Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1870-08-10)

Lensgreve C. E. Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 10. August 1870.

Kjære Vedel! Ved i min Hukommelse at gjennemgaae Alt hvad der er passeret under mit sidste Ophold i Kjøbenhavn og ved nu at gjennemlæse de forskjellige Udarbeidelser af Dem saavelsom mine egne Klader og Concepter bliver det mig aldeles soleklart, at selv om Franskmændene skulde være istand til atter at gjenvinde det Tabte, vilde Danmark s. 651 have handlet klogest ved at være bleven staaende ved Deres Udtalelse til St. Ferreol, 1 ) samt ved Deres Opsats, 2 ) der blev forelagt Ministerraadet, hvoraf Hovedpunktet »ingen forandret Bevægelse fra vor Side mulig«, altsaa Hævdelse af vor Neutralitet, indtil de factisk politiske Magtforhold betydelig havde forandret sig a ved en fransk betydende Troppestyrke i Østersøen, b samt ved et vundet Slag ved Rhinen; selv ved strængt at fastholde disse Vilkaar er Risicoen ikke liden fra vor Side, og ligesaa bestemt som man efter den os tilføiede Overlast er berettiget til at tage sin Revanche, saaledes forekommer det mig for en Regjering, der skal bære Ansvaret for at have valgt det rette Moment, at være absolut nødvendigt at vise den største Skjønsomhed, og det følger af sig selv at naar man vil lade Fornuften her raade, da bør man tage sin Følelse og Forbittrelse fangen. Her i mit Huus som overalt hersker naturligviis Forstemthed og en nedtrykt Stemning og jeg vil derfor forsøge at opmuntre baade Huset og mig selv ved at drage rigtig frisk Luft ved Vesterhavets Vover. —

Det følger af sig selv, at den krigerske Stemning i Landet vilde have besværliggjort denne Opgave for Regjeringen, men langt bedre at ansees for de Usselryk 3 ), naar det er med Urette, af sine Landsmænd, end ved at agere Flottenheimer at sætte det Hele overstyr. Jeg veed nok at Mange sige at faae vi ikke Slesvig denne Gang, saa kan Danmark ikke bestaae, hvortil jeg svarer, at dette er løs Tale, jeg vil snarere og med større politisk Skjel sige, at hvis Danmark efter dette Vaabenbrag kan bevare sin nuværende Skikkelse, da lyser Haabets Stjerne for det, thi dette er sikkert, hvis Europa skal vedblive at bestaae, Culminationen af Tydsklands Kraftudvikling; dets Overmod vil som absolut Nødvendighed s. 652 medføre Alles Forening imod den Ene, og see vi tilbage i Historien, da har Danmark tidt været paa et lavere Standpunkt. — Jeg gaaer i en Frygt for at De trods Deres Seighed har maattet give Kjøb ligeoverfor den herskende Francomanie og det følger af sig [selv], at naar vort Afslag, begrundet paa ovennævnte a og b, bliver modificeret end yderligere end skeet er i den mundlige Forhandling, da ville vi tabe, hvilken Part der end gaaer af med Seiren, thi man vil ikke tiltroe os Mod til at tage en Beslutning; jeg forudsætter nemlig som givet at Frankrige af egen Interesse har søgt at vinde et fast Punkt her og senere hvis Krigslykken maatte vende sig vil gjentage Forsøget, men det forekommer mig absolut nødvendigt, at vise i Valget af Momentet Adrethed og Besindighed og ikke tage mere Hensyn til Franskmænd end til os selv, det er en Generositet man tilnød kan udvise, hvor man disponerer over egne Middler og aldrig, hvor man styrer Andres og, som i dette Tilfælde, Andres og egne Interesser, thi der har man ikke Lov til at spille Rødt og Sort undtagen naar man bliver tvungen hertil, ingen anden Udvei er mulig, eller naar man seer Chancerne over for en Gevinst eller som i dette Tilfælde en Restitution vi i Længden vanskelig kunne undvære. Hall er hverken klar i sin Udvikling, saaledes som tidligere, ei heller istand til at modstaae sine nærmeste og kjæreste Venners Tryk, og jeg nægter derfor ikke at jeg føler en levende Angst for hans tiltagende Indflydelse. —

Ret af Hjertet vil jeg ønske Dem Kraft og overbevisende Styrke til at kunne hævde en fornuftig og sindig ydre Politik i dette Øieblik; jeg er vendt tilbage med en bestemt Fornemmelse af, at jeg til den ene Side ikke har ydet Dem tilstrækkelig Hjælp og Støtte, vel imod den absolute Neutralitet, men ikke imod det i dette Øieblik at binde sig enten directe eller indirecte, og det Sidste var for Tiden meest nødvendig; det er med en vis Rædsel at jeg daglig venter paa Posten for atter at skulle modtage Hjobsbud, og jeg er tidt s. 653 tilbøielig til at ville ligesom Strudsen stikke mit Hoved ned i Sandet.

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer. — Vedels Paategning: 8. og 10. Aug. 1870.