og vise Preussen den yderste Opmærksomhed (forbyde at fr. Skibe her toge Kul ind o. s. v.), og at vi vilde ophøre at existere, hvis vi ikke fulgte Rusl.s fortræffelige Raad — saa sagde jeg, som min personlige og uansvarlige Mening, at jeg ikke kunde være enig med ham i at det var saa vist at Fr. kom til at ligge under, og at vi m. H. t. Pr. ganske vist ønskede at staae i saa venskabelige Forhold til det som muligt og foreneligt med vore andre Interesser, hvad vi ogsaa tilfulde havde beviist 1866 ved O. Plessens Mission til Berlin, men han maatte erindre at det slesv. Spørgsmaal og Ikke Opfyldelsen af Art. V adskilte os. Hvad vi maatte ønske, var naturl. at de nærværende Omstændigheder kunde medføre en Løsning af dette Spørgsmaal, thi efter en seirrig Krig var det neppe at vente at Pr.s Ædelmodighed skulde giøre os en Foræring til Belønning for god Opførsel. — Herover blev han meget rasende og jeg kan tilføie, meget uartig mod mig personlig, og spurgte om jeg da vilde at Dmk. skulde sætte sin Existents paa Spil. Jeg svarede at man vistnok vilde sætte Priis paa vort Venskab paa andre Steder og at, som han jo havde hørt, jeg personlig ikke stillede Fr.s Magt saa lavt, men at min Mening jo var netop den, at det vilde være meget ønskeligt, om man vilde søge at fjerne det Eneste som jeg kunde tænke mig som staaende mellem os og Preussen, og i saa Henseende havde jeg troet at Rusl. ved sin Stilling til Pr., ved sin Forbindelse med os, den Rolle det allerede gientagende havde spillet i denne Sag og endelig ved sine egne polit. Interesser var meest skikket til at virke hen til at denne ubehagelige Sag løstes snarest muligt. — Saa blev han igien hidsig, spurgte om jeg troede at Bism. nu kunde ligeoverfor Tydskl. gjøre noget saadant, der jo vilde fortolkes som Frygt for os, at for s. 506 Resten Fr. hverken tænkte paa at gjøre Nogetsomhelst her oppe eller satte den mindste Priis paa vort Venskab, og at Pr. Intet vilde give os for vor Neutralitet men maaskee nok for vor Alliance. Denne sidste Bemærkning lod jeg klogeligt ligge, paa Nr. 2 svarede jeg at det vilde formodentligt snart vise sig om han havde Ret i at sige at Fr. slet ingen Vægt lagde paa vor geogr. Beliggenhed, og til Nr. 1 bemærkede jeg at Bism. nu var i den lykkelige Stilling at han ikke længere behøvede Popularitet, thi nu var Spørgsmaalet blevet Tydskl. og ikke mere Preussen eller Bismarck. Dermed endte vor Samtale, som just ikke var venlig, som De seer. Imidlertid er jeg dog vis paa, at han tænker paa om Rusl. ikke kan giøre Noget for at sikkre at vor Neutralitet bliver preussiskvenlig og anderledes end den svenske i 1854 ligeoverfor Rusland.

Viser det sig nu at Pr. ingen Tilbud giør os, før vi faae Notification om Krigen, maa vor Neutralitetserklæring ud. Jeg tænkte mig den i samme Stiil og Form som i 1859, dog saaledes at vi dennegang maae lade udgaae nærmere Regler om hvorledes fremmede Krigsskibe kunne opføre sig paa vort Søterritorium, hvilke Regler efter min Mening passende kunne stemme med hvad vi gjorde i 1854 — der opstaaer imidlertid strax Spørgsmaalet om hvorvidt Kul er Krigscontrabande. Som De erindrer ansaae vi det ikke derfor i 1854, men hvad er nu Deres Mening derom? Disse Regler i Forbindelse med en noget tør Redaktion af Neutral.erkl. (husker De hvorledes den var i 1859? jeg mener omtrent saaledes!) vilde ikke giøre det overflødigt for Preussen nærmere at overveie om det ikke kunde ville ønske at sikkre sig en mere velvillig Neutralitet mod Offre i Slesvig.

See det er, hvad jeg for Tiden antager for rettest og i hvilken Retning jeg troer at turde udtale mig til Ministeren. Men vær saa god at lade mig kjende snarest og udførligst muligt Deres Tanker om denne hele Sag og Alt hvad De forresten vil tilføie.

s. 507 Forresten har Ministeren her naturligvis foreløbig udtalt til alle Sider at Dmk. var og vilde være neutral. Fériol billiger det — dog vil han vist senere naar Tiden kommer, søge at forandre denne Beslutning — Heydebr., med hvem der naturl. slet Intet er talt om Krigen, men til hvem det dog indirecte er forudsat som noget selvfølgeligt at vi ere neutrale, er meget skikkelig, men veed Intet hjemmefra. Fra Sverige have vi ingen Opfordring om Fællesskab i Neutraliteten og giøre heller ikke selv Noget i den Henseende. Om Flaaderne vide vi Intet her.

P.Vedel.

P. Vedels Privatpapirer.