Danmarks Breve

BREV TIL: Otto Ditlev Rosenørn-Lehn FRA: Carl Ernst Johan Bülow (1870-07-28)

General Bülow, Gesandt i London, til Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehn.
London, 28. Juli 1870.

Deres Excellence,

Jeg skal tillade mig at henlede Opmærksomheden paa en Artikel af »Times« fra idag, hvilken, ved at omtale og phantasere over en anmeldt fransk Expedition til Østersøen, tillige berører Danmarks Stilling i den nu begyndte Conflict.

Artiklen siger iblandt Andet:

»En officiel Neutralitetserklæring er offentliggjort af den danske Regjering afvigte Tirsdag (d. 26.); men Preussens Styrke saavel paa Slesvig-Holsteens som paa de nordtydske Kyster er saa stor, at det vanskeligt forstaaes hvorledes Franskmændene kunne haabe at udføre en Landgang, hvis de ikke kunne regne paa, om ikke aaben Bistand fra saa idetmindste god Forstaaelse med de Danske. Selv indrømmende den fuldkomneste gode Tro og Ærlighed hos den danske Regjering, saa kan Ingen forudsige hvilken Indflydelse Synet af en fransk Flaade i Sundet vil have paa Kjøbenhavns Befolkning. - - - - -

Hvad enten Tilfældet eller Hensigten vil begunstige Franskmændene, saa vil det dog sikkert blive let for dem at benytte de heldige Omstændigheder; de ville kunne vælge sikkre Indløb og Ankerpladse paa den cimbriske Halvø; de kunne danne sig en Operationsbasis i Jylland og marchere ind i Slesvig, stolende, ei alene paa egne Vaabens Held men ogsaa paa Sympathien hos de Danske i Nord-Slesvig. - - - - -

s. 576 Hvad meest interesserer os er den Deel, som de Danske muligen kunne blive foranledigede eller endog tvungne til at tage i Striden.

Fristelsen, hvori de befinde sig maa erkjendes for at være næsten uimodstaaelig. Deres Sag var for faa Aar siden hele Europas Sag og den Sympathie der vaktes for dem, blev kun dæmpet, naar den tog Form af ligesaa uigjendrivelige som uvelkomne Bebreidelser. Hvis der er begaaet en Feil, mindre undskyldelig end en Forbrydelse, da var det øiensynligt Bismarcks Halstarrighed i at nægte de Danske den magre Retfærdighed, som bestemtes for dem i § 5 af Prag-Freden. Bismarcks Stilling var ei ganske uden Forsvar; thi en Demarcationslinie mellem dansk og tydsk Befolkning i hine nordslesvigske Districter kan ikke drages og iblandt de reent danske Districter maatte ogsaa regnes Als og Dübbel med deres stærke Stillinger, hvilke de Tydske to Gange have erobret med deres bedste Blod, hvis Besiddelse er af forholdsviis ringe Værdi for Danmark, men som vise sig af største Betydning for Preussen under de nu kommende Begivenheder. Imidlertid havde Bismarck sørgelig Uret i at ville undskylde sit aabne Brud paa Retten, og de Danske, som alt vare dybt krænkede ved den ødelæggende Fred, kunne ikke dadles naar de sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at faae opfyldt det eneste Erstatnings-Punkt, som findes blandt de haarde Betingelser. — De Danske have en retfærdig Klage imod Preussen og de have al Grund til at ansee Preussens Fjender som sine Venner, saavelsom til at ansee Preussens Vanskelighed som en for sig gunstig Leilighed. — Men det er ikke klogt eller sikkert at fastholde selv den ubestrideligste Ret. Man maa studere Chancerne i det Spil man indlader sig paa. I dette Øieblik ere alle europæiske Stater, paanær Frankrig og Tydskland, hovedsagelig beskjæftigede med at søge Krigen begrændset. De neutrale Staters Formaal er at forpligte de Stridende til at respectere deres Neutralitet, men for at hævde Privilegiet maae de opfylde de Pligter, s. 577 som den neutrale Stilling paalægger og hver hemmelig Forstaaelse med een af de stridende Parter, hver Concession til en af dem vilde blive mindre undskyldelig end en aaben Krigserklæring imod den anden Part.

Men vi behøve ikke at give Danmark nogen Advarsel eller Formaning i denne Henseende. Den Frygt som Nogle have næret angaaende Danmarks Fremgangsmaade i dette Tilfælde, har maaskee ei anden Grund end en vilkaarlig Anelse om Hvad det kan ventes at ville gjøre. Det forudsættes at Danmark vil slutte sig til Frankrig, fordi det saaledes synes naturligt. Men sandsynligviis er Danmark istand til at overskue saavel de fjærnere som de umiddelbare Conseqventser af dets Politik og det vil ikke, for Tilfredsstillelsen af en øieblikkelig Følelse, vove al Udsigt til fremtidig Opreisning. Danmark veed meget vel hvor Lidet den Svage kan vinde ved at gjøre fælleds Sag med den Stærke og det vilde ikke være første Gang at Danmark blev bragt til Randen af sin Ruin for at have knyttet sin Skjæbne for fast til Frankrigs.«

Saavidt synes Artiklen at vidne om sand Interesse for Danmark og man skulde troe, at Den, der her gav sine fornuftige Raad Udtryk dog idetmindste havde Overbeviisningen om og maatte ønske at trøste, at den raadede Selvfornægtelse i Europas og Englands Interesse for almindelig Fred, at der havdes og gaves Udsigt til da at finde sin fortjente Løn, til da at see sin saalænge foreholdte Ret opfyldt; men nei! tvertimod! — Med cynisk Ligegyldighed ender Artiklen med at anerkjende den Stærkeres Ret til at handle vilkaarligt og uretfærdigt og al den Trøst, som Artiklen veed at give Danmark naar den endelige Opgjørelse kommer lyder:

»Vi ville ikke appellere til Danmark med Løfte om Belønning for god Holdning. Vi vove ei at haabe, at Preussen, selv i Seirens Overmaal og beroliget for al Fare fra fransk Side, vil være meer tilbøielig til at behandle sin skandinaviske Nabo meer aabent, meer loyalt, end hidtil. Tvertimod frygte vi at Opoffrelsen af Danmarks Ret og Bemægtigelsen af det s. 578 hele Slesvig er et Punkt, der staaer fast hos hver Tydsker som hos Bismarck selv.« —

37

Et sørgeligt Factum, at det mægtigste Dagblad i det mægtige England i det saakaldte Civilisationens gyldne Aarhundred saaledes bøier sig for den materielle Overmagt, saaledes uden Protest roligt bebuder og finder sig i Rettens Underkastelse under Magten, saaledes forud af Selviskhed anerkjender den største Hensynsløshed som fuld berettiget i Politiken naar den blot støttes af Krudt og Kugler. —

J. Bülow.

Depeche Nr. 42.