Danmarks Breve

BREV TIL: Otto Ditlev Rosenørn-Lehn FRA: George Joachim Quaade (1870-07-28)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
Berlin, 28. Juli 1870.

Deres Excellences

meget ærede Depesche af 25nde d. M. Nr. 13 om den neutrale Stilling, Hs. Maj. Kongen agter at indtage i Forhold til den Krig, der er udbrudt mellem Frankrig og det nordtydske Forbund med dets Allierede, er kommen mig tilhænde imorges, og efter at jeg derpaa havde anmodet Forbundskantsleren om en Samtale, har han modtaget mig i Eftermiddag Kl. 1.

Ved min Ankomst meddelte jeg først korteligen Øiemedet med mit Besøg, men forinden jeg kunde gaae ind paa det foreliggende Anliggende, indledede Ministeren en længere Samtale, som deels angik den nuværende almindelige politiske Situation, men for største Delen havde det nordslesvigske Spørgsmaal og det deraf følgende Forhold mellem Danmark og Tydskland til Gjenstand. Han begyndte med at udtale det Haab, at Danmark maatte være istand til at afholde sig fra nogensomhelst Deeltagelse i den nuværende s. 571 Krig, idet han tilføiede, at han vel var sig bevidst og ialfald vilde finde det forklarligt, at den kongelige Regjering i denne Henseende kunde være udsat for et dobbelt Tryk, nemlig ikke alene for det Tryk, der ganske naturligt maatte udøves af den offentlige Mening i Danmark, men ogsaa muligen for et Tryk kommende fra Frankrig. Jeg svarede hertil, hvad det førstnævnte Tryk angik, at efter hvad der er skeet, maatte jo Enhver finde dets Tilstedeværelse meget forklarlig, men jeg nærede dog aldeles ingen Frygt for, at den kongelige Regjering ikke skulde være istand til at modstaae det. Hvad derimod det andet Tryk angik, saa maatte jeg indrømme, at det, naar det kom, maaskee, dog altid i Forhold til dets Styrke og Beskaffenhed, kunde blive vanskeligt at modstaae. — Hs. Excellence gik derpaa over til at omtale det nordslesvigske Spørgsmaal; han beklagede, at dette ikke for længe siden var bleven ordnet, og fralagde sig alt Ansvar i denne Henseende, idet han gjentog sine tidligere Udtalelser til mig om, at han lige siden 1864 gjentagne Gange personligen havde søgt at virke for en saadan Løsning af dette Spørgsmaal, at derved al Anledning til Strid mellem Danmark og Tydskland kunde være fjernet for Fremtiden, men at disse hans Bestræbelser stedse havde mødt uovervindelige Hindringer. Disse Hindringer vare endnu tilstede. Maaskee kunde de forsvinde eller aftage i Styrke ifølge den Holdning, den danske Regjering maatte kunne indtage under den nuværende Krig. Imidlertid kunde han ikke give mig nogen Tilsikkring i denne Henseende. Jeg vidste, at de omtalte Hindringer deels laae i den offentlige Mening i Tydskland og deels andensteds. De første af disse Hindringer vilde maaskee ikke senere have den samme Styrke som nu; men derimod grundede de, som laae andensteds end i den offentlige Mening, sig paa eiendommelige Opfattelser, og derfor vare de saameget vanskeligere at overvinde. Det vilde jo nu være let for ham at give mig Tilsikkringer, men da han ansaae det for en Æressag, ikke at s. 572 love, hvad han ikke var sikker paa at kunne holde, kunde han ingen give mig. Han vilde imidlertid udtale for mig, at den Beredvillighed, hvormed de sydtydske Stater i nærværende Øieblik havde sluttet sig til det nordtydske Forbund, ganske naturligt vilde have tilfølge, at Forbundet efter Krigen vilde ansee det for en Samvittighedssag at skaane og værne om de sydtydske Staters Selvstændighed og eiendommelige Tilstande i en høiere Grad end det muligen vilde have været istand til, dersom de nuværende Forhold ikke vare indtraadte. —

Idet jeg saaledes har anført Hovedindholdet og alt Væsentligt af Forbundskantslerens Yttringer til mig, bemærker jeg, at dette Indhold er fremkommet saa at sige af sig selv og uden særlig Foranledning fra min Side.

Ved Slutningen af Samtalen yttrede jeg, at jeg havde at meddele Hs. Excellence en Depesche, som jeg havde modtaget idag, og spurgte om han ønskede, at jeg oplæste den, eller han foretrak selv at læse den. Han valgte det Sidste, og gjennemlæste derefter Depeschen indtil Slutningen, uden at fremføre nogen anden Bemærkning end den, at Preussen, saaledes som nu Forholdene engang vare, ikke var i det Tilfælde at drage Nytte af de Fordele, vi tilbød de krigsførende Magter, hvorefter han, idet han rakte mig Aktstykket tilbage, yttrede, at han var erkjendtlig for Meddelelsen og maatte udtale sin Tak til den kongelige Regjering for den Stilling, den agtede at indtage.

Efter at have forladt Grev Bismarck, fandt jeg det passende ogsaa at gjøre Hr. von Thile bekjendt med Depeschen. Han gjennemlæste den ligesom Grev Bismarck, men standsede ved Ordene: »tout en tenant compte de ses intérêts futurs etc.«, som han læste høit, hvorefter han fortsatte og sluttelig spurgte mig, om jeg kunde efterlade en Afskrift. Hertil svarede jeg, at skjøndt jeg under almindelige Forhold vilde have anseet mig for bemyndiget til at give en fortrolig Afskrift, kunde jeg dog ikke gjøre det under de nuværende s. 573 Forhold. Forbundskantsleren, som havde viist sig tilfreds med Meddelelsen, havde hellerikke forlangt nogen Afskrift deraf. Men Depeschen beroede hos mig, og jeg var til enhver Tid rede til at vise ham den.

Min væsentlige Grund til ikke at give nogen Afskrift, var, at jeg maa forudsætte, at et lignende Aktstykke er afgaaet til Paris, og at jeg ikke veed, hvorledes der i den omhandlede Henseende forholdes paa dette Sted.

Imidlertid har jeg dog, for alle Tilfælde, idag tilladt mig at telegraphere om dette Punkt.

Quaade

Depeche Nr. 34.