Danmarks Breve

BREV TIL: Theodor August Jes Regenburg FRA: William Frederik de Coninck (1870-07-31)

Legationsraad W. de Coninck til Stiftamtmand Th. A. J. Regenburg.
Kjøbenhaun, 31. Juli 1870.

Kjære Regenburg,

Hvis De i disse Dage endnu havde være[t] at træffe paa Nørregade, 1 ) vilde jeg vistnok have indfundet mig hos Dem, for ved Samtale at komme til større Klarhed over det Spørgsmaal, som ved Regjeringens Neutralitetserklæring har erholdt idetmindste en foreløbig Løsning. Det hører til de menneskelige Tings Gang, at man, naar en Begivenhed, til hvilken man i lang Tid har knyttet store Forhaabninger, pludselig indtræder, i Begyndelsen overvældes af den og ikke kan finde sig tilrette. Det er vistnok gaaet saaledes med den udbrudte Krig. Ved Spørgsmaalet om Danmark bør paa enhver Maade stræbe at holde sig udenfor Krigen, eller om vi, dersom vi opfordres dertil, bør gjøre fælles Sag med Frankrig, er man bange for baade at lade sig lede af uklare Impulser og for meget som den kloge Statsmand at beregne alle mulige Eventualiteter. Efter min Opfattelse af Forholdene er der meest Grund til at vogte sig for det sidste af de to nævnte Skær. At ville à la Franklin opstille paa den ene Side alle de Argumenter, der tale for Alliancen og paa den anden alle dem, som tale derimod, udslette paa begge Sider de Argumenter, som holde hinanden Stangen, og derpaa ved en Sammenlægning udfinde, paa hvilken Side, der er meest +, at gaae frem paa en saadan kold reflecterende Maade, forekommer mig at være uheldigt ved Afgjørelsen af det foreliggende s. 592 Spørgsmaal. — Hvis Preussen strax fra Begyndelsen af havde sagt til os: vi forstaae meget vel, at Danmark ikke kan bygge paa tomme Løfter om, at Pragerfredens Art. V vil efter Krigens Tilendebringelse blive iværksat paa en redelig Maade, vi forstaae, at Danmark ikke kan gjøre Regning paa, at Preussen efter en heldig Krig vil vise sig villig til at tilbagegive Nordslesvig, vi forstaae at man fra dansk Side nærer stor Mistillid til os og vi ville derfor, nu da D.s Neutralitet har noget Værd for os, give Eder materielle Garantier, saasom Besættelsen af Nordslesvig ved danske Tropper, for at Art. V vil blive en Virkelighed; hvis P. havde ført et saadant Sprog, vilde jeg have fundet det fornuftigt at sælge sin Neutralitet mod det tilbudte Vederlag. — Men jeg er temmelig vis paa, at der ikke foreligger det Allermindste i Retning af materielle Garantier, og derfor stiller en vordende Alliance med Frankrig sig for mig som det bedste Middel for Danmark til at erholde en saadan Opreisning, at der for det kan blive Udsigt til at leve sit eget Liv. Et Danmark indtil Eideren eller Dannevirke, styrket ved en nærmere Forbindelse med Sverrig-Norge forekommer mig bestandigt som en nødvendig Betingelse for D.s fremtidige vitale Bestaaen. Ere Sverrig og Norge villige til i paakommende Tilfælde tilligemed D. at opgive Neutraliteten, for at forfølge det angivne Maal, synes Haabet om dette Maals Opnaaelse ikke at være bygt paa løs Grund. For at en saadan Samvirkning fra Broderrigerne skal blive mulig, er det imidlertid nødvendigt at man i Sverrig og Norge overbeviser sig om, at der er noget Sandt i Sætningen: tunc tua res agitur e. ctr., og at man ikke der slaaer sig til Ro ved Tanken om, at det ved en Seier endnu mere overmodig gjorte Preussen dog altid vil ved Havet være skilt fra S. og N. — Jeg veed vel, at der gives flere endog vægtige Røster, som forestille det som en Ulykke for D. at erholde Mere tilbage af Slesvig end den reent danske Deel, da der derved vil skabes Spirer til nye Forviklinger med Tydskland. Men den samme Fare synes mig at være tilstede s. 593 ved en hvilkensomhelst vilkaarlig dragen Linie mellem den tydske og den danske Deel af Slesvig, og, naar jeg hører den Slags Røster kan jeg ikke lade være at spørge, hvorfor man da fra dansk Side sprængte Londoner Conferencen, da man dog paa den kunde have opnaaet det der m. H. t. Landets Grændse prises som det meest Efterstræbelsesværdige. — Jeg har nu i Korthed givet Dem mine Tanker om Sagen og vil blot tilføie, at, uagtet mine Sympathier vistnok ubetinget ere paa fransk Side, næres de tilvisse ikke af nogen Taknemmelighedsfølelse, som D. skulde have for Frankrig. Har ikke Napoleon før Krigen 1864 givet Bismarck Anvisning paa D. som godt Bytte og skyldes Art. V ikke langt mere N.s Ønske om at skaffe det Princip Anerkjendelse, i Kraft af hvilket han traadte alle Tractater under Fødder end nogen Omhu for Danmarks Vel? Jeg vil ikke tale om »Benedettis Udkast«, thi det forekommer mig at stille Preussen i et lige saa ugunstigt Lys som Frankrig, og jeg lægger meget liden Vægt paa, om Benedetti har skrevet Udkastet efter Bismarcks Dictat eller efter Instructioner fra Paris. . . .

W. de Coninck.

Regenburgs Privatarkiv. R. A. — Over Brevet staar med Regen- burgs Haand: Sv. 5. August 1870. Sml. Nr. 841.